Profile
Blog
Photos
Videos
Ding dong, ding dong, ding dong …. Sådan vågnede vi kl. 5.48, ved at kirkeklokkerne bimlede og bamlede, som var der udbrudt krig. Vi havde sat vores alarmer til kl. 6, så for os fungerede det var som et meget effektivt vækkeur, for på få minutter var vi oppe og i tøjet, parate til at forlade Ecuador. Vi tog en taxa hen til busstationen, hvor vi spenderede nogle af vores sidste dollars på kiks, vand og kedelige sandwiches. Kl. 7.15 kørte bussen mod grænsebyen Huaquillas, der lå seks timer væk. Her ankom vi omkring middag, med ALT for meget tøj på. Natten og morgenen havde været iskold i Cuenca (som ligger oppe i bjergene), men nu var vi endelig kommet ud til kysten igen, og her var der 30 grader, så vi fortrød lidt, at have taget lange bukser og jeg (Emil) fortrød især at have taget uldsokker på. Vi blev sat af et tilfældigt sted midt i byen, uden nogen anelse om hvor vi befandt os henne. Vi spurgte nogle lokale, om hvor grænsen var, og de ledte os et par blokke sydpå, hvor vi blev mødt af et kæmpe kaotisk marked, som vi skulle passere for at komme til grænsen. Pludselig var der et stort skilt, som sagde at vi nu forlod Ecuador og entrerede Peru. Her vadede vi bare over, uden noget som helst stempel i passet, hvilket vi undrede os meget over. Stående svedende og forvirrede på den peruvianske side med alt vores bagage på, blev vi mødt af en meget vedholdende og stædig taxachauffør, der gerne ville køre os til den ecuadorianske/peruvianske immigration, og bagefter til byen Tumbes, hvorfra vi kunne få en bus videre. Han var en virkelig tyk mand, der virkede meget uærlig. Han ville have 12 dollars for det hele, hvilket vi synes var voldsomt, men vi havde ingen idé om hvor lang distancerne var. Han blev ved med at gå i røven på os, selv da vi ville tjekke i Lonely Planet om han talte sandt. Vi gik ind på en politistation og forhørte os, om det virkelig kunne være rigtigt, at man først fik det ecuadorianske exit-stempel langt inde i Peru. Desuden hørte vi om taxachaufførens pris var rimelig eller ej. Taxachaufføren blev ved med at afbryde politiet, så de til sidst måtte beordre ham til at gå væk, mens vi talte med dem. Politiet ringede lidt rundt, og fandt så ud af at 16 dollars var en rimelig pris, så vi skød sådan set os selv lidt i foden ved at gå derind, men det var der ikke noget at gøre ved.
Dernæst gik vi med den irriterende taxachauffør hen til sin bil, som SLET IKKE lignede en taxa. Bilen var en grå stationcar, som var fuldstændig beskidt og gammel, og i bagagerummet lå en brugt støvsuger. Vi var meget i tvivl om, hvorvidt han var 'legit' eller ej, men vi havde ikke rigtigt andet valg, og en lokal betjent, der stod og dirigerede bilerne sagde, at han kendte ham, og at han var god nok. Så vi kørte væk fra grænsen i hans bil og håbede at han talte sandt, så vi kunne få stemplet vores pas. Efter at have kørt ned af nogle ret små veje, begyndte jeg især at tvivle lidt på ham, men jeg hæftede mig dog ved hans høje pris (man ville nok ikke prøve at lokke turister i fælden med en høj pris), samt at politimændene havde sagt god for ham.
Det viste sig at han talte helt sandt, og han kørte os til immigrationen, hvor vi brugte de næste 40 minutter på først at få stemplet ud af Ecuador - og så ind i Peru. Herefter satte vi kursen 25 km. mod Tumbes. Det mest nævneværdige ved dén tur, var da en hel flok køer passerede vejen, lige da vi kom kørende. Taxachaufføren kørte dog udenom, men fik i farten lige klappet en ko på hovedet, inden vi fortsatte færden mod Tumbes. Vi fik betalt chaufføren med alle vores resterende penge. 14 dollars og 8 peruvianske sol. Det mente han ikke helt var nok, selvom det svarede til 16,5 dollars, så jeg måtte forklare, at vi virkelig ikke have mere, og fandt så mine allersidste 23 cents frem og gav ham. Derefter fik vi købt en billet til en minibus mod Mancora, en badeby der lå 2 timer væk. Efter at have ventet en halv times tid, på at bussen blev fyldt helt op, kørte vi langs kysten, og ankom ud på eftermiddagen endelig til Mancora. Her prajede vi en tuk-tuk som med nød og næppe overlevede turen igennem sand, for at vi kunne komme til vores hostel, der ligger ved stranden. Vores bagage var nok mere end han lige var vant til, så vi skulle selv sidde og holde fast i vores backpacks, for at de ikke faldt ud mens vi kørte.
Hostellet var en del af kæden The Point, som jeg tidligere har haft gode oplevelser med i Cuzco og Lima, så jeg var især ret spændt på faciliteterne og stemningen. Begge dele viste sig dog at være lidt flade. Wi-Fi'en var ikke-eksisterende, poolen var beskidt, servicen i den integrerede restaurant var flad, men vi havde dog alligevel en ret god aften, hvor vi først spillede kort, og siden bordtennis og pool. Vi blev begge ret berusede pga. happy hour og billige drinks, og efter at være blevet udfordret i pool af en englænder og en belgier, kunne vi til sidst ikke holde til mere, efter en lang og udmattende dag, så trætte og fulde gik vi omkuld på vores dorm room.
- comments