Profile
Blog
Photos
Videos
Så blev det tid til at forlade New Orleans, som havde budt på mange spændende oplevelser. Vi er nu for hjemadgående og kører nordpå op gennem indlandet.
Første stop på turen var dog Tanger Outlet nord for New Orleans. Principielt står den anført, som om den ligger i NO, men der var ca. 110 km derhen. Det svarer til at sige, at Hillerød ligger i Slagelse
Det er lykkedes os at finde LANGE jeans til os begge, men da vi havde handlet det første sted, ved Nashville, havde de ikke flere, så vi måtte lige rundt om et nyt outlet. Peters problemer på den front lidt mindre end mit, men han har nu købt fem par jeans hvoraf de fire er i samme model og farve, de sidste er samme model, men anden farve. Man bliver så glad, når det endelig lykkes
Herefter fortsatte kursen mod Vicksburg, hvilket betød farvel til Louisiana og goddag til Mississippi. En del af turen foregik via Natchez Trace Parkway, hvilket er, eller rettere var, en ca. 700 km lang vej eller sti, der strakte sig fra Natchez i Mississippi til Nashville i Tennessee. Vejen blev oprindeligt primært brugt af de oprindelige amerikanere, og senere af hvide opdagelsesrejsende, pelsjægere, soldater og handelsrejsende. I slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede var det en af Nordamerikas væsentligste færdselsårer til lands. Vejen er i dag reetableret og må kun anvendes af private køretøjer, altså bl.a. ikke lastbiler. Det er en meget smuk og grøn rute.
Vicksburg, er egentlig en ret lille by, men dog med flere casinoer viste det sig. Når den alligevel er interessant er det for sin rolle i den amerikanske borgerkrig. Hvor det var en fæstningsby, som havde kontrollen over det sidste stykke af Mississippi floden, der stadig var på Konføderationens hænder. Byen ligger på en lerbanke syd for et stort sumpområde. Det var derfor et oplagt sted at lægge en fæstning, som kunne kontrollere sejladsen på Mississippi floden.
I foråret 1862 blev New Orleans indtaget af Unionens tropper, hvilket lukkede Mississippi for sejlads for Sydstaterne. Floden var imidlertid også lukket for Unionen, hvilket ikke mindst skyldtes fæstningen i og omkring Vicksburg.
I løbet af 1862 trængte Unionens tropper sydpå langs Mississippi til sumpene nord for byen, men kunne ikke bryde igennem før den 4. juli 1863 hvor det lykkedes general Ulysses S. Grant og hans hær at afskære, omringe og belejre Vicksburg. Byen overgav sig på uafhængighedsdagen den 4. juli. Indtil 1944 blev der ikke fejret noget på denne dag i Vicksburg.
Vi havde booket os ind på et lille B&B i en gammel sydstatsville, der hedder Anchuca. Her bor vi i den gamle vognstald (Carriage House) i det, der hedder Jennies room. Vi ankom kl. ca. 17 fulde af forventning til et lækkert aftensmåltid, men køkkenet havde lukket for i dag.
Jeg havde ellers i særdeleshed glædet mig til at smage deres cheesecake. Vi talte med den meget søde køkkenchef, der foreslog os at køre hen til Ameristar casinoet, som også havde en glimrende buffet restaurant, og hvad angik det med cheesecaken, så ville han da lige fikse et stykke til mig, ingen problemer der.
Kort tid efter bankede det på døren, og der stod han med to forskellige stykker kage, ganske uden beregning. Utrolig venligt.
Vi kørte så hen til Ameristar, gik igennem Helvedes forgår af spillemaskiner etc. og op på første sal, hvor vi efter at have betalt ca. 30$ kunne spise alt det vi ville, og det var aldeles glimrende. Samtidig kunne vi sidde og kigge ud på Mississippi. Vi fik bl.a. smagt en lille smule mac and cheese, altså suppehorn med ostesovs. Det forstår jeg måske ikke, at de er så vilde med, men nu er det prøvet. Der var dog også masser af rigtig mad fisk, kød, grøntsager, frugt etc. Bagefter returnerede vi til vores B&B, hvor vi sad på porchen og drak kaffe til vores kager, mens fuglene sang, og varmen lå tungt over det hele.
- comments