Hej alle mine kære.Jeg er da vist ikke lige det man kalder en haj til at holde denne blog kørende. Det lyder måske som en dårlig undskyldning, men jeg har bare ikke haft overskud til det. Min tid i Xela gik lynhurtigt. Efter en 5 timers undervisningsdag og 2 timers lektier, orkede jeg simpelthen ikke at skrive mere. Jeg håber I bærer over med mig. I kan jo glæde jer over, at det betyder, at jeg har været godt beskæftiget.

Mine første tre uger i Xela gik desværre med meget sygdom. Den første uge fik jeg pande/bihulebetændelse som betød, at jeg skulle have antibiotika. Min skole ICA har en gratisklinik til fattige guatemaltekere, som studerende frit kan bruge, helt fantastisk. Jeg kom så på en 14 dages antibiotikakur og på femtedagen blev jeg simpelthen så syg. Jeg troede jeg skulle dø. Jeg vil spare jer for nærmere detaljer, men kan sige, at det var maven. Kunne ingen ting spise og havde vanvittige smerter. På dette tidspunkt var det IKKE sjovt at være her. Jeg ville bare hjem. Ligegyldigt hvor gammel man bliver, vil man bare have sin mor, når man har det sådan. Jeg havde sådan hjemve og følte mig alene. Heldigvis har jeg simpelthen været så heldig med min familie i Xela. Min "mor" Sonia, kom ofte ind og så til mig og lavede havregryn og ristet brød til mig, som det lykkedes mig at holde i maven. På andendagen, måtte jeg stoppe min antibiotikakur og påbegynde en ny. Denne blev jeg heldigvis ikke syg af og efter tre uger i Xela følte jeg mig for første gang helt frisk. Det var fantastisk.

Jeg havde hjemmefra planlagt, at jeg ville arbejde frivilligt i kvindefængslet her. Dette droppede jeg imidlertid. En eftermiddag var en aktivitet med skolen at besøge fængslet. Vi var ca. seks studerende. Jeg mindes ikke hvornår jeg sidst har følt mig så utilpas. Jeg følte mig som en tilskuer i en zoo. Største delen af kvinderne sad bare og lavede ingen ting og vi skulle så selv gå rundt og tage initiativ til en snak. Jeg kunne mærke, at mange af dem ikke ønskede, at vi var der. Vi fik fortalt, at de godt kan lide det, når der kommer frivillige, fordi de så bliver beskæftiget. Men vi kom for en enkelt dag, for at se dem og fængslet, IKKE for at beskæftige dem. Vi kom for vores egen skyld og jeg følte virkelig, at jeg trådte ind over deres privatsfære. For at kunne snakke ordentligt med dem er du nødt til at skabe en tillid, og det tager tid.

Det er kun muligt at være frivillig tre dage om ugen, og jeg ville kun have mulighed for at være der et par uger. Derfor besluttede jeg at lade være og bare fortsætte med at tage spanskundervisning.

Min spansklærer er frivillig i fængslet og har været det i mange år, så han kender ret godt til forholdende. Vi har derfor talt meget om, hvordan det foregår. Han fortalte mig, at mange af fængselsbetjentene er korrupte. Smugler ting ind for penge, udnytter pigerne.

Mange af pigerne udøver afpresning inde fra fængslet mod mennesker der bor udenfor. Det er deres måde at tjene penge på. De får mad og drikke i fængslet, men skal selv købe sæbe, tøj og hvad de ellers skal bruge. Jeg valgte derfor at donere alt mit varme tøj, jakke og støvler, da jeg forlod Xela.

Der er flere kvinder, der har børn i fængslet, som de føder der. Børnene bor der så indtil de fylder fire år, hvor de så bor hos kvindens familie eller børnehjem. Det er simpelthen forfærdeligt. Og det rører jo virkeligt mit socialrådgiverhjerte. Børnene bliver overhovedet ikke stimuleret. Et barn på fire år kunne ikke snakke, en pige på to år, havde tydeligt ingen tilknytning, men flakkede lidt rundt for sig selv hos de forskellige kvinder. Og INGEN gør noget. En anden ting, der er meget tragisk, er at kvinderne og børnene selv skal betale for deres lægebehandling. Det betyder altså, at hvis et barn bliver sygt, er det bare ærgerligt. Lægebehandling er IKKE det kvinderne prioriterer for de få penge de har. En anden rystende ting er, at kvinderne bliver gravide mens de er indsat. Det er forbudt at have sex i fængslet, men mange af kvinderne er alligevel sammen med deres mænd, når de kommer på besøg. - og de bruger ikke nogen form for prævention. Det rystende er, at man fra regeringens side derfor har valgt at tilsætte jod i kvindernes mad, for at mindske deres sexlyst. Det lyder helt utroligt ikke!

På trods af, at det var en ubehagelig oplevelse at besøge fængslet, ville jeg ikke være det foruden. Det var grænseoverskridende ja, men også meget interessant.

Som jeg har skrevet tidligere, var der hver dag og hver weekend aktiviteter med skolen. Mine sidste tre uger på skolen deltog jeg dog ikke så meget. De havde været så hektiske de første tre uger, og jeg følte ikke rigtig, at jeg havde lært byen at kende, eller kunne mærke stemningen, kulturen. Det begyndte samtidigt at blive varmere, så jeg opholdte mig meget i parken sammen med nogle af de andre studerende, hvor vi om eftermiddagen sad og lavede vores lektier. Tror aldrig jeg har været så meget en mønsterelev , som jeg har været her.

To aftener om ugen tog mange af os ud og dansede salsa. Lærerne på skolen fik hurtigt nys om, at jeg var god til det og spurgte mig derfor om jeg havde lyst til at undervise de studerende en aften, som en af skolens aktiviteter. Det sagde jeg selvfølgelig ja til og det resulterede i to undervisningsaftener, da flere bad om en gentagelse. Jeg var ret stolt. Det var dog noget af en udfordring, da jeg pludselig skulle sætte mig ind i, hvordan man danser som mand. Men det lykkedes og det var FEDT.

Min spanskundervisning med min lærer Nelton, var fantastisk. Egentlig er det meningen, at man hver uge skifter underviser, men jeg valgte at fortsætte med Nelton alle seks uger. Jeg kunne simpelthen ikke have været mere heldig. Nelton er poet og går derfor meget op i poesi. Dette gjorde undervisningen meget interessant, idet jeg jo selv skriver lidt og elsker poesi. Mange af mine lektier gik derfor ud på at læse og analysere poesi. Virkelig interessant. Og så er spansk jo bare sådan et fantastisk smukt og poetisk sprog, så poesien her kryber virkelig ind under huden.

Nelton blev en rigtig god ven for mig. Vi havde mange interessante snakke om poesi, kultur, politik, filosofi, livet, kærligheden, ja alt mellem himmel og jord og så grinte vi meget, selv om han også var en hård lærer, der havde høje forventninger til mig. Men det var nu meget god tror jeg, men også MEGET HÅRDT.

Så kom tiden, hvor jeg skulle sige farvel til Xela og begynde at rejse rundt på egen hånd. Det var faktisk lidt med blødende hjerte, at jeg sagde farvel. Jeg havde det virkelig fantastisk i Xela. Jeg fik nogle rigtig gode venner der og uden tvivl vender jeg tilbage igen en dag. På min sidste dag i skolen modtog jeg mit diplom for min undervisning. Jeg vidste ikke selv, hvilket niveau jeg lå på, tænkte sådan middel, let øvet, men nixen - der stod sgu Avancado (Øvet). Ret sejt, synes jeg selv.