Profile
Blog
Photos
Videos
Jeg vaagnede i Takaka og var super glad. Det var nemlig min 21 aars foedselsdag og ikke nok med det, jeg var for en gangs skyld aeldre end Mikkel, som jo egentlig er min storebror. Efter gaarsdagens store etape af Heaphy Track, hvor jeg endte med at have gaaet 37 km, var mine ben godt smadret. Det kunne jeg maerke lige fra starten. Derfor skulle det helst blive en stille og roligt dag. Det startede det ogsaa ud med og alt gik som planlagt. Takaka var en utrolig hyggelig, lille by. Det Hostel, jeg boede paa, var ogsaa fredeligt, stille og roligt. Der var gratis pool og bordtennis. Og jeg skal da lige love for, at jeg fik revet 5 tyskere rundt i bordtennis!
Dagens maal var bestemt. Destinationen skulle hedde St. Arnaud. Hele dagen regnede det. Og om morgenen var ingen undtagelse. Heldigvis skulle jeg kun staa og blaffe i max. 10 min. foer jeg blev samlet op. Det var en venlig dame, der samlede mig op. Min plan var at komme ind og omkring Nelson og saa blive samlet op af en anden, sm kunne koerer mig til Turn off'et ind til St. Arnoud. Jeg ville helst undgaa at komme ud paa alle de smaa genveje, selvom jeg godt vidste, det ville vaere langt hurtigere. Damen, som samlede mig op, skulle heldigvis til Murchison. Saa til min fordel koerte vi lige praecis ind over de smaa veje og paa den maade fik jeg skaaret et forholdsvis stort hjoerne af. Jeg blev saa sat af paa det Turn off, som foerte til St. Arnoud. Det viste sig at vaere midt ude i ingenting. Efter jeg havde staaet og vente paa at blive samlet op efter en times tid, saa jeg , at der "kun" var 25 km. til St. Arnoud. Af den grund besluttede jeg mig saa til gaa derud. Det blev en vandretur lige knap efter min forventning. Efter den foerste time havde der kun vaeret en haandfuld forbipasserende biler, hvilket fik mig til at traeffe den beslutning. Mine ben var egentlig okay efter Heaphy Track, men saa snart jeg havde gaaet en halv time, fik jeg edderperkme ondt. Der var stadig ingen, der havde samlet mig op. Saa jeg gik og gik. Men igen... Naar man gaar her i New Zealand saa er det i utrolig flotte rammer. Jeg er jo vant til det. Og 25 km. skulle da vaere en smald sag for Hurtig Hikeren, mig. Efter godt to timers hiking og over 12 km. var gaaet, kom der heldigvis et par forbi og tog mig op. Efter ti minutter var jeg saa i St. Arnoud, hvor jeg fik chekket dumt nok fik chekket ind. Byen var oede og efter faa minutter opdagede jeg, at jeg var den eneste paa det hostel. Efter 10 minutter spurgte jeg receptionisten, om det var muligt at faa pengene tilbage, fordi jeg gerne ville et andet sted hen og vaere sammen med nogen. Han svarede hurtigt tilbage, at der nok skulle komme nogle flere om ikke saerlig lang tid. Det fik mig til at blive og gaa en tur rundt i byen, i supermarkedet og faa et bad. Sandt nok da jeg var faerdig hoerte jeg stemmer. Jeg gik naturligvis ned for at sige hej, og saa ser jeg 3 smaa boern sidde og lege med deres foraeldre. Jeg maa sige, jeg blev lidt bitter og ked af det. Saadan havde jeg ikke haabet, jeg skulle fejre min foedselsdag. Men livet er jo en stor lort. Nogle af dagene maa man bare tage en kaempe mundfuld. Det gjorde jeg d. 21. april. Jeg havde ellers aftalt med mig selv, at jeg ville gaa en god tur i Nelson Lakes National Park. Der skulle vaere utroligt flot. Men det gad jeg ikke og ville hurtigst muligt videre.
Det blev en ret nederen foedselsdag og derfor er overskriften af dette indlaeg ogsaa ligesaa ironisk, som at Stewart Stardust sidder ved byens boernetelefon.
Jeg fik dog ringet hjem og snakket med den naere familie og i dagens anledning, min lillebror. Saadan en havde jeg aldrig haft foer og det faar jeg nok heller ikke igen.
Over and out for denne gang. Hold dig opdateret! :)
- comments