Profile
Blog
Photos
Videos
Det er lang tid siden jeg sidst har skrevet, og der er sket ting og sager i mellemtiden, så dette kan meget vel blive en smålang post.
Vi forlod La Paz for omkring tre uger siden, til fordel for Copacabana (og nej, ikke Copacabana i Brasilien, men derimod ved Titicaca-søen). Det var en lidt surrealistisk bustur, fordi vi efter tre timers kørsel blev ledt ud af bussen, men til vores store overraskelse var vi ikke fremme ved Copacabana endnu, men bare en havneby hvor bussen skulle sejles over en lille bugt - på noget der mest af alt mindede om en tømmerflåde.
Jeg frygtede for min bagpack's skæbne, da denne "tømmerflåde" så temmelig forfalden ud, men en halv time senere ankom bussen til den anden side af bugten og vi var klar til at tage endnu en tørn, før vi ud på eftermiddagen kunne ankomme til byen.
Her havde vi tænkt os at bruge én enkelt nat, før vi ville tage en båd ud til Isla del Sol. Det gjorde vi tidligt om morgenen dagen derpå, og da vi efter to timers sejlads ankom til øen blev vi mødt af et hav af småbørn, specielt drenge, der var sendt ned til havnen for at kapre kunder til deres respektive familiers hostals. En lille gut guidede os op af et par stejle trin, og efter ca. 15 minutters gang var vi allerede godt og grundigt brugte, da vi jo havde hele vores oppakning på ryggen. Det hostal vi valgte var et med fabelagtig udsigt - SÅ fantastisk at hvis det havde været i Spanien eller Italien, skulle man have betalt en halv bondegård for det. Men det her var jo billige Bolivia, så her kunne vi nøjedes med 25-30 bolivianos pr. person (svarende til 15-20 kr).
Her brugte vi et par timer på bare at nyde udsigten over den store Titicaca-sø, før vi bevægede os op til den største og nærmest eneste by på øen - Yumani.
Her spiste vi lidt frokost før vi, til vores store overraskelse, fandt en internet-café. Så langt væk fra alting, og så alligevel ikke. "Ejeren" af netcaféen var en dreng på 10 år, og han var en sand businessmand, og krævede penge for at vi lånte toilettet i bygningen, og sørgede selv for at finde pengekasse og byttepenge frem. Det lugtede efterhånden lidt af at Isla del Sol var børnenes ø, og det synes vi var ganske sjovt.
Puno & sivøer
Efter en enkelt overnatning på Isla del Sol sejlede vi tilbage til Copacabana tidligt om morgenen, og her tog vi med det samme bussen til Puno i Peru.
Puno ligger på den anden side af Titicaca-søen, og her skulle vi ud og se de flydende sivøver, på trods af at mange vi havde mødt synes det var lidt for overturistet.
Det var det ganske vist også, men det var nu ganske sjovt at se små lokalsamfund, se hvordan børn helt ned til 4-års alderen selv sejler i skole. En sjov fact vi fik af de lokale, var at hvis de blev uvenner med nabo-siv-øen, så hev de bare øens anker op og øen sejle væk. Hvis en mand på en af øerne blev uvenner med de andre på øen, kunne han skære en lille del af øen fri, og lade sit eget hus sejle væk - når de så blev gode venner igen, "syede" de bare øerne sammen igen.
Efter sivøerne sejlede vi i 2,5 time for at ankomme til øen Taquile. Det var egentlig en fejl at vi var taget derud, for vi troede at det var en siv-ø mere, som vi skulle besøge, men det var bare en "ganske almindelig" ø som Isla del Sol. Det sjove ved dette mini-samfund er dog at alle mænd enten skal have en rød eller rød/hvid hue på.
Den røde betyder at man er gift, og den rød/hvide betyder at man er single - så vi kunne gå og studere hvem der var gift eller ej. Det var ret specielt at se det.
Efter Puno var det på tide at komme til Cusco, og her ventede noget af det vi havde set mest frem til på hele turen.
Machu Picchu. Den første april skulle vi mødes med vores gruppe og guides, for at få informationer, og den 2. skulle vi af sted. Men før det havde vi besluttet at tage et par dage med fest og ballade, og derfor tjekkede jeg ind på "The Point" - et partyhostel i Cusco (Anders var taget tilbage til La Paz for at sende Maj på et fly hjem, på dette tidspunkt, og joinede mig to dage senere).
Jeg mødte hurtigt nogle gutter, som jeg klingede godt med, og da der samtidig var bordtennisturnering den første aften jeg ankom, minglede man godt på kryds og tværs.
Alle havde én favorit til at vinde turneringen, nenlig en irsk gut - Brendan - fordi han havde været overbevisende og slået samtlige på stedet de sidste par dage.
Det sluttede da han mødte undertegnede i turneringens finale, hvor han blev slået med ydmygende 21-3.
Efter den aften festede vi et par dage i streg, før vi den første tjekkede ind på Prisma Hotel - virkelig luksus i forhold hvad vi er vant til. Tidligt om morgenen d. 2. skulle vi ud og se nogle inka-ruiner og besøge nogle små lokalsamfund, hvilket var ganske sjovt - bortset fra at vores chauffør Nestor (i daglig tale kaldet Hundemorderen) kørte som død og helvede og endda også fik ram på et par hunde.
Heldigvis skulle vi kun køre lidt med ham, troede vi, men et par dage senere var det tæt på at udvikle sig til et sandt mareridt, med lidt mere end "bare" en hund som offer for den svinske kørsel. Men mere om det senere.
Machu Picchu / Inca Trail
D. 3 tidligt om morgenen gik starten på Inca Trail'et. Vi fik udleveret de ting vi havde bestilt, f.eks. walking sticks, soveposer eller luftmadrasser. Jeg havde bestilt én enkelt walking stick, da jeg jo havde min egen sovepose med.
Her startede den 45 km. lange gåtur så. Jeg havde taget en lettere omgang feber med mig den første dag, hvilket gjorde noget af strækningen til et sandt helvede, hvor jeg skiftevis frøs eller svedede. Fernando og Enrique, vores to guides, havde heldigvis noget febernedsættende, så det hjalp de næste dage.
Førstedagen gik ganske let på trods af min sygdom, for det var mest bare ligeud, og ikke så meget op og ned, som f.eks. den hårdeste dag af dem alle: Dag 2.
Første dag var vi ankommet til vores campsite ud på eftermiddagen, og her spillede vi et par fodboldkampe i 3000 meters højde mod porterne - de folk der bærer alt vores grej, samt telte, mad, gasblus osv.
Det var en sjov oplevelse, at prøve kræfter mod nogle lokale, men det var utroligt hårdt, for det var næsten umuligt at få luft når man løb - der havde de en kæmpe fordel, da deres lungekapacitet er noget større end vores, da de jo selvfølgelig er vant til disse højder.
Efter fodbold stod den på "happy hour", som bestod af te - og her præsenterede alle 20 portere og de to kokke sig for hele vores 14-mandsgruppe. Og ligeledes gjorde vi selv.
Aftensmaden blev serveret ret tidligt, da man hver dag på Inca Trail'et skal rigtigt tidligt op. Vi sov før kl. 21.
Kl. 5 den efterfølgende dag blev vi vækket. Nu skulle vi virkelig afprøves, for denne dag skulle vi passere "Dead Woman's Pass" som ligger 1200 meter over vores campsite. Det var noget af en tur, men vi klarede det som nogle af de allerhurtigste, ud af de 200 mennesker som har lov til at gå hver dag. Desværre begyndte det at pisse ned halvvejs oppe at bjerget, og da min poncho ikke fungerede optimalt blev jeg fuldstændig gennemblødt.
Vi ankom allerede til vores camp ved middagstid, og senere på dagen fik vi at vide, at den sidste var kommet ind hele 7 timer efter os. Men okay, han var også nær de 70 år, og det er altså en stor bedrift i den alder.
Toiletterne var nogle af de klammeste jeg nogensinde har oplevet, det var bare et hul i jorden, så man kunne godt mærke at man var langt væk fra civilisationen. Det var heller ikke muligt at tage bad før tredjedagen, noget jeg i øvrigt ikke benyttede mig af, så jeg endte med at gå hele 96 timer uden et bad. Knapt så lækkert.
Nætterne var heller ikke fantastisk, man sover næsten ikke, men ligger i stedet nærmest hele natten og vender og drejer sig, for at finde en nogenlunde position. Om morgenen vågner man så op med ondt i ryggen, efter at have sovet på den hårde jord.
Den tredje dag bestod primært af kulturelle ting, men det hele blev lidt ødelagt af det dårlige vejr, så vi skyndte os bare at ankomme hurtigt til vores camp, og få tørt tøj på.
Vi overhalede en del portere på vejen, hvilket de var virkeligt overraskede over. Disse "overmennesker" kan løbe Machu Picchu på 3,5 timer hvis de ville.
Regnvejret fortsatte hele dagen - og natten, desværre.
Så da vi stod op kl 3.30 på fjerdedagen, for at bevæge os mod Machu Picchu pissede det stadig ned. Vi ankom til "Solporten" kl 6, og her har man normalt det første syn af Machu Picchu på afstand, men i vores situation var der så overskyet at vi ingenting kunne se, så vi fortsatte upåagtede mod ruinen.
Lige pludselig blev vi mødt af nogle væltede træer, der spærrede Inkastien - og gjorde det umuligt at komme videre. Vi var defor nødt til at vente på at nogle guides fandt en vej under træerne, så vi kunne kravle de få meter hvor træerne lå. Kom man for langt ud mod kanten var der et drop på flere hundrede meter, så det havde man heller ikke lyst til.
Vi kom dog forbi denne forhindring, og ankom til Machu Picchu ved 7-tiden. En absolut fantastisk syn, noget af det flotteste jeg nogensinde har set, og især ovenpå 4 udmattende dage, var det en stor "reward".
Men desværre så man hele tiden folk ankomme i busser og tog, og det var lidt fladt at de bare kunne vade ind uden at have ofret blod, sved og tårer som vi 14 havde.
Vi blev enige om at man burde lade Inka-vandrerne have et par timer for sig selv, før dem i busser, biler og tog ankom. Men uanset hvad var det en uforglemmelig uge, og det var helt vemodigt at sige farvel til gruppen.
Efter denne ubeskrivelige oplevelse, var det tid til at komme hjem og sove i en ordentlig seng igen, men det var da lige før at vi ikke kom det, fordi Hundemorderen Nestor som sædvanligt kørte svinsk, som jeg nævnte tidligere.
Han var en halv meter fra at ramme to personer, der var igang med at skubbe en bil hen ad vejen, og måtte undvie i sidste øjeblik, for næsten at tonse ind i en modkørende bil, som heldigvis bremsede. Det var ikke eneste gang at han kørte uforsvarligt, så da vi efter to timer med verdens værste billist ankom til Cusco igen, var det en fantastisk følelse. Man havde overlevet "Camino de Inca", Nestors kørsel - og nu kunne man se frem til et dejligt varmt bad og en god nats søvn.
- comments
Josephine Pedersen Jeg blev helt glad da jeg læste den her blog! Kunne genkende både sivøerne på Titicaca-søen, Taquile - så I alle deres redskaber og væveteknikker? og havde næsten glemt det med deres huer. og så selvfølgelig Machu Picchu! Det er bare det flotteste, det var også helt tåget da vi ankom men da tågen stille og roligt lettede var det bare utroligt. :) - det er nu 8 år siden jeg var der og det står stadig tydeligt i min hukommelse. :) Glæder mig sådan til at komme tilbage. Er glad for at i også har oplevet det! :) - håber i får en fortsat rigtig god tur rundt i Sydamerika. :)