Well met danish infidels,

Her fortsættes følgetonen om Kong Isildur (Michael), Frodo (Jacob) og Gollum (Smeagol ((Kristian))) - og ja surprise surprise, selvom vi på ingen tænkelig måder minder om nørder, så kender vi godt til Ringenes Herre.

På trods af, det ikke er så frygtelig længe siden, vi har skrevet, har vi alligevel IGEN formået at gøre os berygtede på alle strækninger, som vi tilbagelægger - dvs. vores bil gør. Aldrig har en bil i mands minde haft dårligere accelerationsevner, hvinende bremser, manglende servostyring og et dyt, der minder om en hamster, der smadres med tennisketscher.

Nok om bilen og mere om os. Sidst, vi skrev, befandt vi os med 5 glas vin ved hånden - bravo - hvorefter bilen tog os ned gennem den nordligste del af New Zeland over Auckland og landede ved Waitomo Caves. Her betalte vi en stor slik for igen at komme på Cave exploring sammen med en guide og 3 overvægtige mennesker. I forhold til de tidligere grottebesøg, fik vi her mulighed for at abseile 27 m ned i grotten og klatre samme vej op igen, da turen var færdig. Inde i grotten blev frygt for små trænge passager gjort til skamme, da vi skulle kravle igennem små trænge huller mens guiden med en næsten sadistisk attitude tog billeder af vores kravlen - no s***. Vi kom samtidig på "rafting" - som i rafting, der var så stille, at du kunne tage en spiller uden at blive forstyrret. Her var der tale om vildledende markedsføring, og vi giver derfor New Zealand en chance til senere, for at vise sit rafting miljø. Det må blive når, vi engang kommer til Sydøen. Det var dog stadig en oplevelse, vi ikke ville have været foruden.

Efter denne lille udflugt tog vi mod nord igen og løb ind i Hamilton - en større by, der primært huser forbirejsende samt giver muligheden for en pubcrawl. I bogen beskrives nattelivet som værende pulserende, imødekommende og spændende, men det var langt fra det, vi oplevede. Vi var blevet løjet over for. En bog havde løjet over for os.

Det kan diskuteres, hvorvidt denne aften var den værste i vores liv eller ej. Byen var utvivlsomt pulserende - endda i høj grad - men da en af os greb chancen og kontaktede en pige, kiggede hun den anden vej og fløj videre med det hvide vendt ud af øjnene. Imødekommende: nærmere det modsatte. Det var et gevaldigt slag i kuglerne. Hvad angår spændende, så kunne vi ikke komme ind de steder, der var spændende. Dørmændende kiggede på vores converse-sko og gav os en lussing - det var no go. Så hermed kan det konstateres, at Hamilton egentlig er meget lig en kæmpe enorm bunke afføring. Vi er dog overbevist om, at Wellington, næste stop, giver os en federe natoplevelse.

Oven på sådan en ommer, kunne man da godt trænge til et bad - et mudderbad! Sådan et af slagsen fandtes ikke bedre end i Roturua, hvor også vores hostel var ganske indbydende med billige øl og hyggelige mennesker. Mudderbadet fandt vi i en park ved navn "Hell's Gate" - dedikeret til de vulkanske kilder - der gav byen sin mildest talt dårlige lugt. Det var en lugt, der kan sammenlignes med Michaels prutter på en dårlig dag. Parken indeholdte nogle forskellige søer/damme med forskellige temperaturer og dårlig lugt af forskellig grad. Da rundturen var ovre, nedsænkede vi os selv i et bad med muddervand, hvor vi hyggede os en 20 minutters tid med sensuel mudderindsmøring og dyrisk mudderkastning, indtil vi blev jaget over i svolvbadet. Her måtte vi sidde, lige indtil vi besmimede, men Jacob og Kristian hoppede dog op tidligere til Michaels store ærgrelse.

For at slippe væk fra Roturuas stank, flygtede vi ned til Taupo med dertilhørende sø. Her blev vi indlogeret på Rainbow Lodge, men pga. tidligere dages dovenskab, mente vi, at tiden var inde til en gang fysisk udfordring og valgte derfor at bestige det nærtliggende bjerg på ca. 1200 m. Selvom bjerget ikke var videre højt, fik det dog pulsen op at ringe. Michael valgte at sprinte op ad bjerget og efterlade Kristian og Jacob et stykke længere bag sig, der ikke var så vante til bjergbestigning - Jacob svedte. Kristian dejede i bukserne. Toppen blev dog nået, udsigten nydt og bananerne spist. Jacobs banan var lidt slatten og udsplattet og røg ud til højre.

Dagen derpå stod på afslapning på stranden og golf. Vi har her overladt golfafsnittet til vores allesammens Jørgen Leth:

"Køllekamp"

'Golfsporten. En sport domineret af køller. En sport, der nydes i samkven med gode kompaner.

Det er sporten, hvor mænd svinger gokkestokken og smutter bolden i det mørke hul.

Kun én vinder. Kun én, der først borer sig ned i de jomfruelige hullers sødme. Det tiltaler mig. Hullet tiltrækker mig.

Og det er ikke bare one-night-stands - det er hole-in-ones.

Ikke blot ét hul. Flere huller. Jeg ejer hullerne. Det er mine mørke huller.

Når køllen svinges, er der mystiske kræfter på spil. Nogen ville kalde det magi. Jeg kalder det liderlighed.

Når køllen svinges, og bolden ryger i hul, føler jeg noget subtilt. Det er en orgasme. En organisme-spasme.

Jeg afleverer køllerne. Der mangler noget. Der mangler noget i mine hænder. Noget langt og hårdt.

Derhjemme venter kokkens datter. Åhh.'

Mens Jørgen vendte hjem, tog vi videre mod Tongariro National Park. Her havde vi forhørt os omkring et heldags-trek, hvor man fik mulighed for at bestige det sagnomspundne og eventyrlige vulkan Mount Doom (a.k.a. Mount Ngauruhoe). Vulkanen hvori Sauron i al hemmelighed støbte en ring til at kontrollere alle de andre ringe. Ringen der senere blev erobret af Kong Isildur. Ringen som Frodo blev sendt ud for at destruere i selv samme bjerg - med Gollum lige i hældende. Vi er ikke nørder. Nørder er vi ikke.

Tongariro Alpine Crossing, som trekket hed, bød på en 19,4 km lang gåtur rundt i Tongariros fantastiske omgivelser, hvor vi 1/3 igennem - helt ekstraordinært - valgte at begive os op af den 2240 m høje vulkan. Her måtte der blod, sved og tårer til for at nå toppen. Udsigten var dog hele opturen værd, hvor en skyfri himmel var med til at give den mest spektakulære udsigt ud over Tongariro. Det tog halvanden time at komme op og 20 minutter at komme ned - vi røg meget på røven og Jacob fik nogle stolte skrammer på knæ og skinneben. Herfra var der ca. 13 km tilbage, der, på trods af sine mange smukke områder, destruerede vores fødder og Kristians nakke - grundet den bagende sol. Efter sådan en mandetur kan man kun forvente et festmåltid af dimensioner for at fejre viljestyrken og modet, der bragte os fra start til slut - Baked beans med kogte nudler. Suk..

Ovenpå denne lange smøre vil vi konkludere følgende: We're having a ball!

Pt har vi indlogeret os på Tamara Lodge, hvor Michael og Jacob oplever Kristians musikalske kundskaber - de er skuffede.

Helbredsrapport: Michael har skåret i sin finger, Jacob har smadret endnu et par solbriller og Kristian er mere rød end nogensinde før.

Vi savner jer en smule.

OG SÅ SLIK MIG DOG FOR SATAN OG STIK MIG ET GLAS BOURGOGNE, LETH!