Tirsdag den 14. juni 2011
Så kom vi af sted mod Railey, Krabi i Thailand. Egentlig har vi ikke rigtig mod på mere rejsen rundt efter vores maraton fra Cape Town til Kuala Lumpur. Men heldigvis er flyveturen denne gang kun på en time.
Vi havde bestilt taxaen til lufthavnen dagen før og sikret os masser af tid i lufthavnen. Oplevelsen fra Dubai sidder stadig i Peter - hvis han kunne overnatte i lufthavnen fra dagen før, så gjorde han det.
Vi fik en rigtig god chauffør, som fortalte en hel masse om Kuala Lumpur, mens vi kørte til lufthavnen. Da vi var fremme, fik vi hans kort, så vi kunne køre med ham, når vi selvfølgelig kom tilbage, til Formel 1, til april næste år… :o)

Krabi, Thailand
Efter kun en time ankom vi til Krabi. Denne gang skulle der (også?!) gerne stå en mand og vente på os. Og ganske rigtig. Der stod en mand med et fint skilt, hvor der stod Grann.
Vi kørte i en super lækker minibus gennem meget slum. Vi gætter på, at det er faldet sammen pga tsunamien, men vi ved det endnu ikke med sikkerhed.
Vi blev kørt ned til en lille mole udenfor Krabi. Det vil sige, vi kørte indtil 150 meter fra molen. Her blev vi hentet af en golfbil, der kørte os helt ned til vores longtail boad. En flok mænd bar vores, ifølge dem, meget tunge bagage og herefter sejlede vi i et kvarters tid.
Sceneriet kunne ikke blive mere magisk. Det turkise vand med små klippeøer i. Klipperne strækker sig direkte op i himlen og er overdækket af træer, buske og regnskov. Temperaturen ligger vel omkring de 30 grader, men brisen gør oplevelsen helt perfekt!
Luna udbryder; ’Det var sådan, jeg tænkte, at den perfekte ferie er.’ Arhmen altså – Jeg kan kun sige, at jeg håber, at vores billeder er retfærdige overfor stedet her, for det er et rigtigt trope paradis ;-)

Båden standser ude i vandet og minsandten om vi ikke bliver hentet af en velkendt John Deere traktor med ladvogn på – midt ude i vandet, som kører os ind på stranden… Ind til indgangen til vores resort.
Vi får velkomstdrink i en skriggrøn farve og bliver eskorteret gennem små junglestier hen til vores hytte. Det er egentlig en dobbelthytte, men vi har den hele, med ’connecting doors’ så ungerne har den ene del og vi forældre den anden.
Her er bare SÅ lækkert. Og SÅ anderledes end noget andet jeg nogensinde har oplevet. Men vi er drønsultne, så vi spiser på restauranten og så er det ellers pool tid. Aaaahhh. Ungerne jubler, mens de plasker i den ’kolde’ pool (den er vel 25-27 grader) og jeg føler da også lige lykken snige sig forbi.

Zzzz..
Vi har igen lidt problemer med at få børnene til at sove (endnu et nyt sted for dem), så Peter og jeg deler os og Karla og moar falder tidligt i søvn under myggenettet (det eneste vi har indtil videre) ved 21 tiden.
Omkring ved 2 tiden vågner mor. Der sker en ændring i trykket og dørene begynder at stå og klapre. Det suser udenfor og det begynder at tordne, lyne og styrtregne. GISP jeg fik aldrig tjekket evakueringsplanen. Tsunami billeder dukker op… Jeg beroliger mig selv, ved at vi jo HAR tjekket hjemmefra, at der er alarmer osv.
Men larmen fra torden og mors roden rundt har vækket Karla. Det begynder at lysne i det fjerne og Karla siger: ’Skal vi ikke stå op mor – det er morgen’. Klokken er 5.
Mor slukker for aircondition’en, så der bliver lidt ro og så napper Karla lige 3 timer mere… Og mor hele 6. Yaiks maaaan. Det der jetlag nedlagde mor, der tog en kongelur på 14 timer!
Nå men så kunne jeg også lidt igen… Ha ha. Og tak til min dejlige mand der sørgede for, at børnene blev taget op og fik morgenmad osv.

Myg-af
Her er rigtig mange myg og Luna har fået et HAV af myggestik og der er ingen tvivl om at hun ikke tåler dem så godt. De bliver kæmpe store og giver gener både i form af kløe, men også fordi huden spændes helt ud. Man kan dog købe en masse skrabbe sager til den slags hernede, så nu prøver vi dem for en ende af. Jeg får også en del og Peter lidt færre, men Karla og Vester er indtil videre gået helt fri.
Vi tog badetøj under tøjet og gik en lille tur lands stranden af Railey øst. Er du vimmer, her er slidt… Eller er det smadret?? Vi finder senere ud af, at der rent faktisk er tsunamien, der stadig spøger her. Der er masser af barer, men de der virker igen, er bygget op med de materialer, man nu har kunnet finde og mange restauranter, hoteller og barer ligger i ruiner!
Der står en lille pandekagebager på hjul – eller det vil sige, at alle hjulene er flade og sikkert rustet godt fast, men pandekagerne fejler intet. Og efter 5 stk. med banan og nutella daffer vi tilbage til resortets pool.
Her kan man ikke se, at der har været en tsunami igennem for 7 år siden, men så snart vi bevæger os uden for området, er det MEGET tydeligt. Der er dog flere ressorter, der er genopbygget, men jeg gætter på, at det vil tage endnu et årti, inden her er pænt igen over det hele – hvis ikke mere.
Mens vi ligger i poolen og kigger op i palmerne, trækker det op til uvejr. Vi når lige at se en af palmerne sveje lidt også bang – uvejr! Det lyner og jeg hiver ungerne op af poolen.. (Hvor mon der sidder en lynafleder??)
Uvejret hernede kommer som ordsproget; ’Som lyn fra en klar himmel’. Og det REGNER! Hvis vi troede det regnede meget i Sydafrika… Måske er det derfor, at alle hytterne kommer med 2 paraplyer?§!
Vi putter hjemme i hytten og deler den store pose pistacienødder, vi har købt for en slik, drikker sodavand og lytter til tordenvejret.
Det tager maks en time, så skinner solen og i løbet af meget kort tid er her tørt igen pga varmen.
Så vi begiver os over til Railey West, hvor den lækreste sandstrand skulle ligge. Denne gang sammen med alle vores paraplyer ;-) Vi snupper endnu en pandekage (vi bliver SÅ tykke på denne her ferie :o) og leger ved stranden.
Senere, da vi spiser aftensmad, er det blevet højvandet og vandet går helt op til strandpromenaden, som nærmest er der, hvor vi spiser.
Det er varmt og mørkt. Alle lanternerne er tændt og ungerne leger ved vandkanten – det her er livet!!!
Da vi er færdige, prøver jeg ihærdigt at få en evakueringsplan ud af personalet, men de taler virkelig (og jeg mener VIRKELIG) dårligt engelsk. Og mit thailandske er ikke, hvad det har været :-ø.
Vi handler også og for første, (og forhåbentlig sidste) gang er jeg nødt til at betale 26 danske kroner for et sk… toastbrød. Handlemulighederne her på øen er mildest talt ringe. Meget små købmænd er den eneste handlemulighed – så det må vi jo lære at leve med.
Det går meget bedre med at få ungerne i seng i dag. Vi har vundet over jetlaggen og Peter og jeg putter i vores ekstra king size bed.
Vi har også lært vores første thailandske ord; Kapungka (Tak) og Savadika (Hej), som vi øver på livet løs.

Torsdag den 16. juni 2011
Peter står igen op med børnene, men ved 9 tiden har de drevet ham til vanvid og mor vækkes :o) Vi spiser i den lækre morgenmadsbuffet, som bugner af frisk frugt, som smager helt anderledes (og MEGET mere sødt), end den vi er vant til i Danmark. Det eneste minus er deres kaffe – eller hvad de nu kalder det?! Folk hernede drikker te, så kaffen er forfærdelig. Men så er det godt, vi kan lave vores egen i hytten.
Peter trænger til en morfar, så mor og børnene går i poolen en times tid. Indtil uvejret igen fanger os.
Jeg får 2 små dryp og så står det ellers ned i stænger. Vi løber hjem, hvor der venter os alle et hvil med nintendo og hygge.
Mor og Luna har længe snakket om at tage en hygge/alene tur og da uvejret er stilnet af, tager vi hen til Railey West til en dejlig fodmassage og pedicure og hygge på stranden. Luna fortæller mig, hvor meget hun nyder det hele og jeg prøver at gemme alle vores dejlige oplevelser i hjertet. Med frygt for at glemme det hele iler jeg hjem og får skrevet lidt på bloggen – lige her!

Hjemve
Vi vidste det ville komme – hjemve.
Som tiden går, begynder vi at savne alle jer derhjemme mere og mere.
Og I skal vide, at vi alle bliver rigtig glade, hver gang der er en hilsen eller en mail hjemmefra. Så bliv endelig ved med at skrive til os ;-)
Peter og jeg savner huset, haven, det danske system, grillen, venner og familie meget, så selvom at det bliver trist, at skulle slippe vores paradis herude i østen, så ved vi jo, at der venter endnu et derhjemme – og det er dejligt at tænke på!!!
Sylvester har også fortalt os et par gange, at han savner sit legetøj og vi snakker om ’det gule hus’ fordi at hjem for tiden – er hvor vi bor, lige nu.
Nå, sengen kalder sammen med gekkoerne udenfor. Pas godt på jer selv – where ever you are ;-)
Mange knus fra os alle 5