Profile
Blog
Photos
Videos
Tidligt sidste lørdag blev vi vækket af en insisterende banken på døren fra Lisa. Det viste sig nemlig, at vi havde sovet igennem samtlige tre af vores alarmer. Men vi var dog i god tid, for da vi ankom til busstationen kl. 6, skulle vi vente en halv time på, at den rigtige billetdame dukkede op. Men vi fik krammet farvel og fik også lige de sidste formaninger med på vejen af Lisa.
Efter 6-7 timers bustur med malaysisk Boogie tv, film og tissepauser kom vi endelig til Gaten ved Maliau Basin. Her blev vi hentet i en stor firhjulstrækker, kørt til Bufferzone 1, hvor vores lille hus på pæle ventede på os i "Staff Quarters".
Om aftenen var der fælles spisning, både fordi vi var ankommet, men også fordi NEPCon gruppen havde sidste aften her. Vi fandt desuden ud af samme aften, at store organisationer i Storbritannien, Holland, Sverige og Danmark udgør kæmpe faktorer i forhold til opstartsfasen og den videre bevaring af bassinet. Storbrittannien gør sig gældende i forhold til The Royal Society, Holland følger trop med FACE Foundation/Sow-A-Seed Foundation, Svenskerne er med i puljen pga. IKEA og DANIDA er Danmarks input. Alle nogle der er med til at holde liv i noget af verdens sidste regnskov. Den sidste, vi mangler, er faktisk bare Dyne-Larsen.
Stedet er helt fantastisk stort og enormt flot, vi blev begge meget overrasket over dets kaliber, samt at man skal køre knap 40 min fra Gaten for at komme ind til Bufferzonen. Vi bor rigtig hyggeligt i en lille "lejr" på ti små huse omringet af andre "lejre". Hver aften øver en god håndfuld af de 36 personer, der arbejder her, sig på badminton. Det giver stedet lidt personlig charme sammen med de Bearded Pigs, der tuller rundt og øffer. Vi kalder dem gerne for kælegrise, men det er næsten synd, da de løber hver gang, man nærmest bare kigger på dem.
Hvad angår husets indretning, dækker "spartansk" vist meget godt. Men der er, hvad man allermest har brug for - heldigvis. Seng, sofa, fire havestole, en wok, riskoger og lidt andre gode ting. Vi er dog mest glade for, at møllerne i loftet kan skrues op på fem, hah! Sebastian udfordrer desuden sine kulinariske evner i køkkenet hver dag. Morgenmaden er faktisk det værste måltid, bestående af toast og enten baked beans eller peanutbutter. Til frokost og aften er der ris og nudler at vælge imellem, fire slags frugt og grønt og Beef Curry på dåse. Hvis det skal være rigtig lækkert tilføjer han peanuts eller cashew nødder. Ej, I ved, overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg er i hvert fald rigtig glad for, jeg ikke er her selv. For så havde jeg levet af nudler på bøtte. Godt han er så god til at lave mad!
Her er mange faciliteter at kunne benytte sig af i fritiden desuden. Det er muligt at bestille mad i køkkenet, låne bøger på det lille bibliotek (vi er utrolig glade for Mammals of Borneo, Birds of Southeast Asia og Lonely Planet Borneo), se film i deres AV-Lounge, besøge galleriet og få fornemmelsen af, man er med i opstarten af bassinets fortsatte fremtid.
Indtrykkene er mange de første dage her, men vi glæder os som små børn til at hjælpe til, hvor der er brug for det!
Kh Sebastian & Emilie
❤️❤️
- comments