Profile
Blog
Photos
Videos
Min første destination efter Xela, var ikke helt på egen hånd. Tre piger fra skolen ville gerne med til min første destination. Vi tog af sted lørdag til det der hedder Lago Atitlan (Søen Atitlan) som skulle være et meget smukt sted. Vi tog til byen San Pedro. Nelton havde forberedt mig lidt på, at det var et skørt sted, "la lucura" som mange kalder det - betyder vanviddet. Da vi ankom, forstod jeg hurtigt, hvad han mente. Der var ikke mange guatemaltekere, men mange udlændinge fra mange forskellige lande, USA og Europa. Mange flygter fra en hektisk hverdag og ønsker at finde og dyrke sig selv. Det var lidt af et hippiested. Mange var så høje på marihuana og talte nærmest i slowmotion. Det var ret sjovt at overvære. Der var dog også mange, som bare dyrkede yoga, mediterede og spiste og drak helseting.
Vi overnattede her en enkelt nat og tog dagen efter videre til en anden by ved søen, som hedder Panajachel. Det skulle være et mere turistet sted.
Da vi ankom spiste vi frokost og de tre piger tog derefter bussen tilbage til Xela og jeg var nu HELT alene. Det kildede i maven. Jeg var rigtig spændt, men samtidig også lidt nervøs og følte mig faktisk også lidt ensom. Jeg besluttede mig for at tage ud, ja jeg møder jo ingen mennesker ved bare at bure mig inde på mit hotelværelse. Det var en hverdagsaften, så der var faktisk ret dødt. Jeg tog på den eneste bar, hvor der skete lidt. En rockbar med livemusik. Ikke lige min normale scene, men hvad fanden. Det var godt nok lidt grænseoverskridende at tage ud selv. Det havde jeg ikke prøvet før. Men ja, ret hurtigt kom jeg i snak med folk og endte med at spise lidt Guatemalsk natmad på gaden sammen med en lokal. Det er fantastisk med gademaden her i Guatemala. Det er lækkert og billigt.
Dagen efter rendte jeg ind i to fyre fra Californien, Dylan og Barry, som boede på samme hostel som mig. Dem hængte jeg ud med resten af aftenen/natten. Panajachel var ikke lige stedet for mig. Der var mange turister og mange tiggende børn. Det interessante var, at børnene er mayafolk og taler derfor indiansk. De kan nærmest ikke noget spansk på trods af, at de bord i et spansktalende land, men de kan engelsk, fordi de har lært sig det af at være omgivet af så mange turister og fordi det er nyttigt for dem, når de vil i kontakt med turisterne. Det ubehagelige var, at de blev ved med at forsøge at komme i kontakt. Kom hen til mig når jeg sad og spiste og ville ikke gå, selvom jeg sagde nej tak. Og man kan jo ikke undgå at få medlidenhed med dem, specielt når det er børn.
Dagen efter tog jeg til den sydlige kyst til byen der hedder Monterico. Det var VIRKELIG varmt her. For første gang sov jeg i et dorm (værelse med flere senge, hvor der sover flere mennesker af gangen) det var egentlig helt ok. Men f… hvor var det varm. Det var virkelig smukt der. En kæmpe strand og hostellet havde restaurant/bar med hængekøjer helt ud til sandet, hvor jeg lå og nød solnedgangen. Det ret ærgerlige var, at bølgerne og strømmen var så kraftige, at det ikke var forsvarligt at bade. Jeg kunne derfor kun gå ud til knæhøjde og jeg havde sådan glædet mig til at bade i havet. Men det var nu skønt med lidt afslapning og sol. Min første morgen der, tog jeg på en bådtur på en beskyttet sø, hvor jeg så solopgangen. Jeg kunne kun høre fuglenes sang. Det var virkelig ubeskriveligt. Så fredfyldt!
Da jeg kom tilbage kom jeg hurtigt i snak med andre beboere og om aftenen lavede vi et bål i sandet under stjernehimlen. Det var så smukt!
Efter to overnatninger her tog jeg til Antigua. Her rendte jeg igen ind i Dylan og Barry og jeg var så heldig at få en seng i deres dorm. Vi var alle tre helt smadrede efter en lang bustur, så det blev ikke en sen aften.
To uger inden jeg rejste fra Danmark, rendte jeg ind i en Guatemalteker, Nancy, som bor i Antigua. Vi mødtes til en salsafest i københavn, og jeg overhørte her, at hun boede i Antigua og havde en salsaskole. Vi udvekslede facebook, og jeg kontaktede hende derfor, da jeg ankom hertil. Det var så fantastisk, at dagen efter skulle der være en stor salsafest i Guatemala City. Her tog hun mig med. Jeg og otte andre kørte i privatbus til Guatemala City, hvor jeg dansede hele aftenen. s***, det var hårdt. Men virkelig sjovt.
Dagen efter gik jeg på opdagelse i byen, satte mig i pakken med en kop kaffe og virkelig lækker kage. Her kom jeg i snak med en ældre herre fra Antigua. Vi endte med at snakke i flere timer og han læste mine håndflader. Vi snakkede om personlige ting, som jeg aldrig ville drømme om at snakke med en fremmed om. Det var grænseoverskridende, men samtidig interessant og jeg tænkte, jeg kommer alligevel ikke til at se ham igen. Det var en skør oplevelse men som meget andet også ret sjovt.
Dagen efter tog jeg til Semuc Champey, som skulle være nogle fantastisk flotte kalkbassiner oppe i bjergene. På den ni timer lange bustur, faldt jeg i snak med en amerikansk pige, Eileen. Den første pige jeg mødte under min solorejse.
Vi ankom sent til hostellet og næste morgen tog vi af sted på vores tur til Semuc Champey og nogle underjordiske grotter, hvor vi også skulle bade.
Semuc Champey var virkelig så smukt, som vi havde fået fortalt. I kan jo se det på billederne. Det var dejligt at bade i det krystalklare vand. Efter vi havde tilbragt nogle timer her, tog vi til grotten. Her fik vi alle et stearinlys som vi skulle tage med os, da der var helt mørkt. Det var lidt uhyggeligt at svømme i mørket og svært samtidig at holde stearinlyset. For enden af grotten var der et stort hul med dybt vand, vi kunne derfor få lov til at springe fra klippen og ned i vandet. De første fyre klatrede op og sprang i en efter en. Der var ikke rigtig nogen af pigerne der turde, så jeg tænkte "så bryder jeg mønsteret". Jeg klatrede op og som jeg gjorde mig klar til at springe, så jeg hvor langt oppe jeg var. Tror der var fem meter. For mange er det måske ikke så meget, men for mig, der har højdeskræk, er det meget højt. Derudover var det helt mørkt, som gjorde det endnu mere faretruende for mig. Jeg var ved at springe flere gange, men stoppede op, som jeg var ved at give slip på klippen. Meeeeen, en to tre, jeg gjorde det sgu. What a rush. Det var SÅ fedt. Jeg elsker simpelthen at udfordre mig selv og overskride mine egne grænser.
Dagen efter skulle både jeg og Eileen til byen Flores for at opleve Tikal, de kæmpe mayatempler. Igen en lang køretur, på omkring 7 timer. Og der er IKKE aircondition i busserne.
Vi ankom til Flores, som er en meget smuk lille ø. Vi fandt et sted længere væk fra turistområdet hvor der var flere madboder og hvor lokalbefolkningen kommer for at spise. Det var så lækkert og hyggeligt og ikke mindst billigt.
Dagen efter tog vi til Tikal. Vi blev hentet i bus allerede kl. 04.30 om morgenen, fordi vi skulle være der tidligt, da der så er mest dyreliv at se.
Ruinerne var fantastiske. Det er specielt at gå rundt og forestille sig hvordan mayafolkene levede der for over 2500 år siden. Det er jo fantastisk, hvad de kunne udrette med håndkraft. Helt, helt utroligt.
Vi gik rundt i seks timer, tog alle "offpisterne", hvor der ikke er mange folk, i håb om at se flere dyr. Vi så aber, et dyr jeg ikke husker hvad hedder (ligner et forvokset marsvin) og en masse smukke fugle. Vi havde håbet at se en jaguar eller en puma, men desværre kom vi ikke til det.
Det var virkelig smukt og fantastisk, meeeen, det var så stort, ALT for stort. Kunne næsten ikke overskue at se de sidste ruiner og gå mere rundt.
Da vi kom tilbage og jeg skulle hæve penge for at betale min bustur til min næste destination "Livingston, Rio Dulce", virkede mit visakort pludselig ikke.
Jeg vendte hurtigt tilbage til hostellet og tjekkede min netbank. Her havde jeg modtaget en besked fra min rådgiver om, at de havde spærret mit kort, da der var mistanke om, at andre havde fået adgang til mine kortoplysninger. Jeg har åbenbart brugt det et sted, hvor de før har oplevet, at kort er blevet udnyttet. Jeg havde således ingen penge. Jeg ringede til banken, som under ingen omstændigheder ville åbne kortet. PAAAAANIIIIIK.
Jeg fik fat på mor, som måtte overføre penge til western Union. Problemet var, at den nærmeste Western Union var at finde i Antigua 9 timers bustur fra hvor jeg befandt mig og at busturen kostede 200 kr. Som jeg ikke havde.
Heldigvis mødte jeg to danske piger, Caroline og Maria, som ville låne mig penge, idet jeg kunne overføre dem til dem direkte via netbank. SÅ heldigt. Det betød så, at jeg måtte droppe min tur til det smukke Livingston, Rio Dulce og tage tilbage til Antigua, hvor jeg befinder mig nu, for at komme til en Western Union.
Alt dette gjorde mig noget negativ, men hvad fanden, det er jo alt sammen en del af oplevelsen.
Nu har jeg hævet mine penge i western union, fået fat på en dansker, som skal med på salsakurset i Cuba i næste uge. Min elskede mor afleverer så mit nye visakort til hende, så hun kan tage det med til Cuba. Hvor heldig kan man være.
Tak mor.
I morgen, tager jeg til et hotel her i Antigua, for at bade i deres pool og slappe af oven på den seneste stress.
Men, hold op hvor har det været fedt. Jeg elsker virkelig at rejse rundt alene. Det var svært den første dag, indtil jeg kom ind i rytmen med at møde nye mennesker og skulle være på. Men det er fedt ikke at være afhængig af andre og kunne gøre lige hvad jeg har lyst til. Det er fedt at udfordre mig selv og lære nye sider at kende om mig selv. Mærke mig selv, nyde mig selv og virkelig fornemme det land jeg rejser rundt i.
Jeg elsker Guatemala. Menneskene, deres varme, kulturen, musikken, maden, naturen. Jeg skal så meget tilbage igen!
Nu rejser jeg til Cuba på søndag og så vidt jeg kan forstå er internettet i ret dårlig stand der. Jeg ved derfor ikke, hvor ofte jeg kan komme på. Jeg ved heller ikke, hvordan det kommer til at fungere med min telefon, men skal nok give lyd fra mig, når jeg kan.
Jeg savner jer og elsker jer. Jeg har det helt fantastisk og nyder livet.
Kys og kram til jer alle sammen.
- comments
Putte Jeg er SÅ stolt af dig. Må ha' været det vildeste og hoppe i det vand. Og så alene på bar - modigt. Det er jævnt svært og sætte sig ind i alle dine oplevelser - prøver og følge med men det er svært - man kan hurtigt føle sig lidt udenfor. Men jeg elsker dine indlæg og dine små eventyr - lidt som en hyggelig dagbog, kommer der snart nogen slibrige detaljer;)? Dine oplevelser - de styrker dig og din karakter - også når banken pludselig spærrer dit kort- som forøvrigt er pisse træls! Godt du har din mutti:) Kys putte
Fernando Fantastisk læsning, det er så spændende at forstille sig alle dine eventyr ikke mindst fordi du virker så begejstret og fascineret af stedet. Jeg bliver helt nysgerrig og får så meget lyst til at opleve det du oplever :)