Der er gaaet alt for mange omvaeltninger, oplevelser og siden sidst!
Mit liv i Ghana har taget en voldsom drejning for tre uger siden. Jeg flyttede endelig til den side af Afrika, som jeg har droemt om, og jeg har aldrig truffet en bedre beslutning!

Hvor min dagligdag for en maaned siden indebar intens dansetraening, et omfattende socialt liv vrimlende med danskere og ikke mindst en toer seng, aircondition, rindende vand og traek-og-slip toilet, ser min nye dagligdag fuldstaendig anderledes ud.
Jeg bor hos de varmeste, kaerligste og mest betaenksomme mennesker i Pebi - den marginaliserede landsby paa stranden, hvor skolen ogsaa ligger. Her bor jeg i min palmehytte, jeg sover paa en evig fugtig madras, bader i havet hver morgen og ellers med kop og spand. Jeg toileterer i et hul i jorden, lever hvor alt er beskidt og spiser med fingrerne. Morgenen gaar med en lang gaa-eller loebetur langs den smukke palmestrand. Bader hurtigt i det salte, urene vand med de lokale skuende efter hende den hvide. Saa fejer jeg sandet i gaarden foran hytterne, varmer vand over baalet til te, samler tanker og energi til at tage i skole, hvor jeg stadig overfaldes af jublene boern hver morgen. I skolen gaar det langt bedre. Det er de samme udfordringer, jeg moeder hver dag - kommunikationsbarrierer, kaos, fremmed og uacceptabel paedagogik og i det hele taget frustration. Men jeg er blevet langt bedre til at haandtere og acceptere det. Jeg laener mig op af de smaa successer som fx at boernene nu kan sige triangle, square og cirkel, og at vi i sidste uge fik koebt tandboerster til alle boernene. Jeg kan maerke, at jeg allerede har knyttet mig meget til en del af boernene, og jeg kan ikke holde tanken om at forlade dem ud. Der er saa meget, jeg vil naa at give dem og saa meget de giver mig hele tiden, at min tid tilbage er for kort.

At jeg er flyttet ud i landsbyen betyder ogsaa, at netop mit forhold til boernene er blevet meget taettere og "almindeligt". Jeg ser dem hver dag, hele dagen, og de kender mig. Jeg er fra Pebi, jeg er en af dem (saadan lyder det i mit hovede, men saadan kommer det aldrig til at lyde i deres hoveder). Jeg bruger det meste af dagen paa praktiske goeremaal, hvor boernene jo er en baerende del af alt det huslige. Det hjaelper fra morgen til aften med at feje, baere vand, fodre dyr, koebe ind og er i det hele taget doegnstikenrend-drenge. Men det finder ud af at goere det til en leg, og har det sjovt samtidig. Jeg kan bruge flere timer paa at sortere boenner og baerer vand ud til marken, men jeg nyder det isaer fordi, jeg altid ahr deres smilende ansigter ved siden af. "Emilia, Emilia" lyder det igen og igen i deres iver efter at vise mig alt, hvad de kan og har.

Jeg er isaer blevet meget knyttet til min mor, Lucy, som jeg hjaelper i loebet af dagen. Jeg fornemmer, at hun saetter meget pris paa mit selskab igennem en lang dag, hvor hun ellers kun er omringet af boern under 10 aar. Hun viser mig alt, vil laere mig alt og roser mig, hvor gang jeg gaar ordentlig med spanden paa hovedet eller morter chilien tilpas. Hun er det mest omsorgsfulde menneske, og med hendes motto "Nobody can force you. In Pebi you are free!", handler livet om at have det godt. Slappe af, naar man skal slappe af. Der er ingen der saetter store forventninger. Alt handler om det simple og det noedvendige for lige dagen i dag.
Hendes mand Tiger er visionaeren i landsbyen. Han staar for skolen, for den skolefarm vi er i gang med at lave, for en fremtidig sundhedsklinik og elektricitet. Selvom han gaar i marken hele dagen, sjaeldent naar laengere en nabolandsbyen og finder ro og indhold nok i livet gennem sin tro og sine simple goeremaal, sidder han hver aften og lytter til de skrattende internationale nyheder. Vi snakker om Libyen og Obama som vi snakker om, om der mon kommer regn i morgen. Han er et virkelig beundringsvaerdigt menneske som lyser op og spreder haab til hele lokalsamfundet.

Naar jeg hver dag vaagner op til udsigten af den fiskerbaadsbelagte palmestrand, hoerer de rolige, meditative boelger som en bestandig baggrundslyd, og ser smilende, varme oejne omkring mig, hvorend jeg kigger, kan jeg til hver en tid stoppe op og taenke ved mig selv: Hvor er du forbandet heldig! Jeg har svaert ved at beskrive mine foelelser for Pebi. Men bare paa tre uger, har de allerede faaet en plads i min sjael, og saa meget som jeg glaeder mig til at komme hjem, saa meget frygter jeg ogsaa at skulle smile til dem en sidste gang.