I dag skulle vi nogenlunde tidligt op for at få pakket vores ting, før kajakudlejningsfirmaet kom og hentede os i en minibus. Vi blev kørt til kanten af Abel Tasman, hvor deres base lå. Her skulle vi bruge nogle timer på en sikkerhedsbriefing, vejrudsigter, information om udstyret og om parken. Herefter skulle vi sortere i vores ting, så vi kun fik de nødvendige ting med. Alt vores grej kunne ligge i kajakkernes vandtætte rum, så resten blev smidt i vores tasker. Her i New Zealand har de åbenbart en ret streng sikkerhedslovgivning omkring kajakker, så vi skulle sejle i dobbeltkajakker, fordi de ikke vælter så nemt. Kun Christian fik en enkeltmandskajak, dels fordi en eller anden skulle gøre det, og så fordi han har gået til det.

Vi blev kørt ud til en prøvetur, så vores guide lige kunne se, at vi ikke var helt håbløse til det. Det hele tog en tre timers tid i alt. Lang tid, når man bare gerne vil derud! Efter at have pakket kajakkerne blev de (og vi) smidt i en "havtaxa", som egentlig bare er en opgraderet speedbåd. Vejret var ikke helt så godt, som vi havde håbet, og der var nogle ret grimme bølger, som havtaxaen hoppede hen over. Jeg synes det var vildt skægt, men Line blev vist lidt søsyg. På grund af det dårlige vejr blev vi ikke sejlet helt så langt op af østkysten, som vi havde håbet, men vi skulle senere blive ret glade for at vi blev sparet en tur ud på det åbne hav. Vi blev sejlet til en bugt, Bark Bay, hvor der var en del teltpladser, toilet (ikke das!), et lille køkken og bål. En luksusteltplads i forhold til det, vi havde forventet. Desværre var der en hel skoleklasse på stedet, men vi prøvede at slå vores telte op så langt fra dem som muligt.

I løbet af dagen fik vi for alvor oplevet tidevand. Ved højvande (som da vi ankom) var teltpladserne på en halvø, som lå med havet på den ene side, og en lavvandsstrand på den anden. Da vi ankom var lavvandsstranden helt oversvømmet med lavt, klart vand, så vi kunne sejle os en prøvetur uden bølger. Det var en meget god start. Men så blev vi eventyrlystne og sejlede ud gennem en lille kanal til havet. Før det blev til åbent hav lå vi i læ af bugtens sider, men der var stadig nogle bølger, dog ikke mere, end hvad man let kunne klare. Men lige så snart vi kom ud på åbent hav for at komme til en bugt længere nordpå, blev bølgerne helt sindssyge. Jeg er i kajak med Søren, og vi blev begge lettere panikslagne, og blev hurtigt enige om, at det ikke var forsvarligt at sejle ud i fem meter høje bølger på vores første dag. Desværre var vi drevet så langt fra hinanden, at det kun var os, Line/Gnu og Christian i enmandskajakken, der fik fat i, at vi ville vende om. Tobias og Maja i den sidste kajak fortsatte mod bugten. Det var faktisk ikke særlig smart, og jeg må indrømme at jeg var en smule rystet, da vi alle kom tilbage til vores lejr. Men jeg fik skyllet det af mig med en kold dukkert. Herefter lavede vi aftensmad (dåsemad og pasta, ikke nudler!) og satte os ved bålet.

Her faldt vi i snak med to danske piger, som var ude på en guidet tur. De havde været på Filippinerne, og kunne fortælle en masse historier derfra. Og så tager de New Zealand den modsatte vej af os, så de kunne give os nogle gode råd om, hvad der er fedt længere sydpå.

Da vi var blevet røget godt igennem, og der var blevet helt mørkt omkring os, gik vi i seng.