Det er torsdag formiddag. Og jeg bruger igen en masse tid paa min netcafe i San Juan.

Der er sket en del siden sidst.

Weekenden efter jeg skrev sidst var jeg paa tur med Andreas, Henriette og Emma. Vi havde bestilt gennem vores efterhaanden faste rejsebureau, og det var en ren luksustur for vi var de eneste der var med, saa vi bredte os godt i vores egen shuttlebus.
Vi koerte afsted loerdag nat/morgen kl. 4. Efter 3-4timer ankom vi til Ipala som er en lille fredelig by i det oestlige Guatemala.
Efter at have installeret os paa vores hotel og spist morgenmad koerte vi et lille stykke til en vulken der sjovt nok ogsaa hedder Ipala. Vi gik op, ca. en time og i krateret var der saa en skoen soe, meget velegnet til badning.
Det var et skoent sted. Isaer fordi det paa ingen maade var turistet. Der var en del lokale som brugte det som weekend-hyggedestination. Dette havde dog ogsaa det lille minus at vi som Gringos blev lidt af en atraktion. Der blev stirret og piftet lidt, men det var til at holde ud.
Vi brugte det meste af dagen der med badning og solbadning. Vi fik ogsaa en hyggelig fodboldkamp med nogle lokale unge.
Da vi var ved at gaa fik vi aftalt med nogle af fodboldpigerne at de ville tage os med til en flod hvor man ogsaa kunne bade.
De koerte paa scooter, og Henriette og jeg fik en tur bagpaa mens de andre koerte i minibussen. En baade skraemmende og fed oplevelse!
Den flod vi kom til lignede ved foerste oejekast det rene paradis, og var det stort set ogsaa. Der var lavet bassiner med smaa vandfald imellem, og der var masser af lokale dernede der badede eller bare sad og drak oel. Igen blev minusset at vi var lige lovlig meget en atraktion. Der var en del halvfulde midaldrende maend der ikke bare holdt sig til at stirre og pifte. Vi fik diverse tilbud og komplimenter og der blev taget en del billeder hvilket ikke var super rart, men det maa man jo tage med naar man gerne vil vaek fra turistede omraader, og vandet var skoent saa det var til at overleve.

Dagen efter koerte vi igen afsted allerede kl. 4, mod Copan i Honduras hvor der ligger nogle vilde Mayaruiner. Vi fik en guidet tur rundt imellem dem. Vildt at noget der er bygget for saa lang tid siden kan staa der endnu, selv statuer med meget fine detaljer var entakte. Det var et rigtig fint sted.
Efter det havde vi en lang koeretur hjem. Det var alt i alt en fremragende weekend.

Dagen efter begyndte jeg at arbejde paa Casa Jackson hvor Emma og Henriette ogsaa arbejder.
Casa Jackson er en klinik for boern mellem 0 og 5 aar der er underernaerede. Der er ogsaa nogle stykker der er handicappede og de er alle sammen understimulerede i forskellig grad.
Jeg nyder at vaere sammen med boernene og udfordre dem paa forskellig vis. Men det er ogsaa svaert for kulturen her er anderledes og der er en hel del regler som jeg er uenig i.
F.eks. skal vi alle have masker for munden, af den grund at mange af boernene har daarligt imunforsvar og man proever at skaane dem for alle mulige bakterier. Men det er haardt naar gerne vil snakke og synge og lave ansigter med boernene. Jeg tager altid masken paa, men tager den ogsaa af igen naar jeg synes jeg har behov for det.
Saa er der ogsaa regler om at man kun maa tage sig af et barn ad gangen, saa man maa tage et barn ud af deres senge ad gangen for hvis man f.eks. har to paa gulvet paa en gang kan der ske alverdens forfaerdelige ting. Det er ogsaa en regel jeg omgaar naar jeg ser mit snit til det. Og heldigvis er sygeplejerskerne ikke saa strikse med reglerne som hende der kordinere os voluntoerer, saa det gaar.
Alt i alt er jeg virkelig glad for at vaere der. Jeg har indset at jeg ikke kan aendre paa alle de ting jeg maaske kunne taenke mig, men hver eneste gang jeg er der, foeler jeg at jeg har gjort en forskel fordi boernene ellers ville have vaeret i deres senge, og jeg kan ogsaa ofte lave nogle andre aktiviteter end moedrene (nogle af boernenes moedre bor paa projektet) og sygeplejerskerne laver.

Ud over at arbejde paa Casa Jackson har Andreas, Henriette og jeg (Emma er nu taget videre) arbejdet et par gange paa en oekologisk gaard i udkanten af Antigua. Det er et dejligt sted, fyldt med salat og krydderurter, og det er muligt at arbejde som voluntoer meget fleksibelt. Man kan til hver en tid komme og sige at man vil arbejde. Saa saetter de en til noget, og man kan gaa igen naar man synes.
Det er ikke det mest spaendende arbejde. De gange jeg har vaeret der har jeg bare luet i nogle bede, men det er en dejlig maade at slaa hjernen fra paa og faa nogle gode snakke. Folkene der er virkelig flinke. og hver gang man har arbejdet faar man desuden laekre gratis groentsager med sig (:

Den sidste weekend var meget fredelig. For Henriette og jeg boed loerdagen paa lidt arbejde og en lille bytur.

I soendags blev paasken for alvor skudt igang her. Eller maaske var det rettere foregaaende tirsdag d. 4. det hele startede med Karneval.
Det var ikke noget voldsomt stort, men man saa mange boern der var klaedt ud. Og saa har de en lidt saer tradition med at kaste malede aeg med mel og konfetti efter hinanden.

Dagen efter var det saa Askeonsdag. Kan ikke huske hvad det hedder paa spansk, men de fleste mennesker gik i kirke og fik tegnet et sort kors i panden som symbolisere noget med at fasten begynder. Jeg tror folk holder faste lidt forskelligt her. I min familie maa de ikke spise koed hver fredag fra nu af og til paaske, og saa tror jeg ogsaa det handler om at give lidt mere til de fattige og saadan.

I fredags skete der ogsaa et eller andet der har med paaske at goere, men jeg forstod ikke helt hvad det var. Jeg var med min mama nede i en naboby hvor der var et eller andet i kirken. Der var masser af mennesker, og gadesaelgere af alle slags, og der var en vanvittig lang koe ind i kirken, men jeg forstod aldrig hvad der skete derinde.

I soendags var der saa procession, hvilket der er alle soendage fra nu af og til paaske. Den startede nede i samme naboby (Santa Catarina) og Henriette, Malene og jeg gik derned for at se.
Det var saa sindsygt meget stoerre end jeg havde forestillet mig. Man hoerer hele tiden at det bliver sindsygt i Semana Santa (paaskeugen), men nu hvor jeg har set den foerste procession kan jeg ikke forestille mig hvordan det kan blive vildere.
Der var fyldt med mennesker. En hel masse i lila kutter som blandede sammen med resten af menneskerne. Og der var samtiddig fyldt med gadesaelgere der solgte alt fra laekker mad til billig plastik legetoej.
Selve procesionen bestod af nogle store "statuer" af Jesus og engle og Jomfru Maria der egentlig ikke saa saerligt imponerende ud. De blev baaret af enten maend i lila kutter eller kvinder i sort og hvidt. Paa gaden alle steder var der lavet vildt flotte billeder af farvet savsmuld, grannaale og frugt, som procesionen vadede lige igennem og smadrede.
Bagved "statuerne" gik der marchorkestre og jeg kan aerligt sige at i hele mit liv har jeg aldrig hoert nogen spille saa frygteligt. Det var meget kraftigt og med en ufatteligt daarlig klang. Ikke lige det jeg forbinder med noget helligt og smukt.
Det hele var i det hele taget en meget maerkelig blanding af alt muligt. De der bar statuerne var meget alvorlige og triste fordi de skal proeve at tage Jesu lidelse paa sig, men samtiddig var der gadesaelgere der raabte IS IS og alt det andet de solgte, og lige efter foelget var passeret kom en gravko, en lastbil og et oprydningshold der fejede alt savsmuldet og frugterne sammen. En meget maerkelig sammensaetning.
Det er en meget saer tradition. For mig var det virkelig fedt at se, men ogsaa virkelig fedt at slippe vaek fra igen.

Ellers tror jeg ikke der er saa meget nyt. Jeg synes jeg nyder livet. Der er nok at se til og tiden gaar staerkt.
Jeg kan ikke faa lagt billeder op i dag, saa den maa I vente lidt paa.

Jeg haaber I alle har det godt i Danmark eller hvor I nu befinder jer.
Kram og varme hilsner fra Johanne.