Profile
Blog
Photos
Videos
Farvel til Ghana. Saa er det tid til evaluering.
Jeg har savnet: At vaere toer. Graavejrsdage. Selv at bestemme, hvad jeg spiser og hvornaar. At kunne gaa paa gaden uden at blive anraabt af tiggende boern, saelgere og unge maend. At have traek og skyl. Groensager i maden, maelkeprodukter, noedder, rosiner, groft broed, salat, musli, koldt vand, kage, chokolade, kage, chokolade, kage. At snakke om andet end vejret, hoesten, maden og dyrene. At lave mad. At pusle rundt derhjemme, laese avis, drikke te, hoere musik og snige mig ind til Ditte og overtale hende til at se film i stedet for at lave lektier. Mest af alt har jeg selvfoelgelig savnet alle jer, alle dem man holder af at vaere sammen med, og som man saadan taenker paa her, hvor man bare oensker at kunne vise det hele frem! Der er nogle ting som gaar op for en, naar man befinder sig paa saadan en form for selvudviklingsrejse som denne. Saa kliche som det lyder, er det vigtigste i verden virkelig bare at vaere med de mennesker man elsker.
Jeg kommer ikke til at savne: at sove paa en fugtig, muglugtende og klaebende madras i et rum med hoens, katte og geder vadende fuldstaendig utilregneligt ind og ud af huller i palmebladsvaeggen. At tale om penge, penge, penge, konstant diskutere pengeaftaler og afvise forespoergelser om laan. At betale ubruni (hvid) pris for alt. At have store boerneflokke loebende efter sig, der hiver i toejet og skriger ”CASH, CASH, CASH!”. At grave et hul hver gang man skal ”toiletere”. At drikke vand fra frituresmagende smaa plastiksaekke. At spise kaempe, maveudspilende, olievaedede maaltider paa fuldstaendig uforudsete tidspunkter tre gange om dagen – og hver gang hoere klager over, at jeg spiser saa lidt som et barn, at jeg er for lille og tynd, og at nu skal de nok soerge for at jeg bliver stor. At vaere svedig og klistret 24/7. At blive bedt om store gaver fordi jeg er rig og hvid. At modtage gaver og senere bliver bedt om at betale for den. At staa op kl. 5.45 hver morgen – naar hanen galer. At have malaria (ja, jeg tog sgu en omgang myggesyge), ondt i maven, vabler fra sandet og vabler paa haender efter flere timers majspilning. At vaere paa konstant vagt overfor myg og sandorme samt myrer, orme og fluer i maden. At faa forklaringen paa alt som ”God’s will”, og derfor ikke se mening egen handling, men lade Gud bestemme ens skaebne. At forsoege at skabe ro i et kaos af 30 fuldstaendig uregerlige og ukontrollerbare boern, og til sidst bare give op og lade dem rende frit rundt resten af skoledagen. At hoere et barn skrige inderligt og hjaelpeloest efter moedet med Mrs. Comoforts spanskroer.
Jeg kommer til gengaeld til at savne: at have tyve boern, der loeber mig i moede hver morgen. At drikke frisk kokossaft og dele koedet mellem boernene. At mangle elektricitet, sidde omkring baalet hver eneste aften med en olielampe og hoere de afrikanske fortaellinger om, hvorfor naturen og dyrene er som de er. At ligge paa sivmaatter ved stranden inden sengetid, kun oplyst af maanen under store hvislende palmer og med lyden af smaa, tunge aandedraet fra de udmattede drenge. At bade i havet hver dag. At spise hjemmelavede kokoskiks, soede og friske ananas, bananer, kokos og mango, fried plantain, yam, kasava og alt det vi ikke kender derhjemme. At raekke haanden ud af vinduet paa en ”trotro” og faa stukket alverdens laekre snacks i haanden. At grounde chili til maden og hoere de rosende ord ”Oooh, Emilia, you try!”. At spise med haenderne. At tale om vejret, hoesten, maden og dyrene og intet andet. At kunne vise et barn, hvad et aeble er. Ikke at taenke, planlaegge - eller burde goere det – faa at vide, hvad man skal goere naar man skal goere det og ellers bare... kigge ud i luften – ”You go relax Emilia, in Pebi you feel free!”. At blive grinet af, af alle de fantastisk staerke og haardtarbejdende kvinder, naar jeg baerer vandspanden paa hovedet og konstant tilter vand i hovedet paa mig selv. At hoere begejstringen hos markedsdamerne naar jeg svarer dem paa ”fante”. At hoere jubel blandt dansegruppen naar jeg forvandler mig til ”miss robot”. At laere et barn et nyt ord, se glaeden hos dem naar de bliver rost, iveren efter at vise at de godt kan og den kaempe succusoplevelse det er, naar lille, blanke og fuldstaendig uforstaaende Kofi endelig kan kende forskel paa circel og triangel. At moede mennesker, der fuldstandig aerligt og oprigtigt er varme og aabenhjertede og omfavner dig med alt, hvad de kan tilbyde. At opleve noget nyt, oejenaabnende hver dag. Leve det samme sted, med de samme mennesker i 3 maaneder og stadig blive overrrasket.
Afskeden med min familie og boernene i Pebi var som forventet baade skide haard, taaerevaedende og ufatbar. At familien ogsaa var meget roerte over at skulle sige farvel til mig, gjorde kun situationen svaerere, men var stadig ogsaa en utrolig bekraeftelse af, at jeg alligevel gjorde mit indtryk, var en del af familien og blev holdt oprigtigt af og sat pris paa – det har ubeskrivelig betydning. Men det var samtidig ogsaa en afsked med en forventning om gensyn – isaer fra deres side. ”You go get money. You come back, you bring your mother and father and sister, we build fine house for you – then you can feel free, nobody force you anything. I will make yam for you.”
Lige nu er jeg overbevist om, at jeg en dag nok skal vende tilbage. Jeg har aerligt faet foelelsen af at have hjemme et fremmed sted, at have fuldstaendig ro. Jeg blev helt stresset af at befinde mig i byen og paa Greenhill ”danskerkollektivet”, hvor alting drejer sig om planer, problemer, aktivitet. Forhaabentlig er egenskaben til at give slip paa bekymringer og planer, noget jeg kan tage med hjem.
Nu er vi paa paradisoeen ZANZIBAR! Det er fantastisk. Men den fortsaettelse kommer i naeste kapitel af Emilie paa Eventyr.
So long everybody. Jeg kommer snart!
- comments
Jessie Uuuuh altså! Jeg savner også DIIIG! Og jeg ELSKER din kliche - so true... Men hallo... hvad er "at æble"?? :p Der er vist også et par ting du skal lære mig ;) Nyd Zanzibar så meget du kan! Vi ses om ikke så længe :p Kysser fra Jessie i Cuzco
Sofie Bak Jørgensen Igen, igen, du skriver fantastisk Emilie. Vi nyder at læse din indlæg, fyldt med overraskelser, uventet følelser og tanker. Nu skal du bare nyde den sidste tid på Zanzibar, for det har du fortjent. Vi glæder os til du snart kommer hjem. Hils Jyllands familien Bak :)