Efter 15 dage, 5000 km og 155000 nedkoerte graeshopper er der igen nyt fra Down Under.

Sidst vi skrev, var vi paa vej videre fra Numurkah, hvor vi boede hos Anne og Zane. Herfra koerte vi til Melbourne, hvor vi var paa et meget stort kunstmuseum, samt var i Luna Park. Luna Park er en rigtig old school forlystelsespark, som ligger i Melbourne-forstaden St. Kilda.

Fra Melbourne koerte vi mod Adelaide via The Great Ocean Road, som er en utrolig smuk vej, der snor sig langs den sydaustralske kyst. Paa vejen stoppede vi ved diverse sights, heriblandt de 12 apostle, og London Bridge, som begge er spektakulaere klippeformationer af sandsten (se billederne). Ud over de forskellige sevaerdigheder, der ligger paa Great Ocean Road, er det ogsaa en oplevelse i sig selv blot at koere paa vejen. Vejen er utrolig smal og fyldt med meget skarpe sving, hvor man naermest haenger ud over havet i meget stor hoejde og rimelig hoej fart.

Noget som godt nok ikke haenger ud over havet, men ud over vejen, er koaler - dem fik vi ogsaa set paa naert hold.

Efter at have faaet en fortjent nats soevn i vores bil, tog vi videre mod Adelaide og fik vores foerste smag af outbacken. Vejen til Adelaide var utrolig oede, og landskabet, vi koerte i, var det samme og det samme i flere hundrede kilometer.

I Adelaide var vi paa et utroligt spaendende naturhistorisk museum, hvor isaer deres aboriginal udstilling og et dinosaurskelet i opal var fangende. Foer turen paa museum brugte vi ogsaa noget tid paa Adelaides shopping gaagade. Her fik vi (naesten) fyldt vores behov for vestlig forbrugerkultur, velvidende at Adelaide ville vaere den sidste rigtige by, vi saa i meget lang tid. Herfra gik turen nemlig op gennem Australiens oede outback.

Fra Adelaide havde vi 850 km til vores naeste stop Cooper Pedy, og vi stod derfor op med solen for at vaere sikre paa at komme frem inden moerkets frembrud. Naar man koerer i outbacken i Australien, er det en rigtig daarlig ide at koere efter moekets frembrud, da der er utolig mange kaenguruer, og disse har en vane med at hoppe ud foran biler. Ud over kaenguruer er der ogsaa tit koeer og faar paa vejen, da landbrugene hernede er saa store, at man ikke gider at saette hegn op ud mod vejen.

Turen til Cooper Pedy var overhvelmende oede. Vejen gik bare ligeud og ligeud, og det eneste der broed det ellers fuldstaendigt ensformige landskab, var ligene af kaenguruer, faar og emuer der var blevet koert over i loebet af natten (dem var der rigtig mange af). Vi ankom til Cooper Pedy netop som solen gik ned og koerte ind paa en meget stoevet campingplads. Vi gik tidligt i seng for at have energi til naeste dag, hvor vi skulle ud og lede efter opaler og forhaabentlig finde uendelige rigdomme.

Tidligt om morgenen koerte vi ud til omraadet, hvor de lokale opalminer dumper deres affaldsjord. Her brugte vi et par timer paa at kravle rundt i stoevet og lede efter opaler, som minearbejderne ikke havde opdaget. Vi fandt en del opaler; ingen af dem var dog noget vaerd, men de var flotte, og det er lidt fedt at have fundet sin egen aedelsten. Efter vores opal-findingssession tog vi til en gammel mine som nu er et museum. Her saa vi hvordan minedriften fungerede i gamle dage, og fik for en gang slaaet fast at vi ikke ville bruge resten af vores liv som opalminere.

Om eftermiddagen tog vi hen paa det lokale galleri/ kaenguru-boernehjem. Her koebte vi et par utrolig flotte prik-kunstbilleder lavet af lokale aboriginere. Efter at have koebt kunst, tog galleriets ejer, Terry, os med ud i haven, hvor han fodrede sine fire store kaenguruunger. Terry og hans kone tog sig af kaenguruunger, hvis mor enten var blevet koert ned eller skudt af jaegere.

Ud over de fire store kaenguruunger havde Terry ogsaa to smaa unger, der stadig boede i deres pudebetraek, som er en substitut for morens pung. Den ene af de smaa unger fik vi lov til at holde og nusse med, hvilket var ret fedt. Ledt federe blev det dog da en lokal kvinde pludselig kom ind i galleriet med en lille emuunge, som Terry ogsaa skulle tage sig af.

Efter en lang dag med aedelsten og nuttede dyreunger var vi bleven en kende broedflove, og derfor tog vi paa en laekker restaurant. Her fik vi begge "taste of the outback", som var en tallerken med oksekoed, dromedarkoed, kaengurukoed og emukoed. Paa den maade fandt vi ud af, at Australiens dyreliv baade er nuttet og smager godt.

Da vi havde spist vores laekre maaltid, tjekkede vi ind paa et underjordisk hotel. Vores vaerelse var gravet ud i klippen 10 meter under jorden. Ligesom vores hotel, er rigtig mange huse i Cooper Pedy gravet ned under jorden. Det er de, fordi der om sommeren bliver saa varmt, at det er svaert at holde normale huse kolde. Under jorden er der dog aldrig varmere end 23 grader. Ydermere er vinduer ikke noedvendige, da der ikke er saa meget at kigge paa, og derfor er det helt perfekt at grave husene ned.

Fra Cooper Pedy gik vejen mod Ayers Rock, af australiere kaldet Uluru, som er navnet fra det lokale aboriginersprog. Uluru er verdens stoerste monolit, hvilket vil sige en sten og ikke et bjerg. Den er 348 m hoej og ca. 10 km i omkreds, saa for en sten at vaere er den paent stor.

Paa vejen til Uluru koerte vi gennem toer busksteppe og oerken, og landskabet var omend endnu mere oede end foer. Vi ankom til Yulara, som er en lille by ca. 20 km fra Uluru, hen af eftermiddagen og skyndte os ud til nationalparken, hvor vi betragtede den enorme sten, mens den skiftede farve i solnedgangen. Det var en meget magisk oplevelse, som dog ville have vaeret mere magisk, hvis der ikke var 30 milliarder mennesker, der ligesom os sad i deres campingstole, tog billeder og holdt i haand.

Naeste morgen stod vi op foer solen for at se solopgangen ved Uluru. Solopgangen var egentlig det samme som solnedgangen, der var bare en smule faerre mennesker. Efter solopgangen tog vi hen til bunden af den sti, der leder op paa toppen af Uluru. Vi ville gerne bestige stenen, men stien til toppen var lukket paa grund af for meget vind. Vi startede derfor dagen med at gaa rundt om Uluru. Turen rundt er 10 km lang, og paa vejen kommer man forbi forkellige klippeformationer, samt hulemalerier der er op til 6000 aar gamle. Det var en utrolig imponerende gaatur, men ogsaa meget varm og lidt haard for foedderne. Da vi kom tilbage til vores bil, var stien til toppen blevet aabnet igen, og vi slugte derfor hurtigt vores frokost og slaebte vores traette krop hen mod opstigningen.

Vejen op var helt utrolig haard, skraemmende og doedsensfarlig (saadan da). Stien gaar naermest lodret opad (bogstavelig talt) og den enste sikkerhed der er, er en metalkaede man kan holde fast i. Toppen af Uluru var til gengaeld virkelig den skraemmende opstigning vaerd. Vi foelte narmest, at vi var paa en anden planet, mens vi gik, kravlede og hoppede hen over toppen fra den ene fantastiske udsigt til den anden. Nedstigningen var mindre haard, men tre gange saa skraemmende som opstigningen, fordi man var tvunget til at kigge ned og derfor kunne se hvor stejlt der var.

Da vi kom tilbage til vores campingplads om aftenen, var vi fuldstaendig smadrede og ville bare direkte i seng. Vi var derfor ikke lykkelige for at opdage, at vi havde glemt at lukke vore telt om morgenen. Traette som vi var, blev vi noedt til at hive alt ud af teltet, for at tjekke om der var kravlet slanger eller andet kryb ind. Det var der heldigvis ikke, og vi kunne derfor gaa til ro til lyden af bushen omkring os.

Naeste morgen stod vi tidligt op (hvilket vi er begyndt at goere hver dag. Vi staar op kl. 06.30 og gaar i seng kl 22. Vi ved godt, at vi er nogle kedelige gamle mennesker, men man faar saa meget ud af dagen, naar man kommer tidligt op). Vi tog herefter ud til The Olgas ogsaa kaldt Kata Tjuta. Kata Tjuta betyder "mange hoveder" paa det lokale aboriginer sprog, og the Olgas er en maengde sandstenskupler, der netop ligner store hoveder. Ditte havde faaet nok af vandring dagen foer, og gik derfor en kort tur med Emil, inden hun gik tilbage til bilen og sit dameblad, og Emil gik ud paa eventyr i The Valley of the Winds. Emils gaatur var en ca. 8 km lang tur rundt imellem de hoeje sandstenskupler, hvor han kom forbi skyggefylde dale med smaa baekke, stejle bjergskraaninger og bagende hed busksteppe uden det mindste skygge. Det var en helt fantastisk smuk tur, og Emil foelte naermest, at han havde det hele for sig selv, da han kun moedte 3 andre paa turen. Efter Emils vandring tog vi begge to hen til en kloeft kaldet Walpa Gorge. Her gik vi en tur i den koelige skygge og afproevede omraadets ekkopotentiale, hvilket var virkelig godt.

(Hvis du har allergi overfor billeder af roede sten, saa anbefaler vi, at du ikke ser vores album kaldet "Uluru Kata Tjuta").

Tidligt naeste morgen tog vi fra Uluru Kata Tjuta nationalpark til Alice Springs. Alice Springs er den stoerste by i det saakaldte Red Centre, som er den midterste del af Australien. Byen har et befolkningstal paa ca. 27.000, hvilket er en utroligt stor by i den australske outback. Fra Alice Springs er der nok 1000 km til den naermeste by med over 200 indbyggere, og derfor fungerer den som indkoebsby for et utroligt stort omraade, hvilket resulterer i at man trods byens stoerelse finder flere indkoebscentre og et levende cafeliv.

I Alice Springs var vi paa to museer. Det ene var et museum om de flyvende laeger, som var ret saa kedeligt, fordi deres eneste fede attraktion var en flysimulator, der var gaaet i stykker. Det andet var et museum for Alice Springs School of the Air og var rigtig fedt. Alice Springs School of the Air er en skole der underviser boern paa afsideliggende kvaegstationer, tankstationer og andre steder i outbacken. Da afstandende i outbacken er saa store, og da de fleste byer er meget smaa, er der ikke mulighed for at boernene kan gaa i normal skole. I stedet bliver de undervist via internettet, hvor de har daglige undervisningstimer med en laerer via webcam. Ud over de daglige webcam sessions undervises boernene via undervisningsmateriale, der bliver floejet ud til dem en gang hver 14. dag. Skolen hedder School of the Air, fordi undervisningen i gamle dage foregik via radio. I dag foregaar alt digitalt, og det var utroligt fascinerende at se hvordan boern, som lever op til 1000 km fra den naermeste skole, faar en paa alle maader fyldestgoerende uddannelse og en form for kontakt med andre boern.

Fra Alice Springs koerte vi 910 km nordpaa til Daly Waters. Paa vejen kom vi igennem det mest oede omraade, vi endnu havde set. Nogle hundrede kilometer efter Alice Springs blev vi vinket ind til siden af tre aboriginere, som havde overnattet i vejkanten, fordi deres bil var brudt sammen. Vi brugte en time paa at proeve at starte den igen "the bush mechanic way", som den ene af maendene udtrykte det. Blandt andet kom vores soelvpapir i brug som alternative startkabler, dog uden held. Vi maatte efterlade dem, men kunne heldigvis hjaelpe med vand og lidt mad.

Derudover var noget af det eneste vi saa paa vejen 4 tankstationer. Der var ikke en sidevej, by eller nogetsomhelst, andet end tankstationerne hvor vi spiste frokost paa den ene. Stationen, vi spiste frokost paa, var et meget meget spoejst sted. Overalt hang der maerkelige ting som gennemrejsende havde efterladt med navn paa. Her var alt fra BH'er til klipklappere og pengesedler (heriblandt flere danske). Pengesedlerne med navn paa stammer fra en gammel tradition, hvor faareklipperne efterlod en pengeseddel med navn paa ved hvert stop paa deres rute, saa de var sikre paa at have raad til en oel naeste gang, de kom forbi. Vi fik ikke oel, men i stedet kokkens specialitet: en Bulls*** Burger, en burger med spejlaeg, roedbede, bacon, ananas og ristede loeg.

Efter frokost gjorde vi et stop ved "Devils Marbles", som er store granitkugler, der balancerer oven paa hinanden. De er formet gennem mange aars erodering af granitplader. Vi gik en kort tur mellem stenene og saa udover kuglerne tre af Australiens giftigste slanger.

Paa et tissestop ved en tankstation kom Ditte i naerkontakt med en stor groen froe. Hun skulle tisse, men hvad goer man naar det ene toilet er fyldt med en meget stor, meget groen froe og det andet bebos af 3 smaa froer, hvoraf den ene ikke vil flytte sig? Man passer paa, at man ikke tisser paa froeen.

Vi spenderende en nat paa den beroemte Daly Waters Pub. Her var der ligesom paa tankstationen fyldt med habengut, som folk havde efterladt med navn paa, bare i lidt stoerre maalestok. Over baren hang der ihvertfaldt de foerste 200 brugte BH'er, og trusser, hvilket gav stedet en lidt speciel stemning samt aroma. Til aftensmad fik vi "Beef and Barra BBQ", hvilket bestaar af et ordenligt stykke oksekoed og et ordenligt stykke barramundi (en australsk fisk, som isaer Emil er vild med) fra grillen. Godt maette gik vi i seng i den meget moerke og lidt uhyggelige outback, og laa og saa paa stjerner fra bagagerummet i vores Ford, "Vandrefalken".

Vi koerte den korte tur fra Daly Waters Til Katherine naeste morgen, og efter at have fundet et sted at sove tog via et stop i den lokale Rod and Rifle shop, hvor Emil fik fisketips, til Katherine River hvor Emil havde glaedet sig til at fange Barramundi. Katherine River er lige nu fuld af saltvandskrokodiller, som meget gerne vil spise en ung backpacker til snack. Vi holdt os derfor langt nok fra vandet til, at krokodillerne ikke kunne naa os. De lokale derimod baade fiskede fra flodbredden samt badede i den krokodillefyldte flod. Emil fik fanget tre barramundier, og selv om han slap dem allesammen ud igen, var han baade pavestolt og meget glad for at have stoppet i Katherine, da vi tog videre til Darwin, hvor vi er nu.

Herfra tager vi til Kakadu National Park, inden turen gaar mod oestkysten igen.

Kaerligste hilsner

Ditte og Emil