Profile
Blog
Photos
Videos
I dag skulle vi ud og være kulturelle (vi skulle lave andet end at slente rundt i byen), så vi bestemte os for at besøge Auckland Domain, lidt uden for bymidten, hvor byens store museum ligger. For at komme dertil skulle vi igennem Albert Park, hvor man gjorde klar til en kinesisk lanternefestival, der fejrer dragens år. På det tidspunkt var der ret mennesketomt, og alle boderne var lukkede, så vi gik lige igennem.
Auckland Domain er en ret smuk park, dog er der nogle ret stejle bakker, som var knap så sjove at gå op ad. Men det skulle gøres, for museet ligger på toppen af den allerhøjeste bakke.
Bymuseet udstiller alt fra maoikunst til typiske børneværelser fra 90'erne til en udstoppet emu. Der var dejlig køligt, og efter jeg viste mit (for gamle) studiekort fik vi indgang til halv pris. Vi gik rundt i ret lang tid og så maoiudstillingen, børneudstillingen, dyreudstillingen, havudstillingen, vulkanudstillingen, instrumentudstillingen, modeudstillingen, møbeludstillingen og krigsudstillingen. Måske var vi der i lidt for lang tid, fødderne gjorde i hvert fald ondt til sidst.
På vej hjem var der åbnet op for festivalen i Albert Park, og der var fyldt med folk. Vi købte aftensmad i en bod med en lysende papmachedrage som blikfang, og spiste vores nudler blandt kinesere og andet godtfolk.
Før vi kunne gå helt i seng måtte vi proviantere i et supermarked til de næste dages udflugt, så der blev smidt masser af nudler og dåsemad i kurven. I morgen flygter vi fra storbylivet og tager ud og vandrer på øerne Pangitoto og Mututapo.
- comments