Profile
Blog
Photos
Videos
Programmet for dagen i dag er primært en tur i sumpene, der omgiver New Orleans. En tur vi begge har set meget frem til. Sumpene som naturområde er vældigt interessant, og tanken om, på en del af turen, at suse gennem vandet i en airboat er fascinerende.
Vi blev hentet på hotellet kl. 10.25. Derefter kørte vi en times tid mod syd-øst, ventede et godt stykke tid (svært for en utålmodig sjæl ), der hvor turen skulle udgå fra, men kl. 12.15 tog vi afsted.
Først skulle vi gennem de rutinemæssige sikkerhedsinformationer. Gravide og mennesker med nakke- eller rygproblemer måtte ikke deltage. Selvom ingen af os falder indenfor de nævnte kategorier, så bliver man alligevel lidt nervøs for, hvad det er, man har kastet sig ud i.
Man må heller ikke stikke arme eller ben ud over bådens kant for alligatorerne kan hoppe og bide en, gisp. Godt jeg sad i midten.
Inden nogen nu bliver bekymrede over om vi fortsat er i et stykke, så er svaret ja, ingen problemer overhovedet. Blot en helt fantastisk tur, der på alle måder opfyldte vores forventninger, også dem der omhandlede lidt fart over feltet.
Der er en masse billeder i dagens album, der bedre end ord beskriver turen, men alligevel får den et par ord med på vejen.
En del af sumpområdet er med brede vandkanaler og træer langs bredden. Andre dele er nærmest flydende øer med lav vegetation. Fra træerne hænger store mængder af spansk mos, og bidrager til det lidt spøgelsesagtige indtryk. Der er et rigt dyreliv både til lands, til vands og i luften.
Og så er der lige det med alligatorerne. Ja, vi så mange, og det var jo også en del af formålet.
De ser jo tilsvarende også mange turistbåde dagligt, og for at få lidt tættere på, blev der kast en skumfidus ud til dem. En anden bådfører havde i går fodret med kylling, hvilket vores bådfører synes gør alligatorerne hidsige. Førstnævnte bådfører havde tillige siddet og plaskede med hånden i vandet. I dag er det usikkert, hvor mange fingrer han har på den ene hånd, måske kun de første fire.
Alligatoren er et krybdyr af ordenen krokodiller, familien Alligatoridae. Ordenen omfatter 23 arter. Disse er fordelt på tre familier, krokodiller (14 arter), alligatorer (7 arter), ægte og falske gavialier(1 art hver).
Alligatorer opdeles i to grupper: Kaimaner og egentlige alligatorer. Der findes to nulevende arter af egentlige alligatorer; den kinesiske alligator (Alligator sinensis) og den amerikanske alligator (Alligator mississipiensis).
Voksne hunner af den amerikanske alligator er normalt omkring 3 meter lange, mens gennemsnitsstørrelsen for voksne hanner ligger omkring 4,5 meter. Dem vi så i dag var dog max. 2 meter lange.
Man kan forholdsvis nemt se forskel på alligatorer og krokodiller. Alligatoren snude er u-formet (kort og bred), mens krokodillernes er v-formede (lang og smal). Både alligatorer og krokodiller har en meget stor tand i undermunden. Når munden er lukket, er denne tand inde i munden på en alligator, mens den er uden for munden hos en krokodille.
Alligatorhanner har en markant "forhøjning" yderst på snuden, mens denne forhøjning er mindre markant eller slet ikke eksisterende hos hunnerne.
De unge dyr har på kroppens sider gule striber på en sort baggrund, der virker som camouflage. Efterhånden som dyret bliver ældre bliver disse striber olivenfarvede, brune og til sidst sorte. På bugen er alligatorer lysere, nærmest flødefarvede. Den mørke farve på ryggen gør den sværere at se for byttedyr over vandet, der ofte ser nærmest sort ud, mens den lyse farve på bugen, gør dem sværere at se for byttedyr, der befinder sig under dem, da de så ser dem op mod overfladen.
I 1967 blev den amerikanske alligator registreret som en truet dyreart, og op gennem 1970'erne begyndte man et succesfuldt genopretningsprojekt for bestanden, blandt andet med totalt jagtforbud og udsætning af voksne eksemplarer, og i dag er antallet af amerikanske alligatorer omkring et par millioner. Heraf findes ca. 750.000 i Louisiana. Arten er slettet på listen over truede dyrearter.(Tak til Wikipedia)
Vores bådfører og turguide fortalte, at man idag både jager alligatorerne (man skyder kun hanner) og samtidig samler man alligatoræg som klækkes til senere udsætning, på den måde har man igen fået en sund og levedygtig bestand.
Da vi var næsten færdig med turen, og vi kunne altså se indtil kajen gik vores motor i står, så måtte vi jo svømme resten af vejen
Nej, pjat, der kom en anden båd ud og trak os ind, men det var da heldigt at det var der. Selvfølgelig har de radioudstyr med, men måske var man alligevel blevet lidt nervøs.
Så blev vi kørt tilbage igen efter en helt fantastisk tur, der klart er et af højdepunkterne på vores rejse.
Der er faktisk lavet en tv-serie om alligatorjagt og livet i sumpene "The Swamp People" der bliver sendt på Discovery History, den må vi se når vi kommer hjem.
Nu er vi på vej ud at gå en tur, og finde et sted at spise aftensmad.
I morgen går turen videre til Vicksburg, den næstesidste by, før vi skal hjem. Til morgen reserverede vi vores sidste hotel. Ja, det vil sige først bestilte vi et, men da Tripadvisor, fortalte om beskidte værelser og snavset sengetøj så blev det afbestilt igen og vi fandt et andet. Det er en af de mange ting, der er så smart ved at have computeren med.
UPDATE Nogen siger, at man skal prøve alt en gang sit liv, andre at "everybody(thing) deserves a second chance" i givet fald får manjo prøvet tingene to gange. Hvorom alting er så ville vi give New Orleans aftenliv endnu en chance. Vi gik ind til byen, mens vi kiggede efter et spisested og fandt tilsidst Cafe Pontalba nær katedralen, der serverede cajunmad og seafood. Vi måtte vente lidt for at få en plads, der var trængsel sådan en lørdag aften, men det var ventetiden værd.
Bagefter tullede vi lidt rundt og fandt en bar med levende musik, hvor vi satte os ind, nød musikken og havde en dejlig aften, der indfriede vores forventninger til, hvordan New Orleans eller The big Easy, som den også kaldes ville være om aftenen.
- comments