Profile
Blog
Photos
Videos
Hej alle sammen :)
Så sidder jeg i Chiang Mai - det er sidste dag her, og der er sket en hel masse ting siden sidste gang jeg opdaterede!!!
d. 18 maj var der Fullmoon party! Det var helt vildt fedt! 10.000 mennesker der er samlet på en strand og går amok til techno. Vi tog en speedbåd hen til Koh Panang sammen med holdet der havde været på New Zealand. Da vi ankom, var der en masse boder der solgte det grimmeste neon farvede tøj. Vi gik selvfølgelig amok, og var kort efter dækkede af neon fra top til tå. Da vi kom til Same Same - en restaurant ejet af to danske piger, fuldendte vi looket helt og aldeles, ved at vi malede på hinanden med neon farvet maling. Vi så helt vilde ud. Der blev drukket en god mængde Buckets, og efter nogle timer gik vi ned på stranden. Udover at danse til musikken, kunne man hoppe i et brændende sjippetov (!) eller tage en rutsjebane, der også førte en igennem noget ild. Sjippetorvet var der ingen af os der var dumme nok til at prøve. De fleste af os tog hjem allerede kl 3, da vi skulle rejse hele næste dag.
d. 19 - 20 maj
Rejsedage... Vi havde alle sammen en god portion tømmermænd, og var ikke just oplagte til 32 timers transport. Først skulle vi sidde i en taxa der bumlede helt vildt i en halv time, hvilket ikke gjorde noget godt for vores tømmermænd. Derefter skulle vi vente på færgen i 3 kvarter. Det viste sig, at færgen var en mellemstor båd, der var propfyldt af backpackers, hvoraf de fleste tydeligvis også havde været til Fullmoon - disse kunne genkendes, enten på voldsomme hangovers, eller selvlysende maling. Turen varede heldigvis kun halvanden time. Derefter, tog vi en bustur på 2 timer til en togstation, hvorfra vi skulle videre til Bangkok. Vi startede kl. 10 om morgenen, og da vi steg ombord på toget, var klokken 18.30. Det var heldigvis et sove tog, og vi var så smadrede at vi ikke lagde mærke til at vi kørte i 11 timer. Næste morgen ventede vi i Bangkok i et stykke tid på det næste tog, der skulle køre os til Chiang Mai. Vi var ved at være virkeligt trætte af at rejse, og det var ikke just et tog der levede op til danske standarter, så da vi endelig kom til Chiang Mai var vi helt udkørte. Vi fandt heldigvis et hyggeligt - og meget billigt guesthouse.
d. 21 maj
Vi var 5 piger på det guesthouse hvor jeg var - Mille (som jeg delte værelse med), Marekka, Cathrine og Sophie. Vi var de piger der tog i junglen senere i friugen. Vi var stadig trætte efter rejsen, men besluttede os for at tage på en tempelrundtur. Ved det første tempel vidste vi ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv, men heldigvis mødte vi en fyr der tilbød at være vores guide. Han hed Yud, og var en rigtigt flink fyr, der kunne fortælle en masse. Vi var rundt og se nogle flere templer, og derefter tog han os med hen på et sted hvor der blev lavet thai silke. Vi så hvordan silkeormene så ud, og hvordan man lavede silken. Derefter stod den på shopping, og vi fik købt en masse ting i ægte thai silke - jeg købte en lidt dyr kimono, som jeg dog var helt vild med.
Efter det så vi en af verdens største smykkebutikker, hvor de selv laver smykkerne, og nogle af pigerne fik købt nogle virkeligt smukke ringe. Vi kørte rundt til en masse forskellige steder, og til sidst var vi ret trætte. Om aftenen spiste vi på vores guesthouse, og gik tidligt i seng da vi skulle i junglen næste dag.
d. 22. maj
Jungletur! Vi startede dagen, med at tage ud på en sommerfugle- og orkide farm. Derefter red vi på elefanter - det var dog ikke den store oplevelse. Så skulle vi ind i en form for bur, og fires over en flod, hvor vi på den anden side af floden fik noget frokost. Så begyndte vores trekking op til den hilltribe som vi skulle overnatte ved. På trods af, at det var en "hill"-tribe vi skulle op til, havde ingen af os tænkt på, at det betød, at vi selvfølgelig skulle op af bakke - hele vejen! Og når jeg siger op af bakke, så mener jeg det virkeligt! Efter en times tid på den måde, var jeg virkeligt glad for mine løbeture. De andre piger var helt færdige, og jeg var også selv ved at være godt mør i benene. For at gøre det hele værre, havde en af pigerne fået madforgiftning, og havde det virkeligt dårligt hele vejen op. Den sidste kilometer holdt vi nærmest pause for hver 20 meter vi gik opad, og der var mest stemning for bare at sætte sig ned og give op. Vores guide, mr. Wan var super sød, og fik os hevet med alligevel. Efter 3 timers trekking nåede vi endelig toppen hvor vi smed os på det første det bedste vandrette sted, og fik en kold flaske vand. Vi skulle bo meget primitivt i en hytte af bambus, med madrasser som de åbenbart også havde fyldt med bambus (det føltes i hvert fald sådan). Efter en tiltrængt middagslur, fik vi mad, og sad og nød udsigten, som vi havde haft lidt svært ved at sætte pris på, på vejen op. Det endte med at blive en hyggelig aften, og de to guider, mr. Wan og Kenai var rigtigt søde. Vi spillede et kortspil, hvor vinderen hver gang skulle sætte en kulstreg i taberens ansigt. Vi endte med at se vældig hotte ud, udkørte og svedige som vi var, med streger overalt i ansigterne. Senere sad vi omkring et bål og drak øl, og sang mens Kenai spillede guitar - total lejrstemning.
d. 23. maj
Vi skulle heldigvis ned af bakke hele dagen, så det var væsentligt lettere end dagen før. Da vi nåede bunden, skulle i river rafte. Det var så fedt! Vi væltede rundt i gummibåden, og var flere gange ved at falde helt ud. Vi fik også lov til at svømme i vandet på de steder hvor der ikke var så stærk strøm. Efter det, skulle vi sejle resten af vejen på bambus tømmerflåder. Det var også en fin tur (på nær ham der styrede flåden - klam fyr!).
Efter en omgang Pad Thai var det tid til at køre hjem. Vi var blevet så glade for Mr. Wan og Kenai, at vi aftalte med dem at mødes på en bar senere på aftenen.
Da vi kom tilbage til Chiang Mai by, skulle vi ud og spise, for at fejre Cecilies fødselsdag. Vi sad og hyggede os på en restaurant, da vi pludselig hørte nogle brag. Det viste sig at være skud, der var blevet affyret lige på den anden side af gaden. Vi blev virkeligt bange, og vi hørte en kvinde der bare skreg og skreg - hun havde åbenbart set det hele, og var gået helt i chok. Efter en del forvirring og angst, fortalte en anden af gæsterne på restauranten, at en ung mand havde skudt en pige 5 gange, og derefter skudt sig selv. Dagen efter fandt vi ud af, at den unge mand havde set sin ekskæreste med en ny fyr, og havde skudt hende. Det var en oplevelse jeg helst havde været foruden...
Senere, da vi havde sundet os lidt, tog vi over på Roof Top Bar, hvor vi mødtes med vores guider fra jungleturen, og endte med at have en hyggelig aften, trods alt.
d. 24. maj
Ingen af os 5 piger fra jungleturen følte sig særligt friske, men vi valgte alle sammen - på nær en, der havde det virkeligt dårligt - at tage ud til elefanthospitalet lidt uden for Chiang Mai. Det var en hyggelig dag, hvor vi fik lov il at give elefanterne mad, og bade dem. Vi fik taget en masse billeder, men vi var nu lidt skuffede over oplevelsen, der var meget turistet. Samtidig var vi nogle, der ikke havde det alt for godt - og det var ikke engang på grund af tømmermænd, nok nærmere noget vi havde spist - hygiejnen er ikke just den bedste i Thailand, og maden er MEGET krydret.
I dag, d. 25 maj
I dag havde vi bestilt en tur til Flying of the Gibbon! Det er en kæmpemæssig svævebane (zipline), hvor man suser rundt, op til 100 meter over jorden, mellem trætoppene i junglen. Det var så vildt! Jeg er virkeligt højdeskræk, så dte var noget af en overvindelse for mig at kaste mig ug fra platformene, og så håbe på, at de alt for tynde (syntes jeg) wirer kunne holde en. Der var et sted, hvor man skulle zipline 800 meter! Mine ben føltes som spagetti bagefter. Den sidste post var også slem! Der skulle man fires 45 meter ned - med hovedet nedad! Det var en kæmpe overvindelse for mig, men er glad for at jeg gjorde det, og at jeg på intet tidspunkt gav mig til at græde - noget jeg ellers havde været helt sikker på, ville ske.
I morgen skal vi i tog i 12 timer, for at komme til Bangkok hvor vi skal shoppe en masse :-)
Kan godt mærke på min krop, at vi har haft et meget stramt program på hele turen. Glæder mig næsten til turen i toget hvor jeg kan slappe af men en god bog. Vi får oplevet sindssygt meget! Desværre koster det en del at være på eventyr - har efterhånden brugt tæt på de 10.000 kr :-/
- comments