Profile
Blog
Photos
Videos
Efter forlænget fødselsdagsweekend og hygge med Julia, var det i mellemtiden blevet planlagt, at vi tirsdag morgen skulle med bussen hjem til Pramoja, vores ene home mother. Inden turen til Mirissa spurgte hun os, om vi ville med op i bjergene og besøge hendes familie og hendes landsby, hvilket vi selvfølgelig takkede ja til! Mere havde vi faktisk ikke af information, før vi i sent søndag aften blev gjort opmærksom på, at vores bustur tirsdag morgen var planlagt til at starte 3.30….. 3.30!!!!! Efterfølgende fandt vi så ud af, at de vandfald vi skulle op og bade i, indebar en vandretur på 4 timer i bjergene, og at vi med sikkerhed skulle møde Pramojas familie, men at vi ikke som sådan skulle bo og overnatte der som vi ellers havde fået indtryk af. Da Lærkes og min glæde ved og begejstring for at vandre i bjerge er lig med nul, og vores tidligere erfaringer som bjerggeder ikke ligefrem har væres nogen succeshistorier, kan man vist roligt sige at vores forventninger til turen tog et dyk. Men da vi var allermest pessimistiske og lettere opgivende, tog forventningskurven lige et brat skift op… Vi fandt nemlig ud af, at vi i stedet for at tage bus eller tuk tuk til Tangalle kl. 3.30 kunne lokke vores home father, Siri, til at køre os alle derhen i skolebussen!!! Sé det var noget der kunne lokke damerne op tirsdag morgen.
Så turen startede med en seks meget trætte damer i en stor gul skolebus på vej mod Tangalle busstation. En tur der selvfølgelig startede med, at Lærke og jeg lige skulle skubbe bussen i gang. På stationen holdt kun én bus parkeret, den tog vi og blev siddende i to timers tid før vi nåede Matera. En by vi efterhånden har fået besøgt et par gange. Herfra tog vi bussen videre til Akuressa, videre til en lille by der starter med T og igen en ny bus som satte os af i udkanten af Sinharaja regnskov, hvor Pramojas ven skulle tage imod os og hjælpe os igennem de store bjerge. Han kom aldrig. Han var til et møde i Galle og havde glemt at fortælle Pramoja det. I stedet tog vi to tuk tuk'er videre ind i regnskoven, hvor vi kørte af stejle, smalle, bumlede veje. På vejen stoppede de andres tuk tuk for lidt benzin, mens vi ventede tålmodigt. Noget der senere skulle vise sig at være et dumt træk for vores tuk tuk mand, da vi 10 min efter løber tør for benzin midt på en stejl bakke. Det blev en tragisk-komisk start på vores tur, og vores trætte hoveder kunne næsten ikke kontrollere de indtryk der efterfølgende væltede ind og resulterede i utallige mavekramper. Da dækningen i regnskoven er forholdsvis begrænset, var det lidt af en kamp for vores chauffør, at få fat på den anden tuk tuk, og for os at få fat på de andre damer, men heldigvis var hjælpen på vej. I modgående retning ankom to unge gutter på en motorcykel, begge i midt tyverne, smarte i tøjet og pumpet op på selvtillid. Da Nadine kort efter deres ankomst opdagede, at den forreste fyr over sin gule skjorte bar en plyskanin som skuldertaske var det svært at holde grinet tilbage. Vi fik grinet af og lånte lidt benzin af kaninmanden, hvorefter vi måtte skubbe den lille tuk tuk op på toppen af bakken og endnu engang kunne sætte os ind og køre af sted. Det var dog ikke mange meters vind i håret vi fik, før vi igen gik i stå og igen måtte ud og skubbe. Vores chauffør, der ikke talte et ord engelsk, signalerede at vi skulle vente og vi havde på fornemmelsen, at vi ville blive hentet af de andres tuk tuk, så snart de var blevet sat af. Det var heldigvis også det der skete.
Da vi mødte de andre var det tid til at finde bjergene og starte vores vandretur, som nu var blevet en time forsinket. Vi mødte fareren til Pramojas ven, som sammen med en anden guide i stedet sprang til og hjalp os igennem. Naturen var smuk, men da vi efter 15 min gang stejlt op, uden morgenmad og med sveden dryppende fra vores ansigter var det som om, at det sidste gram af vandreoptimisme forsvandt fuldstændigt. Det eneste der holdte os oppe var dog, at vi var de to, der ud af alle seks var forrest, og jævnligt holdte gode lange pauser for at få de andre med. Vi så en masse fantastisk natur på de store stop vi tog! Vi kom forbi fem vandfald, som alle lagde op til et fodbad og selvom turen var hård på vej op, blev vi glædeligt overraskede over, at ikke alle 4 timer var opad, og at turen til trods for Lærkes helbred var overraskende okay. Lærke havde forsøgt sig med en anti-tisse-taktik, som gik ud på ikke at drikke for meget vand i busserne på vej op til regnskoven, da der ingen toiletmuligheder er undervejs - en taktik der desværre gav lidt baghjul og gjorde hende utilpas på turen op langs vandfaldene. Vi overlevede alle sammen turen op og ned af de stejle skranter, og værst var det næsten for Pramoja, som efter eget udsagn hader alt sport. Hun var lykkelig over at nå bunden af bjerget, men samtidig ødelagt over udsigten til den gåtur der ventede os til hendes landsby, Deniyaya.
Vi var så heldige, at Pramojas bekendte tilbød os frokost hjemme hos ham, hvilket betød, at vi i to hold skulle transporteres over floden i en lille både med 20 cm vand indvendigt. Båden var bundet fast til en vejer med en snor, og på den måde blev vi så firet over floden til øen, hvor hans hus lå. Et fint lille hus og en lækker frokost!
Efter frokost skulle vi igen på farten. Pramojas engelsk er god, men ikke perfekt, og da man i Sri Lanka ikke som sådan kører efter planer eller tidsrammer var det lidt uklart hvor præcist vi skulle hen, hvor langt væk det var og hvordan vi skule komme derhen. Det viser sig, at vi skal hen til det hus i Deniyaya (Pramojas landsby), hvor vi skal overnatte og at det er en tur der uoverkommelig lang på gåben. Hun prøvede derfor at få arrangeret én tuk tuk til at kører os alle seks og seks stk baggage et stykke af vejen. Det er vel og mærket en tuk tuk, der normalt kun knebent har plads til 3 personer. Det ventede vi på i en halv times tid. I mellemtiden kom der heldigvis en lokal teplukker kørende med hans pickup og et lad med et par teposer. Hun fik ham overtalt til at køre os så langt han kunne ad de snørklede, smalle veje og spinkle broer - mod betaling. Vi tog glædeligt imod og hoppede som små børn op på ladet. Det var en fantastisk tur, som desværre varede al for kort tid. Vi hoppede af igen og nu var det så tid til vores gåtur. Pramoja virkede meget træt og meget usikker på hvor langt vi egentligt skulle gå, og hun skød hurtigt turen til at ville vare en 30 minutters penge. Det var vist en drøm mere end noget andet. Vi gik og de halve timer blev hurtigt til hele timer. Vejene var fine og det var en forholdsvis flad tur på alle tænkelige måder. Alle var trætte, og regnskoven synes at fortsætte i uendeligheder. Som Pramoja sagde: "I'm fed up now… I'm not use to walking this much. Now i only walk inside the childrens home. And I don't do outside work - it is to warm - i don't like that!".
Efter et godt stykke tid nåede vi udkanten af Sinharaja regnskov og en dame, der fortalte Pramoja, at vores bus ikke var langt væk, men at vi skulle skynde os lidt, for den var allerede ved byen og det var den sidste mod vores destination. På det her tidspunkt havde vi allerede gået små 10 km efter vores bedømmelse. Ikke langt væk har vist en lidt anden betydning for hende, end den har for os, og vi havde derfor ingen chance for at nå den bus. Efter en halv times tid nåede vi til byen, og bussen var kørt for længst. Pramoja tænkte kreativt, og fik os med en tuk tuk videre til næste by, hvorfra vi så skulle tage en anden bus. Det var efterhånden blevet aften og specielt Pramoja var træt. I byen mødte vi hendes gode barndomsven, og da bussen heller ikke var til at regne med her hjalp han med endnu en pickup-tur. Vi kørte igennem gaderne i Deniyaya, hentede sengetøj ved hendes gamle lejlighed og nød livet i byen fra ladet af pickup'en. Vi blev kørt op ad en bjergside, hvor vi kom til det hus vi skulle overnatte i. Det var et stort hus med overraskende meget plads og fine forhold. Og et hus vi havde helt for os selv. Vi gjorde lidt rent, fik et bad og hjalp til med maden. Efter mad var alle trætte, og vi sov allerede lidt i ti.
Næste morgen var vi oppe ved 7 tiden. Pramoja havde allerede været i gang i en times tid, og mens vi pakkede tasker og ryddede op i huset blev morgenmaden klar. Vi drak te på terrassen og spiste morgenmad, og forlod ellers huset ved 8.30 tiden. Pramoja havde nemlig planlagt, at vi skulle besøge to af byens børnehaver. For som hun sagde, havde hun fortalt skolelærerne at vi ville komme til byen, hvorefter de havde ønsket at vi kom forbi, da børnene eftersigende aldrig havde set hvide mennesker før. Så det var bestemt noget vi havde set meget frem til. Vi havde købt gaver med til dem; lidt slik, nogle balloner og nogle dyremasker, som tak for at vi måtte besøge dem. Det var korte besøg, men alligevel nok til at snuse lidt til det vi er hernede for, og få et indtryk af de Sri Lankanske institutioner. Den første børnehave var meget stor, og besøget blev hurtigt lidt rodet og kaotisk. Men børnene var glade og de havde overraskende frie rammer. I kontrast til den første var den anden børnehave meget lille. De sad pænt på stolerækker ved borde og stillede sig op og sang sange og sagde hilsner. Det virkede langt mere struktureret, men stemningen var så glad og venlig og lærerinden virkede til at have rigtig god. Det var et sjovt besøg, og vi fik leget med balloner og masker, hvilket børnene var vilde med!
2. Sidste del af turen var et pitstop til Pramojas' brors butik. Han holdte en åbningscermoni, som de kalder det, for butikken på den dag vi kom, og der var familien samlet. Bror, mor og søster. Vi hilste på og købte lidt i butikken, fik en lille blyant i gave og et glas saft og tog derefter endnu en bus videre for at se Pramojas hus. Det var et super hyggeligt hus under ombygning, og vi fik lov til at snuse rundt, se gamle fotoalbums og slappe lidt af i skyggen. Fra hendes hjem tog vi en ekspresbus til Marakolliya, Tangalle og gik de sidste 15 min hjem til bungalow nr. 3.
En fantastisk og på mange måder en tragisk-komisk tur, der til sammen bestod af
1 skolebus
6 lokale busser (ca. 9 ½ time sammenlagt)
2 pickups
4 tuk tuk'er
1 båd
…. Og mange mange kilometers gang
- comments
Gitte Hold da op hvor en tur ! Måske en af dem der er sjovest bagefter ;) Men også af den slags oplevelser man aldrig får igen .