Det var med vemod, at vi forlod Puerto Madryn på den argentinske østkyst, for her havde vi nydt en mindre by, uden alskens larmende turister. Det tiltaler mig klart mest at møde de lokale mennesker, høre deres historier, opleve hvordan det virkelige liv leves på den anden side af jorden. Derfor blev næste stop på rejsen, Bariloche, aldrig noget vidunder i vores øjne.

Er man tilhænger af et sted hvor man på bedste lemminge-vis falder ind i turistmængden, et sted hvor priserne er danske, og menneskene er nogenlunde ligeså lukkede og kedelige som majoriteten af Danmark, så har man fundet sit shangri la - men det havde jeg ikke. Bestemt ikke.
Magen til røvkedelig by skal man lede længe efter (eller åbenbart ikke, for i skrivende stund sidder jeg i provinsbyen Valparaíso - Chiles svar på Svendborg - men mere om det senere) for på trods af et par ganske udmærkede overnatninger på vores tremandsværelse sammen med en Chapper-lignende amerikaner (Chapper er kendt fra dansk børne-tv) og senere vores efterhånden gode ven George, nåede jeg aldrig at forstå alt hypen omkring dette "turistparadis". Prisniveauet gav ikke just en lyst til at lave det store, men vi havde på forhånd aftalt at vi skulle ud at rafte, så det gjorde vi på tredjedagen.

Med min årelange vandskræk i baghovedet, var jeg ikke helt glad ved tanken om højst sandsynligt at måtte kapitulere til vandmasserne, og lade mig ryge overbords. Mine bange tanker blev bekræftet, da jeg fandt ud af at sværhedsgraden visse steder ville nå op på "Class IV", hvilket er det næstsværeste efter V. (VI eksisterer men er umuligt at rafte på)
Vi gav 390 Pesos (ca 5-600 kr) for rafting + barbeque. Småpebret vil nogle måske mene, men vi mente det var på tide at få en på opleveren, så pengene var i dette tilfælde underordnede.

Da vi nåede frem til floden, fik vi våddragt, redningsvest og hjelm på - og dermed var vi klar til at tonse nedad på vandets præmisser. Jeg blev placeret på første parket af "båden" sammen med en schweizer, og vi skulle nu sørge for at være synkrone i vores bevægelser, så på den måde var teamwork en essentiel del af turen. De første tyve minutter brugte vores guide/leder da også på at vise os, hvordan vi ved hinandens hjælp skulle overkomme hver "rabbit" - som det hedder hver gang der kommer et sted med strøm.

Efter at have overkommet de første par stykker, heriblandt den sværeste af dem alle, måtte jeg sande at slaget var tabt. Jeg røg i. Jeg blev sliced af den rabbit der kaldes Slice. Det var en helt vildt ubehagelig oplevelse at blive trukket under vandet, men samtidig var det superfedt, fordi man jo var klar over at redningsvesten løftede ens krop op - og da jeg tilmed havde nået at gribe fat i bådens reb, kunne jeg selv trække mig tilbage, hvor Anders stod klar til at trække mig op.

Efter raftingen stod den på en god gang barbeque, hvilket var virkelig lækkert som afveksling til alt den baguette-lignende mad vi har det med at gøre os i.

Mendoza

Vi glædede os til at komme videre fra det triste bekendskab Bariloche, og Mendoza kunne ikke være en bedre by at komme til ovenpå sådan et nederlag. Vi havde bestilt overnatninger på Hostel Ruca Potu, og ejeren af stedet Ariel havde lovet at hente os på busstationen, og rygtet ville vide at han var den flinkeste mand på jorden. Ham måtte vi bare opleve. Og ganske rigtigt; vi blev mødt af en super flink mand som kørte os hen til hostellet - på vejen kørte vi endda forbi to hollandske piger, som vi mødte i El Chaltén, som har besluttet sig på at tomle op igennem Argenina, dermed fandt vi ud af at deres noget tvivlsomme mission åbenbart indtil videre var lykkedes.

På Ruca Potu blev vi mødt med kaos; ejeren Ariel havde et skænderi med en flok på 5 der boede på det 12-mands værelse vi var blevet tildelt, for de mente at vi nappede pladserne for næsen af deres to venner.
En masse råben, dårlig stemning, 5 folk mindre på hostellet og én time - senere - blev der igen idyl i det lille hjem.

Ruca Potu kan beskrives som værende et lille hyggeligt sted, med svømmepøl, bordfodbold og god stemning.
Det er samtidig også Ariels eget hjem, og hans to sønner bor og arbejder også på stedet - yderligere var vi sikre på at hans unge smukke datter også arbejdede der, men senere fandt vi ud af at det var hans 20-årige kæreste.
Godt gået af Ariel på 50 må man sige.

Selve byen Mendoza er en skøn lille størrelse, og vi boede relativt centralt, så hver aften var vi inde på den lokale pool-bar og spille pool med byens seniorer - det var ganske hyggeligt.
Atmosfæren i en by har meget at sige, og atmosfæren i Mendoza var intet mindre end perfekt.
Man følte sig godt tilpas når man slentrede rundt i byen gader, hvad enten det var morgen, middag eller aften.

Vi havde på forhånd aftalt at mødes med to piger, som vi kendte hjemmefra - så dem havde vi et par hyggelige dage med; vi var på bike & wine med dem en af dagene, og det var en ganske hyggelig oplevelse - omend vi måske havde forventet lidt mere. Der var lidt for meget folkeskoleudflugt over det, så havde jeg kunne gøre det om, havde jeg højst sandsynligt taget turen selv - uden guide.

Vinturen var klart det vi havde set mest frem til, men som regel er det de små ting man ikke regner med, der bliver det mest mindeværdige, og det skal jeg da love for at mødet med Luis Laciar blev.
Før jeg præsenterer denne mand, må jeg hellere komme ind på baggrunden for mødet med ham.

Vi havde længe snakket om at vi ville køre mountainbike i Andesbjergene, og da det var vores sidste dag i Mendoza skulle det være nu. Vejret så trist og gråt ud, det havde sågar dryppet en smule, men vi var fastbesluttede på at vi skulle af sted uanset hvad.
Allerhelst ville vi tage turen selv, uden irriterende guides, andre turister - rent ud sagt ville vi bare ud for os selv og nyde den uspolerede natur. Luis gav os muligheden for dette.

Hans firma går ud på at han ta'r med små grupper ud og cykler, lytter til dem og lader deres præferencer bestemme hvorhen turen skulle gå. Vi ville gerne ud og køre nær bjergene, så han hentede os i sin lille jeep, og tog os med lidt uden for Mendoza, hvorved det kuperede terræn begyndte.
Efter et par timer var vi godt brugte, og det var tider på turen hvor overvejelserne omkring at quitte det hele og sige stop kom op i ens hoved, men heldigvis blev det ved tankerne, for det var virkelig en mental gevinst at have overkommet det, selvom det havde været hårdt.

Efter cykelturen havde vi en god og dyb snak med Luis, og vi var faktisk på ekstremt god bølgelængde med ham. Han havde et udsyn, som de fleste i Danmark kunne lære noget af. Han havde rejst over hele verden, primært med sin cykel som følgesvend, og han forstod ikke hvad meningen var med at have fordomme mod andre mennesker, og fortalte os at han især følte at Danmark (og generelt Skandinavien) var mere lukkede og fordomsfulde over for ham, da han var i vores land. Jeg kan sagtens følge ham, og på den her tur har mødet med fremmede kulturer virkelig været en øjenåbner, og det var det virkelig også med Luis.
Han levede under mottoet "Lad være med at bruge mennesker og elske ting; elsk mennesker og brug ting", og det er for mig virkelig en nobel måde at tænke på.
I en halv time tryllebandt han os med sine historier, og specielt én historie fra Camino'en i Spanien vil jeg altid huske ham for:

For et par år siden valgte han at tage pilgrimsruten - på cykel - af ikke-religiøse årsager, men mere for at prøve sig selv af, samt møde de mennesker der udfordrer sig selv ved at gå den lange vej. Hans cykel fik lige pludselig problemer, og han var nødt til at gå til en cykelmekaniker for at få den repareret. To timer og en reparation senere var cyklen så god som ny, og Luis ville da betale manden; der havde brugt to stive timer på at fixe cyklen. Men manden svarede nej, han ville ikke have nogle penge. Luis vidste ikke hvad han skulle tænke, men accepterede efter den obligatoriske "nej-det-kan-jeg-ikke-tage-imod"-konversation.
Senere på dagen blev han sulten og kørte ind til et lokalt frugtmarked, for at købe nogle forsyninger.
Efter at have valgt et par frugter, ville han til at betale, men kvinden nægtede at tage imod pengene, og da spurgte Luis: "Hvorfor?" - Kvinden svarede at en skønne dag ville han kunne forstå hvorfor han ikke skulle betale.
Det forstår han idag, han forstår at inde i ethvert menneske er der noget godt, og det gode får man frem ved at være gode imod sine medmennesker.

Jeg ville ikke have været foruden mødet med Luis, for jeg føler virkelig at alle mennesker kunne lære noget af ham.