Profile
Blog
Photos
Videos
Mandag, startede vi som skrevet i skole, og det var lige så spændende, som vi havde håbet på. Malaysisk er ikke et særligt svært sprog at lære fandt vi desuden også ud af - så vi var ved godt mod, da vi forlod skolen efter vores tre timer.
Om aftenen blev vi inviteret ud at spise lokal mad af vores familie og derefter i biografen for at se Junglebogen (som ps. var en helt fantastisk film!).
Det er utroligt hyggeligt at tilbringe så meget fritid med dem, og vi kommer så godt ud af det med hinanden. De laver altid interessant mad og kender åbenbart alle, så de kan fortælle om alting og ringe til ham og hende for at høre om en tur, vi muligvis gerne vil på. Charlie er også en rigtig guttermand og vil gerne hjælpe med at sammensætte de ferieuger vi har selv efter Maliau Basin.
Efter skole tirsdag skulle vi på boat trip på Klias River for at se forskellige aber svinge sig i junglen og ildfluer lyse op, efter mørket var faldet på. Denne tur havde Madame Suk, som forresten også er sprogskolens grundlægger, arrangeret for os med en god discount. Det var en virkelig flot tur, der inkluderede to timers transport hver vej, guided sightseeing og lækker aftensmad (vi kunne endda sige "tak for mad" til stedets kok på malaysisk). Selvom der var en del af disse ture med andre guides omkring os, var vi så heldige, at vi fik båden helt for os selv, udover Big Mac, vores fantastiske guide og chauffør, og bådsmanden.
Big Mac var en rigtig munter gut og virkelig interesseret i Danmark og den del af verden, vi kommer fra. Han var meget historieinteresseret også og det endte med, at vi hver især kunne lære en hel del om hinandens hjemland og snakken gik tit på både stort og småt.
Midt på ugen blev det tid til at besøge Pulau Sapi, der udgør en af fem øer, som er en stor snorkling turistattraktion ca 20 min fra KK med båd. Vi lavede en aftale mandag med vores lærer, Rita, at vi fik fri onsdag, hvorimod vi bare havde fire timer de resterende skoledage i stedet for tre. Fantastisk, at det kunne være så fleksibelt.
Da vi så øen fra båden, var det ligesom at kigge på et postkort med hvidt sand og tyrkisk blåt vand. Men da vi kom i land, blev vi desværre modtaget af en overdænget strand af affald og kinesere. Det var virkelig både synd og skam at se så smuk en natur overfyldt med alverdens affald og skrald. Og selvom Sebastian fyldte flere armfulde med affald, føltes det en smule nyttesløst, da der stod en anden strandgæst 100 m væk og efterlod sine vandflasker eller klipklapper...
Noget andet, der til gengæld morede os, var, at samtlige kinesere på Sapi havde redningsveste på. Ikke kun da vi skulle sejle dertil, nej simpelthen også imens de lå i, hvad der ville svare til et børnebassins vanddybde.
Desværre fik dagen en noget ubehagelig slutning, da vi måtte erkende, at vi begge havde fået os en god solskoldning. Heldigvis havde Lisa, den evige wonderwoman, tricks i ærmet og miksede en aloe vera blanding til os - samtidig med hele familien grinte af os, da vi fortalte, at vi havde brugt faktor 50. Her bruger de nemlig som minimum faktor 80.
De sidste dage hos familien blev brugt på de sidste seværdigheder, såsom KK Wetlands, det eneste jungle tilbage midt inde i byen, som Charlie kaldte det, samt et besøg til en kampung tempatan (lokal landsby). Her kunne vi se 42 afhuggede hoveders kranier, som var en del af en gammel tradition og prøve bambusdans, risvin og pilepusterør bl.a. Andet der skulle nås også, var de sidste indkøb inden Bassinet og et infomøde med Idham, en repræsentant for Maliau Basin, som skulle sætte os lidt mere ind i alting. Vi er dog ikke helt færdige med familien endnu, da vi har aftalt at mødes med dem igen, når vi vender tilbage til KK efter endt eventyr i Maliau Basin.
Kh Sebastian & Emilie
❤️❤️
- comments