Profile
Blog
Photos
Videos
Aluu
Nå så er det vist tid til at få skrevet noget mere her inde, det eneste der har stoppet mig indtil nu er jo bare min dovenskab.
Allerede dagen efter sidste opdatering skete der faktisk noget spændende. Det var første skoledag på folkeskolerne i byen og det bliver fejret ved at familie til børn der har allerførste skoledag klæder sig i nationaldragten og der sker en masse ting. Desværre var det ikke før klokken 11 og der var jeg mødt på arbejde så jeg fik ikke chance for at se det. Men når børnene er kommet hjem fra skole igen bliver der holdt kaffemik og to af mine kollegaer havde børn der var startet i skole, så personalet var inviteret til kaffemik hos dem. Det udnyttede jeg, så jeg fik smagt næsten alt grønlandsk mad på en dag.
For dem der ikke er indviede i hvad kaffemik er (lige som jeg ikke var før jeg prøvede det), så er det et åbenhus arrangement delt op i to etaper. Man starter ved et bord hvor der er serveret forskellige retter, det første sted bestod udvalget af marineret laks, rensdyr, lam og flødekartofler, mens jeg ved kaffemik nr. 2 havde endnu mere lokal mad, denne gang var det to slags tørret fisk, torsk og ammassat (en lille fisk der er tørret hel, altså med indvolde, hoved og alting), derud over var der også sælspæk og kogt ørred. Det hele med kartofler og brød som tilbehør. Jeg fik ingen introduktion til at spise maden så ammassaten tog jeg bare en god bid af hel (hovedet) og det smagte som hundemad og sådan lugtede det også. Resten var lettere at spise men i længden blev man også træt af torsken, sælspæk smager ikke af så meget.
Efter hovedretten går man så videre til kaffebordet, hvor der er samlet et godt udvalg af kager, jeg tror der var 4 slags begge steder. Man spiser her lidt kage og drikker to kopper kaffe inden det er tid til at sige tak for i dag. Det var rigtig sjovt at prøve og jeg håber, jeg bliver inviteret til flere.
I weekenden så jeg fodbold finalerne, det var de lokale helte fra Ilulissat, N48, mod et hold fra Nuuk. Det der var mange tilskuere og selv de ældre borgere fra byen havde fundet deres slidte og beskidte holdtrøjer frem for at støtte hjemmeholdet, det endte desværre med en sejr til Nuuk.
Siden er jeg begyndt at dyrke sport, der findes nemlig en o-løb klub i byen og lederen i børnehaven (Else) er medlem så hun fortalte mig hvor og hvornår der var løb mandag aften og jeg tog af sted for at motionere lidt. Det var rigtig spændende at prøve, specielt fordi terrænet er meget udfordrende, det er rigtig svært at holde styr på højdekurverne og dem er der mange af når man løber i fjeldet… Men det er sjovt og jeg har nu været med to gange, det kræver dog lidt flere gange inden jeg kan prale af at det går godt. Den første gang tog den en time for 3,5km og den anden gang lidt længere. Men jeg har givet min mailadresse og håber på at de får mig sat på listen så jeg kan følge med i hvor de løber fremover.
For et par uger siden var det så tid til min første turisttur. Jeg havde fået fri en fredag for at tage til Ice Camp Eqi. En dyr men absolut også god tur. Camp Eqi er en lille gruppe hytter der ligger med den bedste udsigt over Eqi gletsjeren 80km nord for Ilulissat. Stedet er uden strøm og vand, eller vandet løber fra en sø i nærheden og der er nogle solceller der giver strøm til Caféen og til Comfort hytterne. Jeg boede i en Standard hytte, det vil sige den "billige" uden træk og slip toilet og strøm. Men, men, men jeg vil ikke kalde det primitivt alligevel… Hytten som jeg havde for mig selv var større end mit kollegieværelse (en del større) og havde en terrasse med to små stole og den skønneste udsigt over bugten og Gletsjeren. Jeg havde en dobbelt seng, og en stor hjørnesofa, samt et stort vindue ud til udsigten. Men grunden til at tage der op var jo ikke at nyde livet i hytten så efter en lang sejltur, vi sejlede kl. 7 og nød udsigten over isbjerge frem til ved 11 tiden hvor vi ankom til gletsjeren her spiste vi frokost på båden mens vi holdte øje med den kælvende gletsjer ca. 300 meter fra os. Det var godt nok ikke store isbjerge den smed men en masse små stykker, men man kunne stadig høre når det skete, hver gang lød der en ekstrem tordenen og vi farede alle sammen ud for at se, bare for at opdage at det var for sent lyden er jo langsommere, så når det bragede var det overstået.
Vi ankom til lejren ved 2 tiden og efter en introduktion og at have fået vores hytter fordelt, kastede jeg mig ud i den første vandretur. Det var en tur der gik helt op til siden af gletsjeren. En flot tur på 3 timer frem og tilbage hvor man gik inden om en lagune, krydsede et par floder inden man begav sig op på morænen (de sten som er blevet skubbet ud til siden af isen) Her kunne man så beundre Eqi Gletsjeren oppe fra inden turen gik tilbage af samme vej. Jeg havde håbet man ikke behøvede gå hele vejen udenom lagunen, men da jeg kom ned til den flod der forbandt bugten og lagunen blev jeg hurtig enig med mig selv om at den kunne jeg nok ikke krydse uden at få meget våde tæer. Så i stedet gik jeg langs lagunen til jeg fandt stien igen og fulgte den.
Fredag aften blev der serveret buffet i Cafeen, det var desværre ikke grønlandsk mad men derimod thai mad, for kokkene var thaier. Jeg fik at vide at den næst størst minoritet i Ilulissat er thaier 200stk i en by på 4000 indbyggere (den største er selvfølgelig danskere).
Lørdag var det efter en lækker morgenbuffet tid til målet med hele weekenden, nemlig en vandretur til Indlandsisen. Vi var 13 der skulle på tur, hvor 8 var danskere, derudover havde vi to guides, Sune og Jens.
Det var en 20 km vandretur der gik ind over fjeldene til isen. Der var meget modvind men ellers var vejret godt. Vi havde et godt tempo og spiste frokost kort før vi nåede isen, her klædte vi os også godt på så vi var klar til den kulde der ville være på isen. Vi havde to timer på Indlandsisen, og det var helt vild ubeskriveligt. Det var rigtig flot og så meget uvirkeligt at stå og vide at for de næste 700km var der bare is, is og is. Vores guider fandt et stort hul som vandet havde lavet i isen og her satte de et klatre tov op så vi kunne få mulighed for at læne os ud over og tage billeder af dybet. Det var vildt at stå og kigge ned i et kæmpe hul hvor smeltevandet fossede ned. Godt forfrosne forlod vi isen igen efter 2 timer og gik tilbage. Vi var i god tid så vi gik en omvej ud og så den døde bræ (en gletsjer der ikke flytter sig eller kælver men bare har en stille kant). En tur som man normalt går hvis man har købt 2-dages turen til Indlandsisen, her sover man også i telt på en lille lejr ikke så lang fra isen.
Vi var nede igen kl. lidt over 6 og havde været på en 10 timer lang tur med lidt over 20 kilometer i benene. Den sidste time inden aftensmaden blev brugt på afslapning men jeg blev hurtig enig med mig selv om at det ikke blev på senge for så ville jeg bare falde i søvn, så jeg tog en stol med ud i solen og nød udsigten over Eqi Gletsjeren.
Søndag skulle vi med båden igen kl. 14 så efter et kæmpe morgenmåltid gik jeg en tur ned langs kysten til et delta der skulle ligge 2 timer væk. Turen tog dog kun 1 time der ud, så på vejen tilbage fandt jeg nogle sten nede ved vandet hvor jeg sad og nød vejret et stykke tid og også dyppede tæerne i vandet, det føltes nærmest som om de skulle falde af så koldt var det. Et af de andre danske par kom forbi og vi sad og snakkede et stykke tid, inden de skulle tilbage til frokost. Jeg havde ikke frokost med i min pris så jeg gik lidt tilbage hvor jeg fandt det andet danske par som havde sat sig for at fiske (de havde dog ikke noget held) de havde heller ikke frokost i prisen og havde derfor medbragt lidt mad, lige som jeg havde en frysetørret pose med, jeg fik noget varmt vand af dem og vi sad og snakkede mens vi nød udsigten indtil vi skulle tilbage til båden.
På turen hjem var der meget tåget og vi havde også set vores portion isbjerge, så i stedet blev det meste af turen brugt inde i skibets frokost stue hvor vi snakkede.
Den kommende uge stod på lidt hverdags gøremål og endelig lykkedes det mig at få stemplet mine momsdokumenter, så nu er det også under kontrol.
Da det blev weekend havde jeg bestemt mig for at tage en tur ud og ligge i telt. Så fredag aften tog jeg min taske på ryggen og gik af sted, målet var Qqaatsut som ligger 20 km fra Ilulissat. Men inden jeg tog af sted var jeg en tur nede ved elværket, for der var nogle der havde taget fejl af en tankvogn med lort og en med olie og tømt olien ud i bugten, så det skulle jeg lige have lidt billeder af inden de fik fjernet det hele.
Ved 6 tiden startede jeg, men jeg gik dog ikke mere end omkring 2 timer fredag inden jeg slog telt op tæt på en lille bæk og samlede lidt blåbær der blev min dessert, efter en dåse af Beveauis spagetti Napoli, blåbærrene ar helt sikkert aftenens højdepunkt.
Lørdag morgen stod jeg op kl 8 og kl halv 10 var jeg på farten igen, men med en lidt tungere taske for teltet var blevet vådt under lidt små regn i nat. Efter lidt tid kom jeg til en lille sø i en kløft og jeg bestemte mig for at nu skulle det være, jeg skulle have en friluftsdukkert i Grønland, så hurtigt ud og under og op igen for det var ikke ligefrem varmt, men det var lækkert, for jeg havde allerede fået varmen af at gå.
Turen gik langs Diskobugten op til Bredebugten hvor mange grønlændere har "sommerhuse" som weekenden bliver tilbragt i med fiskeri. Det var en rigtig flot tur og forholdsvis let at gå, terrænet var meget fladt.
Jeg nåede Qqaatsut omkring kl. halv 3 og smed min taske lidt gemt af vejen. Derpå gik jeg ned i byen, men den var godt nok ikke stort spændende jeg så måske 5 mennesker i alt, stod lidt på havnen og gik forbi et stativ hvor der blev tørret fisk. Mange turister tager til denne bygd men jeg ved ikke helt hvad de laver her ud over at spise på restauranten H8, så det tog mig ikke lang tid før jeg var tilbage ved tasken, her tog jeg en lur på mit liggeunderlag og klokken 4 begyndte jeg at gå igen. Nu gik turen tilbage mod Ilulissat, og mellem 7 og 8 fandt jeg et skønt lille sted at slå mit telt op, meget tæt på en lille bæk der løb ud over en klippe, her kunne jeg hente vand, vaske op og børste tænder, et lækkert sted.
På turen hjem søndag samlede jeg blåbær og med hjælp fra en svampebog samlede jeg også lidt svampe til aftensmaden. En gang imellem smed jeg tasken for at tømme en mark for blåbær og pludselig havde man brugt en time på jagten, for selvom der er mange bær her er der ikke mange blåbær, derimod er der tusindvis af sortebær men de er ikke nær så gode.
Jeg var hjemme ved 4 tiden og tjekkede svampene på nettet, inden jeg stegte dem til aftensmaden.
Denne weekend har ikke budt på det store, fredag holdte min nabo fest og inviterede mig ind også, så efter ikke at have drukket siden jeg rejste fik jeg min første øl i Grønland. Ham og hans venner tog i byen ved 2 tiden, men jeg valgte at blive hjemme. Ellers har jeg bare holdt weekend og slappet af.
Min hverdag er også begyndt at være normal. Børnehaven er super god og den 13. startede min vejleder efter at have været på barsel, så nu er mine læringsmål næsten formuleret færdige, jeg skal aflevere dem onsdag.
Jeg er også begyndt at kunne flere og flere grønlandske ord, jeg kan stadig ikke holde en samtale kørende, men jeg kan sende børnene ud og gøre sig klar og sådan nogle små ting og så har jeg lige brugt de sidste penge i august måned på en DVD der skal hjælpe mig til at lære sproget. Så på et tidspunkt kan det være jeg lærer at snakke med folk og ikke bare sige tak og nej.
Heldigvis er pædagogerne gode til at hjælpe med forståelsen og der er et barn med dansk far som også er rigtig god til at oversætte for mig, hvis hun synes jeg ser fortabt ud :)
Jeg har også genoptaget min drøm om at lære at spille guitar, for børnehavn har en ingen alligevel kan spille på så den har jeg fået lov at låne, men jeg har nu ikke store forventninger til mig selv endnu, kan stadig kun 2 akkorder.
Sidste breaking news er at jeg er gik en tur her i dag og kom forbi julemandens "postbrevkasse" som der står, den er for kort tid siden flyttet her op, og den er i hvert fald ikke lille, men der er selvfølgelig også mange børn i verden der kan sende breve til den.
Om en uges tid får jeg så mit halvårlige besøg fra Danmark når mor og far kommer med friske forsyninger af tøj og andet jeg mangler, og så skal jeg lege turistguide i 2 uger.
Det var vist alt
Takus (vi ses)
Martin
- comments
Onkel Hrnry det var spøndende,at se dine billeder, og at læse dine breve Venlig hilsen onkel Henry