Profile
Blog
Photos
Videos
Så er det vist ved at være på tide, at der kommer gang i denne blog igen. Det er jo ikke fordi, der ikke sker noget, men snarere fordi det kan være svært at finde en ledig stund.
Askeonsdag ( 9. marts ) prædikede jeg i kirken ( Lydfil kan hentes på moochurch.com ). Det var samtidig første gang, jeg oplevede en gudstjeneste, der på en sanselig måde indleder fasteugen.
Inden vi gik ind i kirken, fik vi tegnet et kors på panden af aske. For katolikkerne er det velkendt, men for mig var det nyt selv at opleve det.
Bortset fra at man skal passe på med at gnide sig i panden - især hvis man skal prædike og har en hvid skjorte på - var det en stærk oplevelse, som jeg godt kunne forestille mig at tage med hjem til Danmark.
Noget af det, der fascinerer ved Mount of Olive Lutheran Church, er den mangfoldighed af målgrupper, kirkens arbejde retter sig imod. En af dem er MOPS ( Mothers of Preeschoolers ). Dette er dog ikke Mount of Olive's opfindelse. MOPS er et landsdækkende netværk af mødregrupper, der ofte er forbundet med lokale kirker og som bygger på bibelske værdier ( læs selv videre på Mops.org ). Forrige fredag var vi på besøg hos kirkens gruppe. Det blev Inge-Lisbeth så glad for, at hun har besluttet sig for at blive medlem. ( NB! Hold øje med foto- og videosektionen! Der vil snart blive lagt flere billeder og videoer ind! )
Forrige lørdag kørte vi en tur til San Diego. Da den ligger helt nede ved grænsen til Mexico, har jeg altid forestillet mig San Diego som et lettere forhutlet opsamlingssted for tusindvis af illegale latinoer. Der tog jeg fejl! San Diego er derimod en smuk by med en meget amerikansk skyline. Et dejligt sted at opholde sig, især når det er behageligt varmt og solrigt. Højdepunktet var et besøg på USS Midway, et nedlagt hangarskivb. Magnus var helt oppe og ringe: Han skal nu ikke længere være landmand - men pilot!
I tirsdags holdt jeg foredrag i "The Edge", kirkens Mens Support Group. Et forum hvor mænd kan tale ud med mænd, og hvor det er tilladt at vise svaghed. Jeg fortalte om den lutherske kirke i Danmark. Den efterfølgende diskussion var livlig: Der var en hel del, der undrede dem, og det kan man jo godt forstå!
Onsdag skulle jeg have holdt et lille oplæg til Men's Breakfast, der finder sted en gang månedligt. Desværre ringede min clockradio ikke ( hvilket stadigvæk er en gåde for mig ), og det var så det oplæg, hvilket var temmeligt surt, eftersom jeg havde siddet og forberedt mig til klokken halv to om natten. Jeg får dog lov til at levere det i næste måned, så spildt arbejde blev det da heldigvis ikke.
Onsdag blev også dagen, hvor jeg gjorde mig et fund, i form af en Blueridge BR-60. En relativt billig guitar, men den både lyder bedre og er mere behagelig at spille på end andre guitarer, jeg har prøvet, der koster det tredobbelte. Selv en Gibson J-45 har svært ved at følge med. Jeg var ikke i tvivl. Jeg prøvede den i frokostpausen, og da jeg arbejdsdagen var forbi, kørte jeg ned og købte den.
En anden fremragende handel i lørdags var en Wah-pedal ( Gig-fx Megawah ), der i Danmark koster omkring kr. 2.500,-. Jeg fik den for sølle 92 $, inkl. forsendelse fra Texas. Godt nok brugt, men alligevel!
Nå, men inden det hele bliver alt for nørdet: Som det nok er gået op for de fleste, har vi en tendens til at rode os ud i større og mindre dramaer. For nyligt var det det en tyverialarm og det efterfølgende møde med den lokale sherif. Denne gang er det baglygten på genboens Mercedes, det er gået ud over. Akja, den er stor, den Big Bud. Hvem der sad bag rattet, har jeg af loyalitetsgrunde lovet ikke at afsløre.
Det er koldt her i LA lige nu. Kun omkring 14 grader. Og i følge vejrudsigten skulle temperaturen ligge deromkring resten af ugen. Men mon ikke varmen kommer tilbage igen i næste uge? Inge-Lisbeth har i hvert fald måttet holde en midlertidig pause fra solbadningen ved stranden.
Vi har ikke mærket noget til hverken efterskælv eller tsunami her i Laguna Niguel. Dog var stranden af sikkerhedsgunde spærret af en enkelt dag.
Slut for denne gang. Guds velsignelse til alle, der følger med her på bloggen!
- comments
Mormor Kære jer. Tak for sidste nyt fra jer. Kan godt mærke tiden går for jer og at I ikke keder jer. Skønt at følge jer. Dejligt at se og høre Niels. Og så lige Magnus i baggrunden !!!!! Glæder os til en flyvetur med Magnus som pilot !!!!! De kærligste hilsener herfra OS TO i Sædding. Guds fred.
farmor Kære alle Det er skønt, når der er nyt fra jer. Jeg glæder mig meget over videoerne. De vil blive spillet mange gange. Det ser ud til, at hver tur til USA betyder en forøgelse af guitarmængden! det er ikke så let at gå fra et godt tilbud!! Jeg glæder mig meget over at kunne følge med i, hvad I foretager jer over there. Mange kærlige hilsener og tanker fra farmor
Thomas og Malene Tak for endnu et spændende indlæg fra jeres "dagligdag". Skønt med alle de oplevelser... Mange hilsner herfra os to
Camilla Herligt - hvor lyder det bare GODT. Knus til jer herfra Ølsted
Mona Hvor herligt at flge med i jeres spændende hverdag. Vi glæder os MEGET til i kommer hjem igen, Skarrild er nu ikke det samme uden jer!! Det er vildt mærkeligt at der ikke er lys i præstegården, det plejer der vi jo at kunne se her fra. Knuz til jer fra Mona og Per (selvom han er gået i seng)