Roger! Det er længe siden. Min verden her i Ghana er knapt så fyldt med foelelsesbombardementer og tankestorme som i Kenya. Mit nye liv er blevet hverdag, og derfor foeles det ikke som noget at skrive hjem om. Meeeen... Måske er hverdagen ikke helt så kedelig endda hernede.

An ordinary day

Kl. 5.50 ringer vækkeuret. Med min lille purewater (en plasticpose med vand, som man bider hul i hjoernet af og drikker) og sloeve skridt bevaeger jeg mig sammen med solen op ad bakken til dansepladsen. De naeste par timer står på udstraekninger, styrketraening og mest af alt kraevende dansemoves til koklokkens rytmer og solens tiltagende varme. Svedig som "a pregnant fish", som de kalder det, tager jeg en hurtig dusch, spiser mit daglige hvide stykke flute til morgenmad, og stiller mig ud til vejkanten for at fange den naeste totro. Totroen er en rusten, kasseret minivan fra det rige udland, hvor nogle sæder er smækket ind og fungerer som en minibus. Med et "Goodmorning" fyldes og toemmes totroen med alle slags mennesker, velklædte som pjaltede, og med kvindernes enorme kurve med varer til markedet og småbrn i bylten på ryggen. Fiskelugten fylder næseborerne, og jeg mærker sidemandens sved fugte min skulder, men udsigten over de små fiskerlandsbyer langs kysten stjæler min opmærksomhed, og jeg glemmer den kaotiske, dyttende og råbende trafik.

Efter både totro og taxa når vi til den lille fiskerlandsby Ankaful, som består af træskurer, noegne, legende boern og en voldsom stank af urin, toerrede fisk og alt slags affald som ligget stuvet i bunker overalt. Boern som voksne loeber efter os med den samme, gentagne omkvæd vi moeder hver dag "Ubruni Kayo!" - white people. På vores gang langs stranden til skolen i Pebi har vi den billedskønne udsigt over det tyrkise, glinsende hav, de mangfoldige, farvestrålende fiskerbåde og palmerne der bukker for os ind over den hvide kyst. Billedet brydes dog af de enorme skraldebunker, gribbe der flokkes om de mange doede dyr og de lokale mænd og kvinder der skider på stribe i sandet.

Vi bliver hver dag moedt af den stoerste velkomstkomité. Boernene kommer råbende "Milia, Rebecca" og loeber i favnen på os, mens lærerne enten omfavner os eller bringer os varme smil med et "You are welcome!". Efter en måned med boernene, har vi laert at håndtere kaoset, vænnet os til den manglende verbale kommunikation og fraværet af struktur. I stedet får boernene langsomt klamret sig om et stykke af mit hjerte, og jeg begynder at holde af dem hver især. Det styrker mit engagement meget, og mine tidligere bekymringer for at kunne holde arbejdet ud i 3 måneder har vendt sig til en bekymring for, om jeg kan nå at give dem alt, hvad jeg håber på, på så kort tid.

Men dagene derude er stadig hårde, energikrævende og udfordrende. Vi nyder at kunne soppe i strandkanten på vejen hjem, som "pregnant fishes", med en frisk kokosnoed i hånden og ånde ud.

På vejen hjem koeber vi friske provianter gennem totroens små vinduessprækker. På gaden finder du supermarkedet, svajende sikkert på hovedet af de mange tangaklædte kvinder. Et butikssupermarked er ikke noedvendigt, for her findes alt fra sæbe, slagtekoed og sko til sodavand, sukkerroer og snacks. Vi koeber som regel ananas til 20 pesewas (75 ore) og bananer - frugten her smager af 10 gange mere end derhjemme.

Efter en kort siesta starter eftermiddagstraeningen fra 16-19.30. Heri ligger ogsaa lidt tegnsprogsundervisning (vi har to doeve dansere) og undervisning i dansenes oprindelse. Jeg er efterhånden begyndt at sætte stor pris på dansen og det store fællesskab det skaber. Efter noget tid er vi efterhånden blevet accepteret som en lige så stor del af gruppen som alle andre, og vores interne relationer er præget af svedige kram, latter, jokes, ros og ideudvikling. Vi danske piger, bidrager også til fremstillingen af et show, og DET er virkelig spændende! Jeg er efterhånden blevet kendt som hende med de skoere, originale soli, og jeg er blevet beroemt for min robotsolo som ALLE er fuldstændig vilde med. Fra nu af findes jeg under navnet "Robotwoman". Jeg har aldrig i mit liv vaeret hende den sjove, entertainer type, men i Ghana (og kun her) får jeg mit gennembrud!

Den lange træning afsluttes efter solnedgang med en boen fra en frivillig og et klap på skulderen. Middagen serveres - den samme omgang stegte ris med masser af mayo, ketchup og stew (chili-tomatsovs). Vi tager nok en lille omgang kort med Eziam og Eco (min danselærer og én af klokkespillerne), sidder ude i plastikstolene og snakker til myggene bliver for mange. Jeg lægger mit svedige ansigt på den fugtige hovedpude og forsoeger ivrigt at abstrahere fra fugten og den uforandrende varme indtil jeg omsider falder i soevn.

Men snart skal min hverdag komme til at vende helt på hovedet. Vi har omsider fået i stand, at vi kan flytte til Pebi og bo hos Tiger og Lucy - de to fungerer lidt som koordinatorer mellem landsbyen og organisationen og er de mest hjertevarme mennesker, jeg har moedt. Så i fremtiden består mit hjem af en palmehytte, og maden skal laves på bål, toilettet er et hul i jorden. Jeg glæder mig ubeskriveligt - men samtidig er jeg lidt skræmt, og jeg er spændt på at se, hvordan jeg vil håndtere de foelelser og reaktioner, som jeg uundgåeligt får. Men det er jo meningen med det hele!