Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en lille uges tid i Queenstown tog vi med endnu en kiwibus for at se den sydligste del af sydøen.
Vi ventede lang tid på at bussen skulle komme til vores hostel. Da den endelig kom, sagde chaufføren, at vi slet ikke stod på listen, og at han kun skulle hente en person fra vores hostel, så vi begyndte at panikke lidt. Heldigvis var der alligevel plads til os, så vi hoppede ind og begav os mod Dunedin. Selve turen dertil bød ikke rigtig på nogen stop, som turene plejer, så vi kom til Dunedin i okay tid. Chaufføren tog os rundt i byen med bus og viste os de forskellige ting, der var at se. Det var et meget hyggeligt sted, som minder lidt om San Fransisco med alle de stejle gader. Vi kom bl.a. forbi verdens stejleste vej (Baldwin Street), som han satte os af ved og sagde vi skulle gå op af. Det var en temmelig hård tur, især fordi vi ikke har dyrket specielt meget motion de sidste par måneder. Heldigvis kom vi først op, så vi kunne nyde synet af andre, der led.
Bagefter blev vi sat af på vores hostel, hvor vi kom på værelse med to meget forskellige typer. Den ene var en dreng fra Irland, som virkede som om han hadede sit liv. Hans dag var nærmest ved at bryde sammen, da han ikke kunne finde ud af, hvor han ville hænge sit våde håndklæde..
Den anden var en tysk dreng, som fortalte Nicoline, at hendes jogging busker var smukke, og hvor man kunne købe dem.
Da vi kom med bussen til Dunedin havde vi set en pizza hut, og vi besluttede os for, at der var vi nødt til at spise. Problemet var bare, at ingen af os kunne huske, hvor vi havde set den henne, så vi gik rundt i byen i to timer for at finde den. Til sidst gav vi op, men fordi vi virkelig gerne ville have den åndssvage pizza tog vi en taxa derhen. Det viste sig så, at man ikke kunne sidde der og spise OG vi kunne heller ikke selv finde hjem derfra, så vi var nødt til at tage en taxa hjem igen! Da vi skal betale for taxaen tager han heller ikke dankort, så Nicoline må løbe til flere automater for at hæve penge, fordi kortet bliver afvist 3 steder.. Samtidig sidder Trine og har en akavet samtale med taxachaufføren om biler. Men pizza fik vi!!
Dagen efter skulle vi med bussen kl. 7:45 om morgenen. Vi skulle køre med en ny chauffør, der hed Don. Han mente, at vi havde alt for meget bagage med, og spurgte om vi havde taget hele Danmark med. Men han var rigtig sjov! Vi havde en masse stop på turen den dag - vi så bl.a pingviner, sæler og søløver.
Fordi vi havde sovet i bussen, havde vi ikke helt opfattet, at det vi skulle se nede på stranden var sæler, så vi går derudaf, indtil folk begynder at pege i vores retning, og det viser sig, at vi er ved at gå ind i en sæl. De var vildt store og rigtig sjove at se på. Det så ud som om de posede for kameraet.
Søløverne lignede egentlig sæler, så de var ikke så sjove st se på.
Sidste stop i løbet af dagen var ved et sted, hvor man kunne se pingviner. Man skulle gå et stykke ned rundt på nogen sten og lede efter dem. Efter vi havde gået rundt i en halv times tid, besluttede vi os for at gå tilbage til bussen. Da vi kom hele vejen op af trappen, opdagede vi en lille pingvin nede i den anden ende, så vi løb ned for at få taget billede af den. Vi blev og kiggede temmelig længe på den. Da vi kommer tilbage på bussen, siger en af dem fra vores bus, at han havde taget hele 12 billeder af samme pingvin, hvor vi var nødt til at indrømme, at vi havde taget 47..
Det sidste vores chauffør Don sagde til os inden vi gik i seng var, at urene skiftede til vintertid i løbet af natten, så vi skulle huske at stille vores ure. Derfor stiller vi dem, da vi ikke tror de indstiller sig selv uden wifi. Det kan vi så fortælle, at de gør! Så da vi næste morgen får at vide, at bussen holder og venter på os, og vi står med vådt hår på badeværelset, får vi en smule travlt! Heldigvis var vi ikke de eneste det var sket for, og vi var heller ikke så mange med bussen!
Dagens tur gik mod Milford Sound, hvor vi skulle med en båd. Det var virkelig flot at sejle der - men også at køre gennem Fiordland's national park, hvor vi bl.a. fik taget nogle flotte billeder ved mirror lake.
Dagen sluttede af med, at vi blev kørt tilbage til Queenstown, hvor vi nu har to dage tilbage, før turen går mod Christchurch.
- comments