D. 14-17/12-09

Sidste stop inden Sydney havde vi bestemt skulle vaere "the Blue Mountains", der begynder ca. 60 km NV for Sydney. Vi havde valgt at slaa base i den storste by Katoomba paa et hostel fra kaeden YHA.

Da vi ankom fra Canberra, var det hen ad aften, saa der skete ikke det helt store udover lidt afslapning til bold fra England i tv, fordi saa var vi jo klar til at gaa paa opdagelse i naturen naeste dag - troede vi...men det syn, som vi vaagnede op til, var mere de graa bjerge end de blaa. Skyerne hang lavt, der var taaget og regn, og saa er det altsaa ikke saerlig spaendende at begive sig ud i en stor regnskov, som man ikke er vant til at komme i. Vi forsogte dog at komme ud, men vi opgav. Saa vi driblede tilbage tilbage til hostlet, saa lidt NFL live fra US , lidt film og slappede af.

Da vi vaagnede d. 15 var der dog sket en forbedring. Stadig lidt skyer, men det var tort, lunt, og vi var parat til at begive os ud paa hike. Det viste sig at vaere rigtig rart, at der ikke var blaa himmel, for det var godt nok rigelig varmt uden solen bankende ned i nakken paa en.

Den mest kendte tur "de tre sostre" i bjergene startede taet paa vores hostel, saa det var maalet at snuppe den. Den var katagoriseret som "hard', hvilket skyldes "the giant staircase", der er starten paa hike. En trappe paa 910 trin ned ad bjerget. Kombinationen af MEGA mange trapper i daarlig stand og vaadt fore skabte med ubehagelig haard nedtur. Selvom vi bare gik ned, blev vi nodt til at holde saa meget igen, at vores ben rystede under os, naar vi gik. Og da vi langt om laenge kom ned, blev benene ved med at ryste i noget tid efter. En vild tur, men hvor var vi dog glade for, at vi "bare" skulle ned og ikke op! Turen varede i tre til fire timer i de smukkeste omgivelser. Regnskoven, der daekker "the Blue Mountains", er den aeldste i Australien, saa den er meget taet og meget anderledes fra det regnskov, som vi hidtil har oplevet laengere mod nord for efterhaanden en evighed siden. Bare det at gaa rundt blandt de mange forskellige traeer, papegojerne flyvende rundt om orerne og lyden af et vandfald laengere fremme, det var simpelthen fantastisk. Det er meget svaert at beskrive i ord, saa vi vil egentlig hellere henvise til fotoalbummet, hvor vi har lagt en brokdel af vores billeder op. For det var simpelthen saa fantastisk at gaa rundt der, at der blev skudt en del billeder af.

Da vi kom tilbage til vores hostel fra turen, var det -lad osa bare kalde det...et ynkeligt syn. Traette, beskidte, svedige og haltende - af en eller anden grund havde vi alle praesteret at faa ondt i det venstre knae. Samtidig var laar og laegge saa omme, at der ikke rigtig var overskud til at kompensere for smerten i knaeet, saa det blev en en meget sjovt udseende vralten - husk paa motion er ikke lige det, som vi har praktiseret mest hernede :P

Da vi kom op paa vaerelset, fik skoene af og skulle til at falde om paa sengen, sad Staff og pillede ved noget paa sit ben. Hans forste indskydelse var, at det var en snegl, der sad paa hans ben, saa han tog den bare af. Men saa begyndte det ellers bare at blode. Det viste sig at vaere en igle, som han havde faaet slaebt med hjem. Det biologiske er ikke lige vores staerkeste side, men vi har hort rygter om, at iglen sprojter et eller andet ind i huden, saa blodet ikke stopper med at blode, og derfor skal man braende den af. Men vi fik en leksion i den forunderlige natur, fordi da Stoffer bare havde taget den af, blev det ved med at blode i flere timer, og saaret er faktisk ikke helet helt endnu (d. 27/12) (purken er dog ok, bare rolig Sonja :P). Efter at have faaet det lidt paa afstand, saa viser det da bare, hvor genialt naturen er indrettet! Taenk sig saaden et lille "simpelt" dyr, der har brug for andre dyrs blod, bare lige er indrettet med et stof, der gor, at blodet bare fortsaetter med at lobe ud til den - fascinerende!

Forste havde vi kun booket, saa skulle kore til Sydney d. 16, men da vi gik i pit den forste dag, og det havde vaeret saa fantastisk dagen for, havde vi snuppet en overnatning mere.

D. 16 var der sket endnu mere ved vejret. Nu var der ikke en sky paa himlen, og solen stod bare hojt og bankede varmen ned paa os, og det blev afsloret, hvorfor det hedder de blaa bjerge. Varmedisen ud over bjergene og den blaa himmel gjorde, at det hele fik et blaaligt skaer. Men Kimo folte ikke rigtig for en lang tur mere, saa vi splittede os op.

Stoffer og Guul tog bilen og korte en 10 mins tid ud til "Wentworth Falls", som er en anden populaer tur i omraadet. "de tre sostre" var fantastisk, men denne tur var simpelthen bare endnu mere utrolig. Der var faerre mennesker, saa vi havde det mest for os selv, hvilket gjorde, at vi endnu mere kunne nyde lydene fra skoven. Turen hed "National Pass" og var katagoriseret som very hard, hvilket nok skyldes, at den var mere "off road" og mere "vild" med steder, hvor klippen ved siden af gik ud over stien, saa vi skulle naermes kravle afsted, skaeve sten henover smaa baekke, smallere stier, saa vi kom taettere paa skoven osv. Noget af det mest fantastiske ved det var, at selvom det var samme bjerg, som vi havde gaaet paa dagen for og kun havde kort 10 min, var det en helt anden skov. Stadig regnskov, men der var en meget storre varriation. Vi kunne gaa i et meget frodigt omraade, komme til 20 meter med INGENTING bare tort grus og sten, og saa tilbage til det mest frodige. Paa den maade skiftede det flere gange med smaa tore "pletter", der opstaar pga. ingen vand lige der. Der var massere vandfald, stejle klipper og hamrende varmt! Turen tog et par timer, og igen kan vi kun henvise til fotoalbum, for et billede beskriver jo mere end tusinde ord. Men det mest optimale ville selvfolgelig vaere at opleve det selv, og hvor kan det dog anbefales!

Da Stoffer og Guul kom tilbage til hostlet, fandt de en sovende Kimo, der efter lige at have faaet ojne fortalte om hans lille eventyr. Han havde begivet sig ned ad "kaempe trappen" igen, men halvvejs havde han vaeret nodt til at kaempe sig mod toppen af naturlige aarsager. Saa havde han provet en ny rute, men der var det hurtig samme problem, saa var der vist ikke meget andet at gore end at trille hjemad til sin blode og varme seng - saa kender vi knaegten igen!

Om eftermiddagen lejede vi "Inglorious b******s", og fik os et herligt grin! Naeste dag stod paa de sidste 100 km i "det rode lyn" til Sydney!

Glaedelig jul og godt nytaar

Kimo, Stoffer og Guul