Deja-vu er betegnelsen for at opleve en situation, man mener allerede at have oplevet. Sent i går aftes ankom vi for anden gang til Santiago, og hele aftenen føltes som et deja-vu, bortset fra at vi rent faktisk havde haft en aften nærmest identisk med den i går.

Lad mig spole tiden halvanden uge tilbage, da vi trætte og sultne ankom til Santiago for første gang.
Aftensmaden blev fortæret på noget så majestætisk som Den Gyldne Måge, i folkemunde bedre kendt som McDonalds. Dernæst blev en taxachauffør fundet, så vi kunne blive kørt til vores hostel "Ventana Sur", for at få en velfortjent god nats søvn. Problemet var imidlertid at taxaen ikke har et taxameter der fungerede, og i underbevidstheden lå dét, at man ikke skal tage taxaer uden taxameter. Vi overvejede situationen nøje og aftalte så en fordelagtig pris med ham. 2800 chilenske pesos - svarende til 30 danske kr, følte vi var en fornem pris for at blive kørt lige til døren. Chaufføren lød til at være enig, selv da vi viste ham beløbet skrevet på min telefon nikkede han, og vi var i gode hænder troede vi.
Det viste sig dog hurtigt, at det skulle blive en taxatur vi sent glemmer. En almindelig chauffør, med bare en lille smule stedsans havde brugt 15-20 min. på at fragte os fra busterminalen til vores, i forvejen bestilte, hostel.
Men sådan skulle det ikke gå med ham her. Det skulle tage mere end en times "sightseeing" før vi nåede frem til stedet, og på trods af at det havde været en overordentlig pinlig affære for chaufføren, der skulle rådføre sig med nærmest samtlige af Santiagos små 5 mio. indbyggere, så havde vi ondt af ham, og havde lyst til at give ham en ekstra skilling for at udvise ham en smule respekt, der (måske) lige akkurat kunne redde hans selvværd.
Men ak, sådan skulle det heller ikke gå. Vi kommer frem og han forlanger det ti-dobbelte af det vi har aftalt, altså 28.000 chilenske pesos! Vi nægtede selvfølgelig, men frygtede for hvad han agtede at gøre.
Jeg skyndte mig ind for at hente en spanskkyndig på vores nye hostel, og på under ét minut fik han talt chaufføren ned på 5000 - dét kunne vi leve med.

Men hvad så med deja-vu'et tænker du? Jo, nu skal I høre.

I går skete det så igen, vi ankom lettere forsinket (hvilket vi også var sidste gang), kørte en omgang usle pommes frites ned til min store fortrydelse, da jeg finder måltidet "pommes frites og ... ja flere pommes frites" virkeligt kedeligt og trivielt. Men fair nok, vi skulles jo bare hjem og se dyner, meeen først skulle vi lige finde en taxachauffør, og for alt i verden undgå den griske fyr vi én gang havde stiftet kendskab med.

.. Tre kvarter og en sur chauffør senere, havde vi gennelevet det man kalder et deja-vu, så vi var beredte på at han ville kræve overpris, og ganske rigtigt - han krævede mere end vi, i første omgang, havde aftalt fordi VI angiveligt havde spildt hans tid. Vi nægtede ligesom første gang, da han ikke hørte efter hvad vi fortalte ham, mht. til vejnavn, navnet på hostel osv. Han fik den aftalte pris og kørte derefter væk i raseri. Ham om det.

På trods af dette taxahelvede, så er Santiago virkelig en skøn by, næææsten på højde med Buenos Aires, og specielt fordi vores forventninger var lig nul, da vi først ankom til hovedstaden i Chile.
Igen vil jeg mene at atmosfæren i byen, har meget at sige og der er den helt rette atmosfære i denne by, som jeg sagtens kunne se mig selv bo i, hvis ikke det var så forfærdeligt langt væk fra Europa.

Men hvorfor er det anden gang at vi er i Santiago vil de fleste måske tænke?

Jo, fordi vi lige havde et par dage at slå ihjel, inden vi sammen med Anders' kæreste Maj drager nordpå mod Atacama-ørkenen - det tørreste sted i Verden.

Vi drog derfor mod dét, der af mange angiveligt betragtes som værende Chiles paradis- Valparaíso - men som vi efter tre dage kunne konkludere mere mindede om røvsyge Svendborg eller Faaborg på en lørdag aften. Her befandt vi os, i en dansk provinsby på den anden side af jorden.
Fordommene om en provinsby blev fuldstændigt indfriet da vi en sen fredag aften/lørdag morgen fandt os selv til en privatfest, hvor de lokale vist ikke var helt glade for at have os. Til festen var der den typiske bonderøvsmentalitet, hvor man føler sig truet af alt der er ukendt og nyt.
Ovenikøbet var majoriteten påvirket af stoffer, og adskillige gange måtte vi takke pænt nej, når den lokale pusher flashede poser med hvad der højst sandsynligt har været kokain.
Et nej blev ikke modtaget godt, og vi kunne da også mærke at vi faldt lidt uden for den typiske deltager til festen, men på trods af dette blev vi til festen i flere timer.

Selvom jeg ved at drugheads som sådan nogle, aldrig bliver mine typer, så er det en oplevelse værd at prøve at komme ind bag facaden på sådanne udskud, og det er vel et eller andet sted også en del af oplevelsen ved at være af sted. En bestræben efter at møde andre mennesker end dem vi kender hjemmefra. Se folk fra det virkelige liv, snakke med dem og høre deres (livs)historier.

Selvfølgelig var det ikke mennesker vi havde lyst til at bruge mere end én aften af vores tid på, så vi besluttede os for at forlade dette provinsrøvhul af en by at være, for at drage mod nye udfordringer i vulkanbyen Pucon.

Pucon

Især jeg havde kæmpe forventninger til Pucon, samt til at bestige vulkanen Villarrica på næsten 3 km, og jeg kan allerede nu fortælle at forventningerne blev fuldstændigt indfriet.
Starten gik i downtown Pucon hos det lille franske adventure-selskab Aquaventura, som vi havde besluttet os for at vælge. Kl 6.45 skulle vi mødes hos dem, og her fik vi udleveret en individuel bagpack, med udstyr til opstigning, samt til kælkningen nedad. Turen opad begyndte med en valgfri lift, som ville spare en for ca. 1 times gang. Vi tog den sammen med resten af vores team, og så var "ekspeditionen" vist også igang for alvor. Med hjelm og is-økse gik vi på en lang række, først på lavasten/grus og senere - i de højere lag på sne og is.
Efter fire timer ankom vi godt brugte til toppen af vulkanen, hvor røg blev blæst op af til alle sider.
Vi vandrede rundt omkring på vulkanens plateau og nød udsigten, og man havde en klar respekt for vulkanens kræfter, på trods af at det er 27 år siden den sidst har været i et reelt udbrud.
Efter godt en time på toppen var det tid til igen at komme ned. Heldigvis skulle man ikke gå på sine smadrede fødder igen, men derimod kælke. Ja, I hørte rigtigt. KÆLKE ned af vulkanen.
Det var en vildt fed oplevelse at kælke i de dertillavede spor, og en smule ubehageligt når man røg offpist, og var nødt til at bremse sig selv med sin is-økse.
Man mistede fuldstændig tidsfornemmelsen på denne dag, og da vi igen ankom til Pucon var alle godt og grundigt smadrede, så Aquaventura bød alle deltagende fra team'et på øl og sodavand. En rigtig god afslutning på en virkelig begivenhedsrig dag.

Nu sidder jeg så her, som tidligere nævnt, i Santiago - og skal ud at spise med Anders og Maj.