Profile
Blog
Photos
Videos
Som en lille afveksling fra østkysten, valgte vi at tage til Lightning Ridge, (outback Australia), for at besøge Hans, Helle og Christian, som er Majas onkel, tante og fætter. Her ville vi tilbringe julen i ro og mag (og så bad vi selvfølgelig til større magter om at få dansk julemad, så der alligevel ville komme lidt julestemning i os). Men turen derhen var lang. Efter den laaange bustur fra Brisbane til Moree blev vi hentet af Hans og Christian og skulle køre et par timer, hvoraf omkring 60 km var på grusvej. Turen udviklede sig efterhånden til en vild safari med vilde kænguruer der absolut ville løbe ud foran bilen, en ugle der fløj ind i forruden, en stor flok vildsvin der stod midt på vejen, et hav af papegøjer og andre fugle der skræppede i kanten af vejen. Da vi endelig kom til Lightning Ridge fik vi en ordentlig overraskelse, da vi fik serveret rugbrød med makrel. Lækkert!
Lightning Ridge er en mineby, der er kendt for sine sorte opaler. Hele byen er spækket med opal-smykkebutikker og kører man bare lidt uden for byen kan man se små og store bunker af hvide sten, fra de udgravninger til miner der er overalt. Vi blev enige om, at vi ville fare vild efter at have gået 5 min væk fra byen, da det eneste man kan kende vejene på er forskellen og placeringen af hvide stenbunker - og så måske et halvdødt træ her er og der. En af de kendte faciliteter er en mine, der hedder Chambers of the Black Hand. Den er dekoreret med kunstneriske malerier og udhugninger - over 200 af slagsen. Derudover var vi også på rundtur omkring og i byen, hvor vi hørte historier om nogle af de forskellige minegravere, og udforskede deres boliger. Livsstilen i mineområdet omkring Lightning Ridge (ikke i selve byen) er fuldstændig som man ser det i gysere, hvor en gruppe unge mennesker forsvinder i et område, hvor man ingenting kan kende og de eneste boliger man støder på, er lavet af gamle campingvogne, busser og andet. Men det er en helt speciel måde at leve og bo på, og folkene har det virkelig godt. Vi besøgte nogle af Hans og Helles venner, som havde bygget deres hus ud fra en bus. De var verdens mest afslappede mennesker og hele deres livsstil handlede om børnenes ve og vel. Vi blev vist rundt i området af børnene, der vidste alt hvad der var at vide om natur, dyr, osv. Og så var de overmåde lykkelige over den måde de levede på. De ting, som vi i DK ville se som skrammel er for dem nyttige genstande, som man senere hen vil finde ud af, hvad man kan bruge til. De gik ikke op i IKEA-møbler og design som hjemme, for hele måden at bygge et hjem op på er bare anderledes. Så snart man bor uden for byen har man ikke længere elektricitet, som vi kender det, men man får energi gennem solceller, vindmøller og så en generator, hvis vejret er så dårligt, at man ikke får nok strøm via solen. Dette skete mens vi boede der, da det omkring jul begyndte at regne helt vildt, faktisk så meget, at der var tale om, at vi måske ville blive oversvømmet inde i Lightning Ridge og derfor måske ikke kunne fejre nytår i Sydney, som vi håbede på. (men det skete heldigvis ikke)!
På juleaftens dag, tog vi ud til den mine som Hans og Helle ejer for at prøve lykken som opalgravere. Minen består af et 17 meters dybt hul (1 meter i diameter), der går lodret ned i jorden. For at komme ned måtte vi kravle de 17 meter ned af en stige. Desværre formåede vi ikke at finde millionen, men det var en fed oplevelse.
Juleaften holdte vi som planlagt hos Hans og Helle sammen med en anden dansk mand fra byen og hans datter. Til Majas glæde fik vi flæskesteg, brunede kartofler, rødkål og ris a la mande. Der fik vi indhentet lidt af den julestemning der aldrig rigtig fangede os før. Det var dejligt med lidt familiestemning når det nu var jul.
Den største pest i Outback Australia var klart frøerne. De var seriøst overalt! De boede i alle de rør, krukker, beholdere og andre dejlige gemmesteder de kunne finde. Lige uden for vinduet til det værelse vi boede i, stod vandbeholderen (som er ret så stor). En eller flere frøer havde valgt at søge hi deri, og de holdte så Emilie med selskab hver nat, ved at holde hende vågen med deres lyde. Efter første nat, var hun sikker på, at det var fugle der skræppede, men Hans forklarede så, at det var frøernes kvækken, der giver ekko og bliver forstærket i beholderen og i det hele taget alle de steder de gemmer sig. Vi hørte sågar en frø kvække i et rør til en parabol, så lyden blev mega mærkelig og sygt høj, da den blev forstærket af parabolens form. Hans og Helle havde sågar en hel frøfamilie boende i en af deres potteplanter. Om dagen kunne vi tælle en syv stykker der alle prøvede at kigge ud gennem et enkelt hul i pottens side, og om aftenen når mørket trængte sig på, hoppede de alle ud af potten for at sidde side om side på et hegn. (vi lagde mærke til alle lortene dagen efter). Da Emilie skulle tisse på en af de ture vi var på, blev hun forskrækket, da en grøn frø fløj ned i toilettet, da hun skyllede ud. Den boede altså i toilettet og den var ikke til at skylle ud!
- comments