Profile
Blog
Photos
Videos
Bloggens titel i dag er IKKE en Elvis sang, men en af Fats Domino, der er et af New Orleans bysbørn, hvilket må siges at være meget passende.
Efter en nat forsynet med ørepropper på grund af ventilationsstøjen, gik vi ned i foyeren for at komme ud at spise morgenmad. Vi må have set lidt søgende ud, for en af hotellets ansatte spurgte, om der var noget han kunne hjælpe med.
En, to, trylle, havde han både forklaret os, hvad vi burde se se under vores ophold i byen, hjulpet os med at bestille en bådtur i sumpene i morgen, og givet os en anvisning på et lokalt morgenmadssted. Det er simpelthen skønt at møde så mange venlige mennesker.
Vi gik hen til " the Trolley Stop" og det var i sandhed lokalt, og vi blev begge kaldt sweethearts .
Vi er ved at have fattet madkonceptet, vi skal bare bestille en portion til deling, så går det. Der er overhovedet ingen sure miner over det princip.
Samtidig har det den fordel, at det den ene ikke vil have, vil den måske have. Jeg kan faktisk godt lide den der grits (majsgrød kogt på vand), mens Peter godt kan spise kød etc. til morgenmad. Der var også gravey til, men det er der altså ingen af os, der spiser .
Bagefter tog vi sporvognen( trolley) ind til det franske kvarter. Det var SÅ charmerende. Selve Burbon Street minder om Nyhavn eller Jomfru Ane gade x 10.
Selv sådan en solrig formiddag, sidder der mennesker på barerne og der hænger en dunst af øl (og lidt af tis) over området. Dydige Dorte blev en smule forarget, alkohol før frokost, næh nu har jeg aldrig kendt mage. Men festligt er det.
Lige så snart man forlader Burbon Street, bliver det dog bare charmerende og farverigt. Det er tydeligt, at det franske kvarter ikke alene er et turistområde, men at her faktisk lever en masse mennesker. Det sætter i positiv forstand sit præg på kvarteret, bl.a er de mange blomstersmykkede altaner et fantastisk skue.
New Orleans består af flere, meget forskellige bydele, mens man står i det franske kvarter, kan man i baggrunden se businessområdet med de høje huse, to store kontraster.
Mens vi tullede rundt, mødte vi en utrolig flink mand, tidligere tour-guide, som supplerede hotellets informationer om, hvad der var værd at se, og hvor det ville være godt at høre musik i aften. Og det er IKKE i Burbon Street.
Det er egentlig ikke fordi der er så meget man SKAL se i New Orleans, der er mere man bør opleve. Man bør dog se St. Louis Cathedral en utrolig smuk katolsk kirke, med meget smukke loftsmalerier.
Peter og jeg talte om, at der i mange katolske kirker i sydeuropa er en del kulørte lamper og plastik, men denne katolske kirke var ualmindelig smukt dekoreret.
Kirken vender ud mod Mississippi og parken Jackson Square. Både bygningskomplekset omkring kirken og parken er bygget symetrisk op, og fremstår i skøn og meget smuk forening. Rundt om parken er der mange kunstnerer, der sælger deres malerier. Nogle er dygtigere end andre, det samme gælder de mange musikanter der spiller rundt omkring.
Når man går rundt i New Orleans kan man ikke undgå at møde mennesker, som jeg gætter på har søgt lykken som kunstner i byen, men som tydeligvis ikke er lykkedes med det. Der er et lidt trist syn, men et man jo kan møde mange steder.
Vi fortsatte ned til floden og satte os og kiggede ud over Mississippis brune vand for en stund. Det er lidt anstrengende at gå meget rundt i varmen og fugtigheden, og vi er konstant knyttet til en flaske vand.
Herefter fortsatte vi til The French Market. Et overdækket markede med madvarer på den ene side og turistgøjl på den anden side. Sjovt at se især maddelen.
Vi var lige ved at prøve en portion østers, men så turde vi ikke alligevel. I stedet fortsatte vi til Cafe Gazebo, hvor vi til dejlig levende musik fik en god frokost. Heri indgik noget, der hedder "Hush Puppies". Det viste sig at være majsmel blandet med løg og krydderier, der var dybstegt.
Baggrunden for navnet var, at man når man skulle dybstege et eller andet og teste om olien var tilstrækkelig varm, kom man en lille kugle (som en valnød) af majsmelet etc. ned i gryde. Bagefter smed man det hen til hundehvalpen, der havde stået og pebet, fordi det duftede så dejligt, og så tav den jo stille. Om det er rigtigt ved jeg ikke, men det var vores søde servitrice, der fortalte os det.
Stedet er angiveligt berømt for sine Ice Cream Daiquiri's. Så det måtte jeg prøve. Jeg fik en med fersken, så er det prøvet....
Senere tog vi sporvognen til et ufatteligt stort kirkegårdsområde i udkanten af byen. Vi gik ind på Cypress Grove, som bestod af mange store monumenter, hvoraf de fleste er relativt ødelagte. Som jeg forstår det på grund af orkanen Katrina. Der er også en hel kirkegård for ofrene for Katrina i 2005.
Under vores tur er vi kørt forbi mange små kirkegårde rundt i staterne. Det har primært været enkle sten på en græsplæne pyntet med en kunstig blomst. Men her var det som sagt gravmonumenter. En interessant forskel.
Da vi skal ud i aften, måtte vi lige hjem og slappe lidt af. Først skulle vi dog handle lidt fødevarer. Det er ikke nemt.
Det første (lille) supermarkede vi kom ind i havde slet ikke nogle grøntsager. Det havde det næste, men fx. et æble kostede ca. 5 kr. for den pris kan man også få fem colaer, tankevækkende.
I aften tager vi igen sporvognen ind til byen til et område omkring Washington Square Park, måske vil vi gå ind på Snug Harbour som vi har fået anbefalet, ellers finder vi nok et andet spændende sted.
I morgen skal vi som sagt på tur i sumpene med en airboat, det bliver helt sikkert spændende.
Update: Skønt klokken kun er ca. 23, er vi nu atter tilbage på hotellet. Det drillede lidt med sporvognene på vej til byen, og vi var nødsaget til at gå ned af Burbon Street, for at komme til det område vi gerne ville.
Nu er jeg helt klar over, at det er fredag aften, og at vi ikke er 25 år, men det var et rent Helvede!
Det var meget svært at komme frem ad gaden, musikken væltede ud fra de foskellige barer og blev til et mareridt af støj og mange var allerede der (omkring kl. 21) sejlende berusede og med et fuldkomment udslukt blik.
Det lykkedes os at komme frem til det planlagte område, blot for at erfare at man for at komme ind på de forskellige spillesteder skulle vente i flere timer, at man derefter ikke kunne sidde ned, men skulle stå og at mange også her var standerstive.
Vi måtte lidt slukørede konkludere, at New Orleans natteliv ikke er, hvad vi forventede. Vi havde håbet, at sidde stille på et spillested og nyde musikken, ligesom vi gjorde det i Nashville, men det var ikke muligt.
Vi tog en taxa hjem, han kørte som en brækket arm, men hjem kom vi da.
Selvom aftenen ikke blev, hvad vi havde forventet blev vi en erfaring rigere, og det skal man heller ikke kimse af. Så ikke noget piv herfra.
- comments
Signe Hendel Møller Hvor er det ærgerligt at der gik Jomfru Ane gade i den! Jeg håber da at I kan nå at finde et sted at sidde og høre lækker musik alligevel, det er da en skam ikke at få gjort når nu man er i New Orleans. Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor længe I bliver der, men det ville da være dejligt hvis I lige kunne nå at få vendt skuden før I tager videre :) Anywho, I er savnet I DK, så jeg glæder mig til I kommer hjem! Så giver jeg sgu en rugbrødsmad i det omskiftelige danske sommervejr :)