Profile
Blog
Photos
Videos
"I'm in Miami, b****", sådan lyder omkvædet på den populære sang af samme navn fra 2009.
Og dét er lige præcis hvad jeg er, og har været igennem de sidste to uger.
Solen skinner, stranden er flot, vandet er klart, tøjet er billigt. Ja, nogle vil endda mene at Miami har det hele.
Én essentiel ting mangler dog; menneskene. Som sådan mangler de ikke, men noget i dem mangler.
Det er utroligt svært at vænne sig til den meget mere lukkede mentalitet, end vi var vant til nede sydpå. Men mere om det senere i denne blog, først vil jeg lige fortælle lidt om, hvad vi har lavet siden fænomenale Machu Picchu.
Vi fik sagt ordentligt farvel til Sydamerika i to omgange, først ved den 'moralske finale' i Cuzco, sammen med de to vestfynske piger Ene og Frederikke, københavner-trioen 'Løg', 'Mencke' og Daniel, deres dertilhørende engelske venner, og sidst men ikke mindst vores engelske venner Cory, Tom og Richard. En fremragende fest endte det med at udvikle sig til, og en aften ingen af os formentlig glemmer.
Jeg gør i hvert fald ikke. Jeg vil altid være taknemmelig for alle de fantastiske mennesker vi mødte på 'The Point' i Cuzco (vores hostel) over to omgange. På trods af at vi havde tre israelske 'douchebags' som room-mates, så vil jeg altid huske dette hostel, som værende et af de mere interessante bekendtskaber, ud af alle de forskellige hostels, b&b's og hoteller vi har boet på i de sidste 4 måneder.
Bordfodbold, bordtennis, pool og et meget imødekommende personale var bare noget af det 'The Point' kunne byde på. Udover det, så var stedet fedt indrettet, idét at hostellet var placeret i en gammel 'mansion', som havde plads til op mod 100 mennesker. Det gjorde at der hver aften, mere eller mindre var garanti for en fest.
Efter mere end 14 dage i - og omkring - Cuzco, var det på tide at vi bevægede os videre, og dét skete efter den føromtalte "moralske finale". En fornem afslutning på 14 uforglemmelige dage, der bød på fest og glade dage, Machu Picchu-trekking -samt formede masser af nye venskaber på kryds og tværs.
Næste stop var Huacachina - en lille oase ude i ørkenen. I mine øjne en lille gemt perle, med et flot setup omkring en knap så bedårende algebefængt sø, i en by der ikke huser meget mere end befolkningstallet i Lumby.
Efter en 18-timers kort bustur (18 timer er ingenting, 31 'it is') uden mad og drikke havde vi mest brug for at slappe godt og grundigt af, og hvilket andet sted i verden at gøre det end Huacachina.
I denne lille pittoreske by var der nemlig ikke meget andet at lave, med mindre man tog på 'Dune Buggy/Sandboarding-tour' i de enorme sandbanker omkring byen. Det gjorde også at vi ret hurtigt blev trætte af byen, og dermed tog til den nærmeste storby Ica (på størrelse med Odense) - 10 minutters kørsel derfra.
Først bevægede jeg mig dog igen op sandboardet, og tog turen ned af de store sandbanker, for derefter at blive hentet af buggy'en (som er et køretøj beregnet til at køre i sand og ujævnt terræn).
Efter at have cruiset ned af et par sandbanker, tog chaufføren os med til solnedgangen, hvilket var et fantastisk syn dér midt i ørkenen. Man mærkede med det samme hvor køligt det blev, og et par vilde øjeblikke i buggy'en senere, befandt vi os igen "hjemme" i Huacachina.
Her tog jeg imidlertid med det samme en taxa ind til Anders i Ica, hvor vi tidligere på dagen var tjekket ind på et (billigt) hotel. Efter én enkelt overnatning her, gik turen videre mod Lima, som lå 4-5 timer væk.
Her var vi et par dage, sammen med Ene og Frederikke, inden vi sagde farvel til dem, og drog mod Miami - hvor vi så sagde farvel til hinanden.
Og det bringer mig til her hvor jeg er nu. 'The Miami Hostel'. Gode faciliteter, men mangel på personlighed og charme, som i Sydamerika, og sådan har mit syn på Miami generelt været. En stor laid-back badeby, med en "Du-er-ingenting-uden-penge"-stemning. For det hele handler om penge og show-off, hvilket jeg især lagde mærke til da jeg forleden vandrede ned af Ocean Drive, den berømte vej langs South Beach. Her er det toppen af poppen - dem der er noget, og har pengepungen i orden - der huserer.
Der bor tonsvis af blegfede turister på de store fancy badehoteller, med dertilhørende swimming pools, på trods af at der er 10 meter til stranden. Det er noget af en slående kontrast, når man kommer direkte fra Peru og især Bolivia, hvor størstedelen ville have svært ved bare at finansiere én dag her.
Havde jeg kunne vælge om, så havde jeg valgt et mindre luksuriøst sted, da det ikke stemmer overens med resten af de fantastiske fire måneder vi har haft i Sydamerika. Men jeg tager det med som endnu en oplevelse og ikke mindst en erfaring, som jeg har gjort mig på denne tur. Alt sammen noget jeg helt sikkert vil kunne bruge i min videre færd, og jeg kan garantere for, at det ikke er sidste gang at jeg har rejst, for det er virkelig noget af det mest storslåede man kan foretage sig.
Ét er alle de fantastiske ting man oplever, men endnu vigtigere er de mennesker man oplever tingene sammen med.
Uden dem ville vores rejse ikke have været det samme. Nu har vi skabt en masse forskellige kontakter rundt omkring i den store vide verden, og hvem ved, måske vil vi holde kontakten med et par stykker af dem. Jeg håber da.
Da jeg rejste ud fik jeg at vide at "En dreng rejser ud og en mand kommer hjem". Om tre dage vil den mand træde ud af flyveren, sætte sine fødder varsomt i vante omgivelser, og fortsætte hvor drengen slap d. 4. januar.
Han vil være fattig på penge, men rig på alt andet, og med sig i rygsækken vil han have en masse gode minder at se tilbage på. Han vil være klar til, igen at indgå i en rutinepræget hverdag på lige fod med alle andre, alt imens han drømmer sig væk til de fjerneste egne af verden igen.
- comments