Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det tid til at flytte. Selvom vi kun har boet på pigehjemmet i en måned, har man alligevel knyttet et tæt bånd med flere af dem. Selv dem man troede, man ikke havde gjort et så stort indtryk på, opførte sig lidt underligt, den sidste dag. Fx drengepigen, der ikke gider kramme og nusse, som de andre gør meget, kom og gav os flere kram i løbet af dagen. Vi havde lavet et fotoalbum til pigerne med nogle fællesbilleder, og et billede af dem hver, hvor vi skrev en tekst til. Billederne af pigerne var taget den dag, hvor vi havde "beauty salon"-dag, hvor pigerne gjorde sig flotte og fik taget et par billeder af dem.
Vi fik pakket vores rygsække - eller rettere sagt proppet dem. Eftersom vi ikke gad at bruge meget tid på at pakke, blev det bare proppet ned i taskerne. Det var tæt på, at der kom et par tårer, da vi sagde farvel til pigerne, men jeg havde bestemt mig for, at jeg ikke skulle græde foran pigerne (da de havde gjort lidt grin af os, da vi græd til en film en dag). Det var ret rørende, at pigerne sagde: "I'll miss you", "I love you", "come again soon" etc. De fleste volontører bor på pigehjemmet i 1-2 uger, så pigerne er nok ikke vant til at komme så tæt ind på volontører. Men lige så sørgeligt det var at skulle sige farvel, lige så spændende var det, at vi skulle starte på noget nyt.
Det var en meget mærkelig velkomst, vi fik på børnehjemmet. Da vi kom ind i huset, var der ingen til at tage imod os, men eftersom, vi havde været der før, vidste vi, at vi skulle bo på øverste etage, så vi begav os op af trappen. Så mødte vi lidt børn, der sagde hej, og så mødte vi en af personalet, der sagde, at vi bare kunne gå ovenpå. Det var meget mærkeligt, men det viste sig, at der - bare lige for en gangs skyld - var et christmas party for børnene, så derfor var de alle sammen ovenpå. Efter festen skulle der være et til christmas party, og derefter fik vi en ordentlig velkomst, hvor børnene sang og dansede til "Welcome to our family", så det var meget sødt. Vi er kommet til at bo helt anderledes her på børnehjemmet, end vi gjorde på pigehjemmet. Her har vi bruser (juhuu), og der er toiletbræt på toiletterne (juhuu), men værelset er derimod noget mindre, så Marie og mig sover i en køjeseng og Lea på en madras. På værelset er der et vindue ud til trappen - eller rettere et hul i væggen, hvor der ikke er nogen rude i, så der er bare hængt et stort tæppe op foran, hvilket gør, at vi kan høre alt, hvad der sker udenfor værelset (sær om morgenen…) Personalet her er meget venlige og de fleste er nogle rigtig spasmagere, så jeg er sikker på, at vi nok skal komme rigtig godt ud af det med dem. Børnene er SÅ søde og kærlige. Da vi fortalte, at vi skulle bo her i to måneder, hoppede de op og ned af glæde. Når vi siger godnat og godmorgen kommer næsten alle sammen hen og giver os et kram. Så det er dejligt at føle sig velkommen her. Der bor fem "store" piger her, der er imellem 12-16 år, tre piger på 6-7 år, og 7 drenge mellem 4 og 12 år. Støjniveauet er derfor en anelse højere her end på pigehjemmet, men det er vi ved at have vænnet os til.
Her på børnehjemmet (eller RCTC1) bor børnene højst i 1 år. Derefter vurderes det, om de kan komme tilbage til deres familie og bo igen, hen til noget andet familie og bo, eller om de skal flytte hen på pige- eller drengehjemmet. det er utroligt at se, hvor glade disse børn kan være, når det er under et halvt år siden, at de "blev fundet". Derfor er der også nogle store humørsvingninger. Men så er det bare vigtigt for dem, at vi krammer og trøster dem, når de har brug for det, og lader dem være, når de har brug for det. Det er også utroligt at se, hvor meget disse børn deler. De snacker hver dag, og tilbyder altid os at smage, og hvis vi siger nej tak, bliver de lidt fornærmet. Man skulle tro, at fattige børn ville tænke egoistisk og selv tage alt det, de kan få, men børnene her på Filippinerne er så omsorgsfulde og tænker mere på andre end sig selv. Det er meget lærerigt at opleve.
Da de kun er 15 børn her på børnehjemmet, arbejder vi også på et Open day care center (ODC), hvor gadebørn og slumbørn kan komme og få noget mad, lave aktiviteter osv. Det er noget af en udfordring, da de børn er fyldt med energi og er ret vilde, når de leger. I den her uge skal jeg være alene på børnehjemmet og hjælpe teacher Joane med at undervise og lave aktiviteter med børnene her, mens Lea og Marie arbejder på ODC. Derefter bytter vi, så vi alle har en uge hver på børnehjemmet.
I sidste uge var vi rundt og se, hvor nogle af børnene, der kommer ind på ODC, bor. Det var ret vildt at opleve, hvor åbne familierne var, og de ville gerne svare på spørgsmål omkring deres levemåde. Det var et Community, vi besøgte, hvor der bor over 500 familier. Deres "huse" er meget små, og de fleste havde ikke eget toilet, men benyttede fællestoiletterne - hvilket ikke var helt vedligeholdt toiletter. Gangene mellem husene var meget smalle, og man følte en lille smule klaustrofobi ved at gå derinde. Men det er livsbekræftende at se, at selvom disse familier lever under hårde vilkår, så er de glade, venlige og smilende. De har ikke prøvet andet, så derfor har de accepteret, at det er sådan de lever, og de får det til at fungere med hjælp fra hinanden. Desværre er det blevet in at blive teenageforældre, så vi mødte flere meget unge piger med et barn på armen.
Jeg må hellere smutte nu, kan høre, at der er ved at opstå uenigheder udenfor… En udfordring at løse det, når de ikke kan snakke engelsk særlig godt, og jeg ikke kan snakke tagalog.
- comments