Profile
Blog
Photos
Videos
I dag skulle vi med kiwibussen igen mod den lille by Kaikoura. Det var helt underligt at komme tilbage til den specielle gruppe af mennesker, når vi nu har været nærmest isolerede i et godt stykke tid. Men vi fandt hurtigt ind i rytmen med at bøffe os frem i køen, få de gode pladser i bussen og smide vores bagage først ind. Der var ikke særlig mange i bussen, hvilket er mærkeligt, eftersom kiwibusserne ofte er fyldt helt op.
Vores chauffør var typen, der gentog sig selv igen og igen, så vi blev hurtigt klar over, at vi skulle køre i et lille kvarter, før vi var nødt til at vente på en anden bus, der kom ind fra Queenstown, fordi vi skulle have nogle passagerer med fra den bus. Vi brugte tiden til at hæve penge, købe frokost og aftensmad og ligge og slikke sol på en græsplæne ved siden af bussen. Da den anden bus endelig kom, var klokken næsten blevet fem om eftermiddagen. Så kunne vi komme af sted mod Kaikoura.
Der var ikke nogle større stop undervejs, men det nåede stadigvæk at blive mørkt før vi kørte ind i byen. Kaikoura er først blevet "opdaget" som turistby i 80'erne, og folk kommer her for det fantastiske dyreliv i havet lige uden for den lille fiskerby. Her kan man både spotte delfiner, hvaler, pingviner, sæler og albatrosser. En aktivitet, vi har set meget frem til er at svømme med delfiner. Der er nemlig så sindssygt mange, at det skulle være en nærmest religiøs oplevelse. Det skal vi lave i morgen, og vi glæder os, selvom vi skal op klokken fem om morgenen for at komme med på turen. Puha!
Værelserne på "The Lazy Shag", som hostlet hedder var dejlig billige, og vi fik et seksmandsværelse for os selv med både bad og toilet. Godt, vi skal blive her i to nætter!
- comments