Profile
Blog
Photos
Videos
Filippinere er helt vilde med Christmas parties. Lige så meget som danskere elsker at spise i julen, lige så meget elsker filippinere at lege til christmas parties. Lea, Marie og mig er blevet udsat for lidt af hvert…
Det første
Et par dage efter, at vi var ankommet til Filippinerne, blev vi inviteret til christmas party, hvilket vi synes, lød super hyggeligt, da vi troede, at vi skulle møde de børn, vi skulle arbejde med. Vi troppede op i shorts og t-shirt, som en ganske almindelig dag. Det viste sig så, at det var et christmas party for folk, der arbejder for velgørenheds organisationer - altså unge og voksne. De var alle klædt i noget lidt finere tøj end os, men det skulle ikke slå os ud. Vi vidste overhovedet ikke, hvad vi havde rodet os ud i. Efter lidt tid, begyndte legene så. Eftersom filippinere synes, det er vildt sjovt at sætte de hvide mennesker til at lege, skulle vi selvfølgelig deltage i den første leg. Her gældte det om at synge "we wish you a merry christmas and a happy new year", og så holde tonen i så lang tid, man kunne. De er også rigtig glade for mikrofoner, så til hver en lejlighed, hvor de kan få proppet en mikrofon ind i billedet, gør de det. Så foran alle disse mennesker, vi ikke kendte, skulle vi stå og synge, og dernæst holde den sidste tone. Så gik vi videre med legene, og det blev en ny form for stoledans. Det gældte om at sætte sig hurtigst muligt, enten på en stol eller på en person, der sad på en stol, når musikken stoppede. Lea og mig allierede os, så der ikke ville blive nogle pinligheder over at skulle sætte sig på en vildtfremmed. Vi gik helt til sidste runde, hvor der udover Lea og mig, var en ung fyr (ret feminin, hvilket er ret udbredt her - vi ser dagligt shemales) og en ældre dame kaldet Baby. Konkurrencementaliteten kom op i mig, og i min iver efter at vinde, kom jeg til at skubbe hårdt til Baby, da hun og den unge fyr var de første nede på stolen. Heldigvis skete der intet med Baby, men hele festen grinede voldsomt, og Line Laursen fik vist sig fra sin bedste side igen J
Legene fortsatte, og Lea og mig endte da også med at vinde en chokoladebar.
Plejehjem
Så blev det tid til at fejre jul med de ældre, og turen gik hen til et plejehjem for kvinder, der ikke har familie til at tage sig af dem. Jeg følte mig helt hjemme, da jeg trådte ind af døren. Alle de ældre kvinder sad og smilede og vinkede, da vi tre blege, lyshårede piger trådte ind i rummet. Vi gik rundt og hilste pænt på dem, og de fleste var overraskende gode til at snakke engelsk. Da vi skulle til at sætte os, vinkede en ældre dame mig over, så vi kunne sidde og hygge sammen. Hun var en rigtig drillepind, der fyrede små jokes af. Filippinere er helt vilde med sang og dans, så Lea, Marie og mig skulle selvfølgelig op og give et nummer - det var ikke helt frivilligt, skal det dog siges, men man vil jo ikke skuffe de ældre. Vi startede med "På loftet sidder nissen…" og endte med "Mariehønen evigglad". Heldigvis forstod ingen jo, hvad vi sang, så de klappede løs, da vi var færdige. Hvis der er en ting, vi tre ikke kan, så er det at synge, men som min familie altid har sagt; Vi kan ikke synge godt, men vi kan synge højt! Og det er jo også et talent…
Pigerne fremførte nogle danse for de ældre, og der var 'videoke', hvilket er karaoke på video, da filippinere mener, at karaoke er 'so last year'… Desværre nåede vi ikke at give et nummer.
En ting der undrede mig var, at da vi skulle spise, fik de ældre en paptallerken i hånden med en portion mad, plastikbestik, og et plastikkrus med saftevand i, præcis som vi unge fik, og de havde intet bord at sidde ved. Det er et syn, man aldrig ville se i Danmark. De ældre på filippinerne er åbenbart ret seje!
Beta Sigma og Ladies club
Så blev det dagen for to christmas parties. Først startede en organisation kaldet Beta Sigma med at holde et christmas party på pigehjemmet for pigerne herfra og drengene fra drengehjemmet. Pludselig var overetagen fyldt, og vi var klar til mad, lege og præsentationer. Det er en meget vigtig ting for filippinere at have en lille sang eller dans klar, hvis man får gæster. Marie, Lea og mig var ret trætte den dag, så vi håbede på, at vi kunne springe let og elegant over legene - men der tog vi fejl. Det blev tid til stopdans på en avis, hvilket vil sige, at når musikken stopper, skal man to og to stå på en avis uden at ens fødder stikker ud, og efter hver runde folder man avisen en gang. Vi havde sat os godt ude i siden, så vi kunne være de glade tilskuere, men selvfølgelig kom der to fyre og hev Lea og mig op. Alle pigerne og drengene synes, at det var enormt sjovt, at vi skulle stå sammen med en fyr på avisen - en pige og en fyr tæt sammen, uh… Så al opmærksomheden røg på os fire, der selvfølgelig også skulle stå oppe foran. Da avisen blev så lille, at kun en af os kunne stå derpå, diskuterede fyren og mig, hvem der skulle op på hvis ryg. Jeg kan sgu ikke huske, hvornår jeg sidst har hoppet op på en ryg, så det magtede jeg ikke lige. Derfor var jeg hurtig til at hoppe ind på avisen, så han blev tvunget til at hoppe op på min ryg. Det gik desværre ikke helt godt, så det endte med, at jeg måtte hoppe op på hans ryg, alt imens at alle andre stod og piftede og hujede. Jeg forstår altid at sætte mig selv i en mindre heldig situation! Men jeg overlevede, og det samme gjorde han uden nogle varige mén ;) Resten af legene den dag, holdte jeg mig dog diskret udenfor.
Efter middag kom The ladies club, hvilket er nogle englændere og nordmænd, der arbejder for en velgørenhedsorganisation. Igen var der en masse mad og lege, og alle hyggede sig meget. Til sidst have de en masse aflagt tøj med, som børnene skulle have i julegave. Skiftevis skulle de en efter en vælge et stykke tøj, de gerne ville have. Det eneste problem var bare, at de fleste størrelser på tøjet var en masse x'er. Det var lidt en hån, især overfor drengene, da det bare var damernes mænds aflagte tøj, hvilket aldrig ville sidde pænt på nogle af drengene. Englændere virkede i det hele taget mere interesseret i at få taget en masse billeder med børnene, end at lave det til en god dag for dem. Hvor nordmændene modsat legede med børnene og sad med dem på skødet. Englænderne havde kun børnene på skødet, hvis de skulle have taget et billede med dem. Det er en super god ting, de gør for børnene, men de vil i hvert fald også gerne vise omverdenen, hvor gode nogle mennesker de er…
Det var en meget vellykket dag, og super skønt for os at møde drengene fra drengehjemmet og lære dem lidt bedre at kende. Efter en hel dag med over 50 mennesker, lege osv. var det nogle trætte danskere, der gik i seng den aften.
Personalet i Kanlungan
Så blev det dagen for det sidste christmas party før juleaften, der blev holdt for alle medarbejdere i Kanlungan. Det blev også dagen, hvor Marie, Lea og mig skulle vise vores talent på en scene. Et par dage før, havde Jane sagt, at vi skulle have et show klar, da alle skulle op på scenen og fyre et show af. Da vi ikke havde meget tid til at finde ud af, hvad vi ville optræde med, blev det trestemmigt æblemand - ingen kunne alligevel forstå, hvad vi sang om, så vi kunne bare sige, at det var en meget populær julesang i Danmark. På dagen ville vi øve en sidste gang, men vi synes simpelthen, at det var for tamt, og så kom jeg på idéen, at vi kunne spice optræden lidt op med flødebolleræs.
Filippinere gennemtænker ikke altid tingene. Så da vi skulle køre, skulle vi sidde 18 mennesker i én bil, plus vi skulle have højtalere og instrumenter mellem os. Det tog noget tid at få det organiseret, men til sidst fik vi proppet os alle ind, og døren kunne knap lige lukkes. Festen skulle holdes på en restaurant, der var bestilt fra kl.16 til kl.19. Det var ikke helt gennemtænkt af dem, da "filippino time" gør, at man aldrig starter til tiden. Hernede kører man ikke, så man kan nå det, man kører, når alle er klar. Puha, hvis det var sådan i Danmark, ville chefen da have fået grå hår i en meget tidlig alder med tre tøser boende…
Vi kom til festen og hilste på en masse mennesker. Efter en times ventetid var næsten alle ankommet, og festen kunne begynde. Der blev serveret en masse lækker mad. Rejer, kylling, fisk, blæksprutter, alt hvad hjertet kunne begære. Nervøsiteten for vores optræden hobede sig op, men efter at have set nogle shows fra personalet, blev vi enige om, at vi bare skulle fyre den af og have det sjovt på scenen. Flere af de andre shows floppede også lidt, og folk kunne ikke deres dansetrin, så standarden var ikke så høj - heldigvis! Pludselig blev vi kaldt op, da der var et lille hul i programmet, og vi var slet ikke klar på det. Så vi skyndte os op på scenen, og begyndte. Den trestemmige æblemand gik ikke helt som øvet, men folk klappede alligevel med. Så råbte Marie: "No, no, no. That is not how we rock in Denmark. 5, 6, 7, 8…" Og flødebolleræs gik løs. Marie sang og Lea og mig dansede. Alle trinene sad ikke lige i skabet, men vi fyrede den af og havde det sjovt. Og vi fik da også en klapsalve med på vejen. Vi troede, at det var første og sidste gang, at vi nogensinde skulle stå på en scene og vise dette show, men nej. Dagen efter skulle vi ud og vise det foran et drengehjem - super som vi altid får rodet os ud i sådan nogle ting! :D
Eftersom festen var startet lidt for sent, skulle vi nærmest smides ud af restauranten, da programmet for aftenen ikke var slut endnu. Da vi manglede at lege, hvilket nærmest er den vigtigste del til et christmas party, tog vi alle hen på børnehjemmet (det sted vi skal bo fra d.30. december), hvor legene skulle fortsætte. "Desværre" pga. klager fra naboerne, så måtte vi stoppe efter en leg, og køre hjem. På det tidspunkt var klokken også omkring 22, så det gjorde os ikke noget.
Som sagt er vi blevet udsat for nogle ting, som vi i hvert fald ikke vil glemme lige foreløbig, og vi har mødt en masse rare og åbne mennesker. Så vi nyder tiden her på Filippinerne godt og grundigt!
- comments