Så blev det den 24. december. Der var udsigter til en anderledes juleaften, og det må man også sige, at det blev. Vi stod op ved 9 tiden, hvorefter vi tullede lidt rundt. Efter middagsmad blev det tid til at forberede aftenens aktiviteter. Pigerne havde bedt os om at planlægge en masse sjove lege. Imens vi forberedte legene, skiftedes vi til at ringe hjem og sige god jul til familie og venner - altså dem, der gad snakke med os. Da jeg ringede hjem til onkel Morten, fik jeg først ham i røret. Da han hørte, at det var mig i den anden ende, skyndte han sig at sige: "Nå er det Line. Jamen, så får du lige Majbritt." Så fik jeg Majbritt i røret, hvor det eneste jeg hørte, var en lille pivlyd. Så jeg endte med at få fætter Kasper i røret, der da godt gad snakke med mig… :D

Vi spiste aftensmad som normalt ved 19 tiden. Kl.21 gik legene løs. Vi startede med ballondans, eller rettere sagt posedans. Da halvdelen af balloner var sprunget pga. dårlig kvalitet, havde Marie og mig været i to supermarkeder for at finde nye balloner, men det er åbenbart ikke noget man har i store supermarkeder hernede, så det endte med, at Marie stod og distraherede kassedamen ved at købe en cola, imens jeg diskret prøvede at snuppe 20 plastikposer for enden. Der var da et par mennesker rundt omkring, der kiggede lidt mærkeligt, men ingen sagde noget, så missionen var fuldført. Pigerne var klar på sjov og ballade, og gik meget op i legene. Så da det blev tid til "spis et æble", gik de til den. Da et æble ligger i en balje fyldt med vand, havde vi troet, at pigerne forsigtigt ville prøve at bide af æblet. Men nej, pigerne dyppede hele ansigtet ned i baljen, og guffede løs. De var helt gennemblødte, da de var færdige. Da en af pigerne, Burn, på et tidspunkt snød ved at bruge hænderne, råbte Marie: "Hun snyder", skyndte sig hen og rev hænderne væk, alt imens jeg i min forvirring råbte: "switch, switch, switch". I Leas frustration over, at hun snød, brølede hun: "Out of the game!" Heldigvis reagerede pigerne ikke på hele den komiske situation, og vi var alle tre færdige af grin efterfølgende.
Da vi havde snakket en del med pigerne om filmen "A walk to remember", ville de meget gerne se den. Så i stedet for de sidste lege, satte vi den på. Omkring midnat skulle vi have kæmpe julemiddag, eller kæmpe og kæmpe. På bordet fandt vi en form for pølsemix, putos (rismuffins), frugtsalat og en form for kage. Det smagte okay, men hvor var den danske julemad savnet! Marie, Lea og mig er blevet enige om, at vi skal holde en julefrokost, når vi kommer hjem, nu hvor vi er gået glip af alt den gode mad i år. Dog fik vi lavet en form for ris ala mande, så lidt dansk julemad stod på bordet. Før vi spiste den store julemiddag, dansede vi om vores fine plastik juletræ, og løb rundt i huset og sang "Nu' det jul igen…" En tradition man ikke kan undvære. Efter maden delte vi gaver ud til pigerne. De fik alle 40 pesos, som de kan bruge på, hvad end de vil, samt en lille ting til dem selv. Gaverne var doneret til dem. Sidst havde vi købt et par gaver til dem, som de blev rigtig glade for. "A walk to remember" på film, da vi ikke vidste, at de havde den (men vi bytter den til en anden, eventuelt "The notebook"). Et spil, da de ikke rigtig har nogle spil udover caps. Tre tennisbolde, da de kun har en basketball til udendørs aktiviteter, og vi vil lære dem lege som "hop over bolden" og "7-stjerne". Og sidst en CD med Miley Cyrus, da pigerne har snakket meget om hende, og de er blevet trætte af Taylor Swift. Så blev det det sidste juleopkald til familien Laursen, da det passede med, at vi skulle til at i seng, og de skulle til at have lækker julemad. Det var meget spændende at prøve at holde jul i et andet land, men jeg savnede nu de danske traditioner og den danske mad, så jeg ser meget frem til julen næste år.

Det var tre meget trætte danskere, der gik i seng juleaften, men det var værre dagen efter. Vi skulle op og i kirke ved 9 tiden - hernede kører man som sagt filipino time, så der er aldrig et bestemt tidspunkt, men mere et cirka tidspunkt. Vi troede, at det ville tage et par timer, og at vi derefter kunne komme hjem og få en bette morfar. Men sådan gik det ikke…

Vi kom ind i kirken og fik sat os ned, hvorefter præsten kommer hen og hilser på os. Det var en anden kirke end den, vi plejer at komme i, så han ville gerne lære os lidt at kende. Da vi alle tre var enormt trætte, og på en måde følte, at vi havde tømmermænd, da vi koldsvedte lidt og ikke kunne fokusere så godt, var vi ikke klar på at konversere en masse. Så da præsten siger noget i retning af: "So, how do you think that you as a christian can praise God at christmas?", sidder vi alle tre som et stort spørgsmålstegn. Selvom vi havde været friske og klarhovedet, ville det være et svært spørgsmål. Så det endte med, at en pige reddede os og spurgte, hvordan vi fejrer jul i Danmark. Efter et par timer, var vi sikre på, at der ikke var særlig lang tid til, at vi ville ligge i vores dejlige senge. Men men, så var der selvfølgelig et christmas party i kirken efterfølgende, som vi også skulle deltage i. Marie endte da med at vinde en skøn CD med Wildfire, og Lea og mig endte med at gøre os til grin foran alle, da vi halvt blev tvunget til at deltage i en konkurrence, hvor det gældte om, at fodre hinanden hurtigst muligt med en banan, mens vi begge havde bind for øjnene. Vi syntes selv, at vi var ret hurtige til det, men da vi tog bindene væk fra øjnene, var vi de eneste tilbage på gulvet. De andre havde ikke lige sagt til os, at konkurrencen var færdig. Efter omkring 5 timer lå vi endelig i vores seng. Så det endte lykkeligt alligevel J