Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der lidt nyt at fortælle igen! :-)
Torsdag morgen stod vi tidligt op, for at tage til Weligama og Mirissa. Vi havde bestemt os for at tage bussen, da det er både billigt og en anderledes oplevelse. Få dage forinden havde vi taget bussen de tre km til Tangalle, så vi vidste godt hvordan det fungerede og hvor busstoppestedet var. For at komme op til hovedvejen skal man gå ca. 15 min ad nogle grusveje, så derfor stod vi allerede op kl. 7, for at komme tidligt af sted for at undgå at gå når det var varmest. Vi skiftede bus i Tangalle og fandt en ekspress bus der kørte hele vejen til Colombo med stop blandt andet i Matara, Mirissa, samt Weligama, som var vores destination. Vi betalte 191Rupee, som svarer til 7,92kr for os begge, hvilket må siges at være ret billigt for en bustur på ca. 2,5 time. Godt nok var der kun ca. 45 km., og selvom det lyder som om bussen kørte meget langsomt, var det bestemt ikke tilfældet! (se evt. video) Hernede lader det til, at busserne har førsteret på vejen (det kører i hvert fald som om). Der er tre ansatte i hver bus, en chauffør, en billetmand og en mand der står i døren og vinker af dem de skal overhale og for at få dem til at give plads og køre ind til siden. Hvis der er en bil, eller flere, foran, skal de overhales og der foregår ved at bussen dytter et par gange og kører over i modsatte vejbane og udenom bilerne. De tænker ikke rigtig over, om vejen drejer og om der derfor eventuelt kunne komme nogle modkørende som de ikke kan se. Jeg tror, at de forventer at de kører ind til siden, når de dytter. Det er altså bare ikke altid tilfældet, og så BREMSER bussen op, og man sidder med sved på panden og klamrer sig til det man nu lige har mulighed for at holde fast i. På vej til Weligama blev bussen faktisk også stoppet af politiet, men desværre fandt vi aldrig ud af hvorfor. Vi har dog en formodning om, at det var på grund af deres kørsel og da de kom ind i bussen igen, så de da heller ikke specielt begejstret ud.
Nå, men vi kom hele til Weligama og nød alligevel busturen der førte os gennem små landsbyer og flot landskab. Vi fandt et billigt værelse for de næste to dage, på den modsatte side af "strandvejen" - som vi kalder det. Vi betalte 2200Rupee dvs. 91kr, for et værelse med dobbeltseng og et toilet/bad. Den første dag gik med at gå lidt rundt og kigge i byen, og lede efter et sted hvor de solgte badetøj. Trine havde nemlig glemt halvdelen af sin bikini - ØV! Ikke de fedeste når man skal på forlænget surfer/badeweekend. Vi fandt dog hurtigt ud af shopping i Weligama ikke er noget man behøver at spilde tiden på, og vi blev enige om, at prøve lykken i Mirissa. Her fandt vi desværre ikke nogen bikini, men da vi havde set stranden og området blev vi enige om, at efter to nætter i weligama skulle vi helt klart hertil. Mellem Weligama og Mirissa er der kun ca. 3 km, og en tuk tuk tur koster 300Rupee, 12,50. kr.
I forhold til Mirissa er Weligama i højere grad en lokal by, hvorimod Mirissa er et tursitsted der er bygget op om en virkelig lækker strand. Langs stranden I weligama er der mange store og flotte fiskerbåde, og stranden er derfor ikke nær så ren som i Mirissa. Til gengæld er der meget lavvandet og derfor gode bølger for surfere - og det er jo os!
Vi havde sat en hel dag af til at surfe og startede kl. 9 om morgenen med en times undervisning. De første 15 minutter foregik inde på stranden hvor vi lå på brættet og padlede i sandet og øvede os i at rejse os op MEGET hurtigt. Det var ret varmt, det må have set utroligt åndssvagt ud og vi så bare frem til at få det afprøvet i vandet. Første skulle vi øve balance. Dvs. at være i stand til at ligge på brættet i vandt uden at falde af. Det fede ved at have en underviser er at han kan se hvornår de gode bøger kommer, skubber en så man får fart på, ind i bølgen og råber STAND UP, på det rigtige tidspunkt. Jeg stod selvfølgelig op første gang! Trine skulle bruge lidt mere tid, på at finde balancen - hendes bræt har helt sikkert været smallere end mit, HAHA!
Nå, men efter en time gik vi ind og tog en kort pause, hvorefter vi gik ud igen. Vi fandt ud af at det der med at have hjælp til at ramme bølgen og vide hvornår man skal stille sig op faktisk er en rigtig stor hjælp, og vi havde en del udfordringer med dette (Vi har lært på studiet at det hedder udfordringer og ikke problemer!). Vi fandt ud af at det faktisk også var ret sjovt at blive liggende og surfe på bølgen helt ind til strandkanten. Faktisk er det meget hårdere end man tror, at surfe og selvom man har solcreme og surfertrøje på, kan man godt blive solbrændt. Fx i hovedet også selvom man bruger faktor 50, for man får ret hurtigt vasket solcremen væk, når man gnider sig i øjnene og ansigtet i et forsøg på at fjerne noget af det saltvand man desværre får i øjne, næse og mund når man ikke helt formår at blive stående. Vi lavede begge nogle ret fede stunts, og jeg er glad for, at brættet sad fast til min fod, for ellers tror jeg at jeg ville have brugt det meste af tiden på at svømme rundt og fange det. Alt i alt var det en super fed oplevelse, og vi er blevet enige om, at det ikke gør noget, at vi er nødt til at øve os lidt mere.
De to næste dage tilbragte vi i Mirissa. Her var der lidt mere turistet, og vi flottede os, og betalte 4000Rupee (165kr) for et dobbeltværelse på stranden. Vi har endnu ikke haft mulighed for at tilbringe hele dage på stranden, så det så vi virkelig frem til! Om aftenen var der lidt mere liv end hvad vi er vant til i Tangalle, så der var mulighed for at få et par øl om aftenen, hvilket vi også så frem til.
Selvom det er en meget badevenlig strand, var der ret store bølger og vi blev især underholdt af de andre badende gæster. Når man skulle ud i vandet var det vigtigt at man fandt det taktiske rigtige tidspunkt, så man nåede ud inden bølgerne nåede til brændingen. Hvis ikke man nåede forbi det punkt blev man "taget" af bølgen og skubben ind igen, og måtte så starte forfra igen. Det skal sige, at vi også selv fik at føle hvordan det var. Jeg (Lærke) kom på et tidspunkt til at svømme for langt ind, og befandt mig det sted hvor bølgen, der er på vej ud, rammer bølgen der er på vej ind, og så sker der det, at man bliver presset ned under vandet og ikke helt hat styr på hvor man er, og dukker op 20 meter længer inde. Men bare rolig, der var ikke farligt og vandet var ikke dybt, og der skete ikke noget! J
I Mirissa havde vi bestemt os for, at vi også ville ud og se på hvaler. Vi havde ikke de store forventninger, da vi stod på kl. 06 om morgenen, vi havde læst, at man ikke skulle regne med at komme ret tæt på hvalerne, da de ikke måtte forstyrres. Efter vi havde sejlet ca. en time ankom vi til et område hvor der allerede var en 7-8 andre store turistbåde. De lå alle og ventede til man kunne se hvalens luftsprøjt, hvorefter de alle gassede op og sejlede i fuld fart til det område hvor hvalen var blevet spottet. Her virkede det ikke rigtigt som om at man holdte sig på afstand for hvalens skyld, men nærmere som om den blev jagtet væk, og det føltes som om at vi altid var den sidste ankommende båd, og derfor ikke fik så meget af hvalen at se. Det lykkedes os alligevel at se 5-6 forskellige hvaler, dog på lidt lang afstand. Det var ret fedt at se, og selvom at man godt ved hvor stor en hval i er, er det som om, at det første er når man ser den i virkeligheden, at det går op for en, hvor stor den faktisk er! På vej tilbage så vi en hvalhaj. Den var ret sej og de fortalte os at vi var meget heldige og at det var første gang i denne sæson at sådan en var blevet set. Vi ved ikke helt, hvad vi skal tro her, men måske er det sandt nok, da guiden også selv tog billeder af den - vi lader det være op til Jer at vurdere J Udover hvalerne så vi også delfiner, en død skildpadde og flyvefisk. Der er et eller andet over de flyvefisk, de er virkelig seje, og jeg synes de minder lidt om en pingvin, bare omvendt. Jeg tror det var dem der fascinerede mig mest på den bådtur. Måske fordi de var så hurtige at det var stort set umuligt for os at få et billede af dem - ØV! De fløj virkelig langt over vandet, ligeså langt som de gør i Rasmus Klump bøgerne, og det havde jeg virkelig ikke forestillet mig.
Efter bådturen fandt vi hurtigt busstoppestedet hvor vi skulle vente på bussen mod Tangalle. Vi ventede længe, og jeg var ved at blive ret utålmodig, især fordi de første 10 busser mod Matara, allerede var kørt forbi. Vi ville helst undgå og skifte bus i Matara og foretrak ekspresbussen direkte til Tangalle. Endelig kom vores bus, men stoppede den? Næenej! Den kørte bare forbi, selvom vi stilte os ud og vinkede. Det var varmt, vi var trætte og ville vi bare hjem til vores bungalow i Tangalle. Derfor endte det med, at vi tog den lidt langsomme bus til Matara og skiftede her til en bus der kørte til Tangalle. Efter ca. 3-4 timer var vi tilbage, og det var rart at være "hjemme" igen. Det var især dejligt at se de to tyske piger, samt Anoma, Pramoja og Sanjeeva igen. Vi har det super hyggeligt sammen og de synes dte er dejligt vi kommer så meget på børnehjemmet selvom der ikke er nogen børn - for så sker der da lidt, siger de.
Nu skal Trine og jeg i gang med at redigere film! Vi har allerede ret mange forskellige klip, både taget med kamera, gopro og telefoner, så vi har bestemt os for at vi vil lave en slags 'månedens film', hver måned. I kan godt glæde jer! - der er nogle gode nogen! Håber I alle sammen har det godt. Hej heeej!
PS. I dag, her til morgen da vi var på vej til Ibis for at komme på nettet så vi en stor slange i vores have! Det er den første vi har set indtil nu, bortset fra en lille en på 30-40cm, som vi så ude på vejen. Den her var STOR, og løftede hovedet da og kiggede på os, da vi gik forbi. Jeg jagtede den ud af haven, med et kamera, det kunne den ikke lide.
- comments
Lærke PPS. Den store slange vi så her til morgen var ca. 1,5 meter lang, glemte jeg lige at skrive på :-)
Gitte Pørtner I er da vist rigtig kommet ud og lege turister . De buspriser kan vi slet ikke hamle op med ! Det er nogle utrolig flotte fotos fra sejlturen ! Lyder som en frisk og flot tur ! Håber ikke den store krabat af en slange er giftig ! Go ide med månedens film -det vil vi glæde os til !
Lærke Ja, det var en god tur. Vi kan ikke rigtigt finde ud af om den er giftig - da vi viste dem på børnehjemmet billeder af den, var der delte meninger om, hvor farlig den er var. Men så længe den kravler væk, når man går efter den, for at filme, er der jo ikke noget der er farligt ;-) Ja - vi er netop nu i gang med at oploade filmen - håber der lykkedes!