Profile
Blog
Photos
Videos
Næste morgen vågnede vi med MEGET ondt i hovedet. Jeg (Kiya) stod op for at gå på toilettet, og da jeg kom tilbage, sad der en edderkop på min seng. Træt kiggede jeg på Emil - som åbenbart var vågnet, fordi han troede, at jeg var en indbrudstyv - og spurgte, om han ikke ville fjerne den. Da vi ikke ligefrem var de hurtigste i betrækket, nåede edderkoppen dog at flygte ned under sengen, før skoen ramte den, men udmattede som vi er falder vi i søvn igen alligevel.
Hen imod middag tænkte vi, at nu kunne vi snart ikke trække den mere. Vi gik derfor ned for at få noget mad samt noget koldt at drikke. Vi bestiller begge en smoothie, mens Emil også fik en mexicansk burger. Damen i restauranten kiggede på ham, som var han det værste menneske på jorden, for at få hende til at lave en burger så tidligt på dagen, men tager dog alligevel imod vores penge, så vi tænkte, at det måtte være i orden. Efter lidt for lang tid fik vi endelig vores mad - med dertilhørende pomfritter, på trods af at Emil gentagne gange havde sagt, at det skulle være uden pomfritter.
Efter at have spist og gjort os klar, fik vi fat på Anne Katrine og Freja, to af Emils veninder fra CBS, som har været på udveksling i Buenos Aires, og som nu rejste lidt rundt efter deres ophold. Vi aftaler at mødes med dem på deres hotel kl. 19 for at gå ud og få noget aftensmad. Vi var klar en rum tid før kl. 19, så vi tog en tuk tuk ind til byen for at kigge lidt rundt, gå i nogle butikker samt finde noget frokost. Da klokken var ved at nærme sig 19, havde vi først lidt problemer med at finde en tuk tuk, der vidste præcis hvor hotellet lå, men da der var rigtig mange forskellige, fandt vi en der kendte det - og så fik vi også lige tilbudt noget 'weed' på vejen, hvilket vi synes var lidt spøjst.
Da vi kom hen til hotellet, hed det ikke helt det samme, som det vi havde efterspurgt, og vi spurgte derfor hotelejeren, hvorvidt det var det samme eller ej. Det forsikrede han os om, at det var det bestemt, så vi fik lov at sidde i receptionen og vente på de andre. Da klokken blev 19.05 blev vi lidt bekymrede for, om det var det rigtige hotel, men lidt efter kom de heldigvis, og så gik vi tilbage mod byen for at finde et sted at spise.
Vi endte på en fransk restaurant med en meget rustik indretning, hvor Emil bestilte en karryret med rejer, jeg selv en ret med kylling og da de to andre næsten lige havde spist, nøjedes de med en dessert. Ingen droppede dog cocktailsne.
Efter at have siddet lidt på restauranten gik vi ned mod stranden for at få et par drinks mere. Der fandt vi en fin bar, der havde udmærkede drinks, "happy hour all day" (så kan man diskutere, hvor meget 'hour' der er over det) og en tjener, der både foreslog drinks og tilbød os hash (det er åbenbart meget almindeligt at tilbyde i denne by).
Efter et par drinks aftalte vi, at vi alle fire skulle mødes på stranden dagen efter. Emil og jeg ville lige tjekke den strand ud, som lå nær vores hostel, for at se om det var værd at mødes der, eller vi bare skulle mødes i byen igen. Derefter begav vi os alle hjemad.
- comments