Profile
Blog
Photos
Videos
Dagen foer jeg tog afsted fra Rongo Hostel moedte jeg en fyr fra Canada, der hed Dave. Ligesom mig havde han ogsaa haft en god oplevelse paa Rongo Hostel. Jeg maa sige, jeg var lidt ked af at forlade stedet. Den ene af ejerne sagde ogsaa til mig, at det var aergerligt, fordi han ville utrolig gerne have spillet noget mere med mig.
Men nok om det. Heaphy Track ligger i den nordvestlige del af sydoeen. Som en perle i starten af Kahurangi National Park starter den 78.3 km. lange Great Walk, Heaphy Track. Det er en 4-6 dags tur. Men eftersom jeg har mine ultra hurtige og gode Nike sko med mig, valgte jeg at udfordre mig selv og tage turen paa tre dage. Dave havde valgt at tage den paa 4 dage, saa jeg fulgtes med ham den foerste dag. Man kan jo ikke forvente, at alle kan klare saadan en lang tur paa tre dage. haahaa. Den foerste dag var en noget anderledes dag frem for alle de andre ture, jeg har gaaet. Foerste dag gik langs kysten og hele tiden kunne jeg hoere de store boelger fra det tasmaniske hav. Jeg kunne ikke bare hoere dem, men jeg kunne ogsaa se dem langt det meste af vejen. De foerste 15 km. af turen gik langs strandende og boelgerne. Det havde jeg ikke set foer paa nogle af de andre ture. Derfor var det jo helt fantastisk. Og udover det, var det perfekt vejr. De forrige dage havde vaeret med forfaerdeligt vejr og vi havde godt hoert, det ville klare op. Derfor var det ogsaa en god dag at tage afsted paa. Dave sluttede dagen af ved Heaphy Hut efter godt 16 km. Jeg havde derimod 8 km. tilbage, da vi forlod hinanden.
For mit vedkommende gik turen nu oestpaa og ind i skoven langs Heaphy River. 1 1/2 timer ramte jeg saa Lewis Hut, hvor jeg skulle sove. De eneste andre, der var der, var nogle arbejder, som arbejdede paa en bro lige ved siden af. Det var en tur paa lidt over 24 km. En utrolig flot en af slagsen ved siden af vandet.
Naeste gik jeg ind i et omraade, som var mere toert. Det lignede meget af det andet. Der er egentlig ikke det helt store at fortaelle, andet end der var 29.7 km. til Gouland Downs Hut hvor jeg skulle sove. Uheldigvis var jeg den eneste, der skulle sove der den nat. Det resulterede i "hjemmehygge" med mig selv og en dejlig varm braendeovn.
3. og sidste dag besluttede jeg mig for, at gaa de sidste 26 km. allerede fra kl. 7. Det gjorde jeg saa igennem skov og ned af bakke. Faktisk var jeg faerdig med tracket kvart over 12. Jeg havde et utroligt tempo paa, hvilket ogsaa var med til at soerge for, at jeg igen ikke blev overhalet paa noget tidpunkt af tracket. Jeg gad ikke bruge "Hurtig Hikeren" som overskrift igen, selvom det ogsaa ville passe godt ind her.
Hvad jeg saa ikke vidste noget om, at der var en grusvej paa 30 km. til Collingwood, som var den by, jeg regnede med at sove i efterfoelgende. Jeg havde faaet fortalt, at der var en vel 300 meter efter Heaphy Track var slut. Derfor gik jeg op for at finde vejen. Efter jeg havde vandret Kepler og Routeburn track var der ogsaa en lang grusvej, saa jeg taenkte (og haabede) det ville vaere det samme her. Det viste sig saa bare, at det slet ikke var det samme. Jeg havde lige spist det sidste broed og tun, da jeg blev faerdig og i vanddunken havde jeg vel lige knap en halv liter. Jeg gik og gik og gik og gik. Paa et tidspunkt efter 2 1/2 time fandt jeg et lille skur, hvor jeg faktisk lidt havde taenkt mig at slaa lejr for natten. Det eneste, der forhindrede mig i det, var bare madbeholdningen. Jeg havde ingenting! Jeg gik lidt igen og saa et skilt, der pegede mod Heaphy Track. Der stod 11 km. paa det. Jeg havde gaaet 11 km. efter jeg havde gaaet de sidste 26 km. af Heaphy Track. Jeg kiggede totalt haabloest op paa det skilt og netop som jeg gjorde det, kom den foerste bil forbi. Jeg blev samlet op af en flink dame, som havde faaet et sygt barn. De skulle byen Takaka, som er taettere paa Nelson end Collingwood. Jeg blev saa glad og koerte med dem hele vejen til byen. Jeg har naesten lige faaet et bad og efterfoelgende koebte jeg mig en fortjent oel. Det er nok det mest velfortjente bad og den mest velfortjente oel og nok ogsaa den bedste, jeg har faaet paa turen indtil videre. Jeg vil godt sige, at jeg nu er utrolig smadret i kroppen og jeg glaeder mig godt nok til at hoppe paa hovedet i seng!
I morgen gaar turen til Nelson Lakes Nationel Park, hvor jeg skal holde foedselsdag skype hjem til familien og i dagens anledning min lillebror. Denne gang maa det nemlig vaere min tur til at vaere aeldst. Desvaerre Mikkel!! :)
- comments