Kaere alle

Hermed sidste blogindlaeg fra Australien. Vi har nu koert over 11.000 km og skal snart til at skille os af med vores kaere bil, Vandrefalken.
Sidst I hoerte fra os, var vi ankommet til Darwin i Australiens Nothern Territory. Siden er vi koert oestover og befinder os nu et godt stykke nede af oestkysten i Brisbane. Herfra afleverer vi bilen i morgen og flyver til Los Angeles i overmorgen. Derfor maa det vaere tid til en beretning siden sidst:

I Darwin oplevede vi Australiens eneste tropiske delstatshovedstad. Derfor tog vi os en tur i den lokale kaempe pool - ligesom friluftsbadet, bare sejere, fordi de i Australien selvfoelgelig har installeret en boelgemaskine, der faar hele poolen til at foeles som en halvblaesende dag paa havet. Skoent.
Vi besoegte ogsaa Mindil Beach markedet, som mindede utroligt meget om mange af de asiatiske markeder, vi har besoegt. Soerme om man ikke ogsaa kunne faa mange af de ting, vi havde set i Asien.
Paa markedet fik vi os et grillspyd med krokodille paa "The Road Kill Cafe". I Australien bliver der draebt rigtig mange dyr hver nat paa landevejene, men navnet paa cafeen var nu mere sjov end alvor. Senere fik vi os en lille snak med en af bodernes ejer om den danske kongefamilie. Emil og hende snakkede laenge om vores kronprins, Christian, indtil Ditte fik dem gjort opmaerksom paa, at han vist hedder Frederik.

Fra Darwin tog vi en tur til Kakadu Nationalpark. Paa vejen var vi ude paa et "Jumping Crocodile Cruise", hvor krokodillerne bliver fodret med koed paa en pind fra den lille baad, man sejler i. Krokodillerne kan loefte sig selv op i luften med deres hale, hvilket er et temmelig skraemmende syn. Vi fik at vide, at de nemt kunne tippe baaden over hvis de ville, og vi lover, at man havde ikke lyst til at falde i den flod. Der var mange krokodiller!

Senere paa dagen sejlede vi en tur paa Corroboree Billabong, hvor vi saa baade saltvands- og ferskvandskrokodiller, havoerne der parrede sig og uendelige enge af aakander.

I Kakadu havde vi besluttet os for at koere selv istedet for at betale for en guidet tur, da de er temmelig pebrede. Heldigvis var vejene til alt det vi ville se asfalterede - vi maa nemlig ikke koere paa grusveje, og dem er der rigtig mange af i Australien, i vores lejede bil. Paa et tidspunkt havde vi dog et mindre problem. Vejen var nemlig oversvoemmet, hvilket sker ret tit i den vaade aarstid. Vi var der i den toerre, men kunne ikke goere saa meget ved vandet andet end at koere igennem det.

I Kakadu var hovedattraktionen for Ditte gammel aboriginer hulekunst, udfoert af indfoedte australiere for op til mere end 20.000 aar siden! Det var ret spektakulaert, og man kunne virkelig foele aeldgamle tiders sagn hviske omkring en under klippeudhaengene.

Vi overnattede paa en campingplads med laekre faciliteter, men et stort minus: MYG. Og masser af dem. Ikke smaa skravlemyg som i Danmark, men store fede blodsugende baester, der var overalt, naar moerket faldt paa. Maaske holdt de fest med dingoerne, naar menneskene var gaaet i seng. Dingoerne, som er vilde hunde, er ogsaa nogle baester - de er i Kakadu vant til mennesker og ved at mennesker betyder adgang til nem mad fra fx affald eller fordi de bliver fodret af folk.
Emils hovedattraktion var en baadebro ca. 200 meter fra campingpladsen. Herfra fangede han saratoga mens solen gik ned, og igen naeste morgen en tarpon mens krokodillerne holdt oeje med ham fra vandet og en havoern floej over himlen mod den simrende morgensol.
I Kakadu gik vi ogsaa flere ture gennem masser af uberoert natur, hvor man baade kunne fornemme aboriginernes traditionelle levevis, og naturens enegang uden anden indblanding fra mennesker end fodspor.

Fra Kakadu begyndte en lang lang tur oestover. I skrivende stund er det kun faa uger siden, men meget af turen er allerede ved at flyde ud til en masse af ens landskabsbilleder i Northern Territorys og Queenslands outback.
Et stop paa vejen gjorde dog saerligt indtryk, dog nok mest paa Emil. Vi kom tilfaeldigt igennem en by med en stor papmachedinosaur og besluttede at stikke hovedet indenfor. Det viste sig at vaere Australiens dinosaurhovedstad. I et ret stort trekantomraade i Queensland (den nordoestligste delstat) er der nemlig fundet en masse dinosaurskeletter. Byen, vi stoppede i, havde et ganske stort og spaendende museum, og efter at have vaeret der, tog vi ud til fossil-findings-stederne. Her maatte man nemlig selv grave efter fossiler.
Vi var der kun en halv time, men fandt flere fiskefossiler fra forhistoriske fisk. Emil fandt ovenikoebet et med en hel bevaret kaeberaekke med taender og det hele! Tilbage paa museet fik vi en af palaeontologerne til at kigge paa det. Han brugte temmelig lang tid paa Emils fossil, da han aldrig havde set saadan en fisk foer, og vi fik fossilerne igen med kommentaren, at der stadig var mange ting fra dengang, som man ikke havde beskrevet endnu. Ret sejt.

Efter tre dages koersel fra Kakadu ankom vi til Cairns, hvor vi fandt det fedeste hostel indtil videre. Sengene var gode, der var rent, men bedst af alt var der haengekoejer i haven og nogle soede ansatte, der kunne ens navn fra dag et. Herfra bookede vi ogsaa nogle ture til vores videre faerd.
Cairns er en rigtig hyggelig by, og der er tilmed mange fede ting omkring den. En dag var vi en tur i Kuranda, som er en by i bjergene med et stort turistmarked. Vi tog den saakaldte "Skyrail" derop, som er en svaevebane, hvor man haenger mange meter over regnskovens traetoppe og kan nyde udsynet, eller ryste af skraek om man vil. Vi gik en lang tur i Kuranda og fik talt lidt tysk i en tysk poelserestaurant, hvor vi spiste frokost. Paa vejen tilbage tog vi toget, og fik hele turen ned af bjerget med et andet, men ligesaa fantastisk perspektiv.

Fra Cairns var vi ogsaa paa tur med Uncle Brian. Eller rettere sagt, den dag var det Cousin Brad der var paa arbejde og koerte bussen "Gus, the love Bus". Han fik os til at bade og synge og naesten danse, paa trods af at himlen var temmelig graa. Turen gik lidt syd for Cairns til Atherton Tablelands, hvor vi gik nogle ture i regnskoven og stoppede ved gode badesteder. Et af dem var et stort vandfald, kaldet Milla Milla Falls, hvor vi svoemmede under vandfaldet og fik dermed lidt gratis massage, svoemmede hen bag det og ikke mindst lavede seje vandbilleder instrueret af Cousin Brad. Hvis nogle kan huske Peter Andres store hit fra 90'erne (Mysterious girl), saa er musikvideoen til den sang optaget ved Milla Milla Falls.
Vi stoppede ogsaa ved en flod, hvor vandet havde slebet en stor naturlig stensliske, som man kunne bruge som vandrutsjebane. Stenen var helt glat, saa det var bare om at kaste sig i og lade sig glide ned med hovedet eller foedderne foerst alt efter hvor modig, man var.
Sidste stop var ved en vulkansoe og derefter gik turen syngende hjemad under ledelse af den altid overstadige og glade Cousin Brad. Det var rigtig rigtig sjovt, og vi er naesten kommet til at savne ham og Gus the Bus, som havde en meget staerk personlighed. Paa vej ind i Cairns stoppede vi for groent lys, da Cousin Brad naesten ikke kunne baere at sige farvel til sin nye familie, men hjem kom vi da, traette efter en lang, men sjov dag.

Fra Cairns koerte vi mod Airlie Beach, hvor vi naeste morgen havde booket en sejltur til The Whitsundays. The Whitsundays er en oegruppe, som James Cook opdagede i 17hundrede hvidkaal paa White sunday (det har noget at goere med et bestemt antal dage efter paaske). Vi var paa et todages cruise paa SV Whitehaven, en fin sejlbaad i gammeldags stil. Vi var kun 14 afsted udover 3 besaetningsmedlemmer, saa vi havde masser af plads paa baaden, hvilket var skoent. Alle, inkl. besaetningen. var unge mennesker, saa vi havde et par rigtig hyggelige dage og moedte nogle rigtig flinke mennesker.
Foerste dag stoppede vi paa Whitehaven Beach (som baaden er opkaldt efter), hvor vi noed en eftermiddag paa stranden i et sandt tropeparadis med isblaat vand og kridhvidt sand.
Fra baaden var vi ogsaa ude at snorkle paa Great Barrier Reef, hvilket var smukt, men dog ikke kan maale sig med Koh Taos Tanote Bay. Dittes foerste snorkeloplevelse paa Tanote Bay maa siges at have sat en temmelig hoej standard, men smukt var det nu. Og saa kunne vi ikke helt lade vaere med at grine over forskellen paa at snorkle i Thailand og Australien. I Australien maatte vi skrive under paa en lang helbredserklaering, desinficere vores grej bagefter, og vi kunne endda faa nogle flydere til bedre at holde os ovenvande med. Ret stor kontrast i forhold til Thailand.
Sidste eftermiddag paa baaden fik Ditte lov at sejle. Skipper Anthony overlod roret til Skipper Ditte, og efter et par instruktioner udstak han en kurs ("saadan cirka den vej") og forlod saa Ditte ved roret. Imens havde Anthony travlt med at faa en havoerns opmaerksomhed. Han endte med at fodre den med et stykke skinke, som den greb i luften. Det var ret sejt, og alle stod paa daekket og kiggede benovet paa den store fugl.

Da Ditte efterhaanden havde vaeret kaptajn i over en time, mente Anthony, at vi var taet nok paa kysten til, at han hellere maatte tage over. Indtil da havde Ditte manoevreret baaden mellem to oeer og forbi en anden sejlbaad mod vores ankerplads, som hun ogsaa havde vaeret med til at bestemme stedet for.

Fra Airlie Beach gik turen mod Hervey Bay hvor vores naeste eventyr udgik fra. Vi skulle en tur til Fraser Island, og havde valgt en koer selv-tur i en firhjulstraekker. Turen startede med at vi paa vores hostel moedtes med de fem andre backpackere, som vi skulle dele bil og telt med paa oeen. Vi blev derefter plantet foran en dvd, der fortalte os, hvordan man koerer en firhjulstraekker og hvordan den opfoerer sig paa sand.
Fraser Island er den stoerste sandoe i verden, og der er ingen asfalterede veje, udover faa hundrede meter fra faergelejet. Derudover bestaar oeens infrastruktur af nogle bilspor paa stranden og nogle indlandsveje, hvor der kun er plads til en bil ad gangen. Sporene er fyldt med kaempe vandhuller og store traeroedder, der hvert andet oejeblik truer bilen med at tippe over. Vi var 7 mennesker i bilen, saa det var bare om at koere ordentligt. Det var sjovt nok kun drengene, der synes at det var vildt sjovt at koere.
Dvd'en, vi saa, inden vi tog afsted, indeholdt ogsaa en masse dingo-advarsler. Dingoerne paa Fraser Island er endnu farligere end dem i Kakadu, og da der har vaeret en del angreb fra dingoer, er det strafbart at fodre dem. Paa den maade vil de nemlig blive mere vant til mennesker og maaske en dag komme for taet paa og skade flere mennesker. I 2002 doede en 9-aarig dreng, fordi han og hans lillebror blev taget af dingoerne paa Fraser.

Da vi havde hentet campingudstyr og koebt mad til hele turen (supermarkederne paa Fraser er selvfoelgelig meget dyre), kom vi endelig afsted. Efter faergeturen koerte vi henover oeen paa nogle temmeligt daarlige veje, hvor man kun kunne koere omkring 20km/t. Vi bumpede afsted, og os bagi maatte holde godt fast for ikke at ryge op i loftet ved de stoerste bump. Heldigvis gik det aldrig rigtig galt - en af pigerne fik en bule i hovedet ved et af de stoerste bump, fordi hun roeg en halv meter op i luften, men det var ogsaa det vaerste, der skete.
Turagenten havde udstyret os med kort over oeen og en planlagt rejseplan, som vi fulgte, saa vi gjorde holdt ved smukke Lake Wabby, inden turen gik til det, der skulle vaere vores lejrplads.
Vi var to biler afsted, saa vi endte med at vaere 13 mennesker, der delte lejr. Det var rigtig hyggeligt, og der blev drukket en hel del 'goon", som er slang for papvin. Pap(hvid)vin er klart den billigste maade at blive fuld paa i Australien, da oel og alkoholsodavand er ekstremt dyr. Deraf foelger selvfoelgelig, at alle backpackerne drikker goon. Man mener, at ordet goon kommer fra et aboriginersprog og betyder pude, fordi den soelvpose, som vinen ligger i, naar man tager den ud af papstykket, ligner en pude.
Goon og masser af koed paa grillen gjorde, at Emil oplevede at vaagne midt om natten paa en temmelig ubehagelig maade. En af de to unge englaendere, vi delte telt med, havde nemlig valgt at toemme sit maveindhold ud paa Emils taaer. Der var ikke saa meget at goere end at faa soveposen udenfor og toerret af, alt imens en temmelig skyldigtudseende ung englaender undskyldte mange gange, mens han toerte op i teltet. Emil og ham var ogsaa ude at grave resten af opkastet ned, da dingoerne flokkedes om det som fluer paa et stykke sukker. Resten af natten kunne vi hoere dem luske rundt om teltet, tiltrukket af den dejlige lugt af opkast, men de kom heldigvis ikke indenfor.
De to engelske fyre i vores telt var sammen med en anden engelsk fyr i vores gruppe vaeldig flinke, men vaeldig 19-aars agtige mht. madlavning, opvask og andre praktiske opgaver. Til gengaeld kunne de berige med herligt engelsk slang som "blimey", som vi rent faktisk troede, at de kun sagde i Harry Potter.

Dagen efter var Emils foedselsdag, og Ditte vaekkede ham med et musik-kort. Han havde vist ikke vaeret saa artig, for det regnede temmelig meget, da vi koerte rundt paa oeen og saa dens flotte natur. Vi saa ogsaa en gammelt skibsvrag, som var skyllet op paa stranden for mange aar siden og nu var temmelig rustent.
Om aftenen delte vi igen lejr med den anden gruppe, og vi havde en rigtig hyggelig aften med stjerner, goon og hygge. Ditte havde koebt en masse glowsticks, som folk hjalp med at haenge op i traeerne omkring lejren, saa det gav et farvet stemningsfuldt skaer omkring os.

Det var nu ret rart at komme hjem fra Fraser og faa et varmt bad og faa rystet sandet ud af haaret. Dingoerne, myggene og kaempemyrerne savner vi heller ikke, men det var en god tur og en sej bil. Emil doebte firhjulstraekkeren "Jaws", som resten af gruppen hurtigt adopterede - den var great, den var white og den var farlig.

Fra Hervey Bay koerte vi til Caloundra, Emils yndlingsby fra sidst han var i Australien. Caloundra var dog ikke helt lige saa spaendende om vinteren, da det regnede, boelgerne ikke kunne surfes paa, og alle butikkerne var lukkede pga. et dyrskue! Vi boede heldigvis et rigtig hyggeligt sted, hvor vi slappede lidt af ovenpaa mange aktiviteter de sidste mange dage, og vi fik bl.a. set lidt af en af semifinalerne til melodigrandprixet, som de viser hernede en dag forsinket.
Vi koerte ogsaa en tur til Australia Zoo, som er Steve Irwins zoologiske have, hvor vi brugte en dag paa at ae koalaer, fodre kaenguruer og holde os paa afstand af de store krokodiller.
Herfra koerte vi til Brisbane, Australiens tredjestoerste by, og her befinder vi os nu. Vi har lige set et trylleshow fra en god gammeldags gade-goegler, og ellers brugt tiden paa at tulle lidt rundt i byen. Vi lader batterierne lidt op inden Los Angeles og nyder igen at lave vores egen mad, se Venner paa repeat sammen med resten af hostellet og have lange morgener, hvor vi ikke skal tidligt op at koere.

I morgen kommer vi nok til at bruge det meste af dagen paa at rydde op i og rengoere vores bil, inden vi skal aflevere den, og derefter finde et sted at veje vores tasker og smide ud, saa det passer med flyets tilladte 20 kg. Det bliver ikke helt nemt, men man kan jo glaede sig over, at det er vores stoerste problem - ingen eksamenener, rengoering, evindeligt graavejr eller kedsomhed.
Vi glaeder os nu ogsaa efterhaanden til at komme hjem til hverdagen, dens op- og nedture, studie og ikke mindst jer. Samtidig ser vi ret meget frem til USA og haaber, at sommeren i Danmark vaelger at titte frem senest, naar vi kommer hjem.
Vi haaber, I har det godt derhjemme med eksamenslaesning, flytninger og hvad der ellers roer sig.

Kaerlig hilsen Emil og Ditte