Hej landet, der sætter pris på en god leverdreng og en lækker frikadelle - forbandet være New Zeland. Landet uden deller!

Det er efterhånden gået op for os, som de matematikfanatikere vi er, at der er en fint aftagende ekspotentiel sammenhæng mellem længden af opholdet i dage (x-aksen) og mængden af blogindlæg pr. uge (y-aksen) . Til jer der sidder med verdens største spørgsmålstegn hængende over hovedet, betyder det, at vi lige så stille er ved at være skide ligeglade med jer - teoretisk.

Praktisk talt prøver vi så vidt muligt at stille jeres lyster over for vores kunstneriske samt voldsomt humoristiske og til tider en anelse vulgære fremstilling af just-another-day-in-paradise.

Eftersom der nu er gået 2 uger siden sidst, fandt vi det nu passende i vores pt ikke-sobre tilstand at berette om nyeste bedrifter.

Grundet dette store blog-interval, står vores ældste minder og oplevelser en smule tåget i erindringen. Vi undskylder derfor på forhånd, hvis den følgende fremstilling virker en smule overdrevet/decideret idiotisk. Se allerede, hvor meget plads vi har brugt på at forklare det her - pis.

Nok om det, og mere om os - vi er jo trods alt jordens epicenter.

Efter vores hyggelige ophold i Whanganui, som indebar en yderst hyggelig aften med fish'n'chips og biffen, fandt vi vores vej til Wellington. Her blev vi vel mødt af en ordentlig regnskylle, samt et afslag på byens Base hostel - fail som sædvanlig. Vi fandt dog ud af, at siden vi i forvejen havde lavet en 10-dages aftale med Base hostels, så SKULLE de give os logi - hvilket resulterede i, at vi fik "suiten". Kæmpe senge, fjernsyn og gratis kaffe - og sørme om solen ikke også kiggede frem et par timer senere. Tingene begyndte så småt at flaske sig efter vores behov. Udover diverse restauranter, museumer og en enkelt botanisk have besøg, var det primært natttelivet, der optog os - dog ikke de utallige Draq-queens, der samtidig spankulerede rundt i gaderne. Ikke desto mindre husede Wellington langt flere hyggelige og åbne mennesker, selvom de 10 hunkøn, vi prøvede at spille Buffalo med, aldrig rigtig fattede det - dumme dumme hunkøn. De var også englændere.

Et par dage senere måtte vi se vores elskede bil slået, da den nægtede at krydse havet mellem nord- og sydøen. Her måtte færgen tage over, som også bragte bilen frem i god stand. Vi andre dødelige måtte dog fryse os halvt ihjel på den kolde, kolde færge og gå i land med kedelig snue.

Man siger typisk, at vejret på sydøen er dårligere end på nordøen, men dette blev dog gjort til skamme da vi ankom til solskin og godt vejr, og indtil d. 13 februar har vi ikke haft en eneste regnvejrsdag.

Ny ø, nyt vejr & ny vin - masser af vin. Dette kunne Malboroughs vinområde bidrage med i lange baner, og hvilken bedre måde er der at udforske de utallige vingårdes sødme i området på end på cykel. 9 vingårde, 5-6 smagsprøver á 1/6 glas pr. vingård.

Vi antager at 1 glas vin er lig med 1 genstand, og at der går 6 glas på én flaske.

5,5 smagsprøver

1/6 glas pr. vingård

9 vingårde

5,5/6 * 9 = 8,25 genstande pr. person

= ca. 1,5 flaske pr. person.

Cykelturen blev besynderligt nok sjovere og sjovere hen på dagen. Vi kan berolige jer med, at vi bar cykelhjelme - ellers kunne vi have fået en bøde.

Med vinen stadigt skvulpende i tarmen, drog vi vest på, hvor vi havde forhørt os om byen Nelsons lækre beliggenhed hvad angår strandmiljøet. Det var dog ikke stranden, vi vil huske Nelson for, men det hostel vi tilbragte tiden på - Paradiso. Navnet giver tydelig efterklang af en dårlig kliché, men ikke desto var det, hvad det var - paradis. Pool, volleyball, spa, verdens dårligste BBQ og de bedste festmennesker, vi endnu har stødt på. Paradisos store profil den uge, Jonny, som nu havde festet igennem 6 dage i træk, skulle nu på flasken for sidste gang, inden han drog videre. Dette krævede en sublim farvelfest, som de 3 danere det meste af aftenen påtog sig ansvaret for. Med en ordentlig omgang kasse-vin fik vi hele 45 mennesker til at adlyde os i den største drukleg, man has ever known. Jonny var mere end fornøjet - vores danske druksange var i hvert fald en stimulering i hans lattermuskel. Hans objektive vurdering af aftenen giver stadig genlyd i vores øre:

"Last night was epic! You motherf***ers are insane! I love you danes!"

Senere ramte vi byen, men what happens in Nelson stays in Nelson - dog kan det være, vi afslører det hjemme i DK. Vi kan dog sige så meget, at tømmmermændene hamrede derudaf hele søndagen.

Efter sådan en omgang byliv og druk, mente vi at tiden var inde til nye omgivelser, nye oplevelser og nye historier. Derfor tog vi fire dage afsted på kayaktur op langs Abel Tasman National Park, med kayakerne pakket med dåsemad, nudler, løg?, telt og sovepose. Fire dages Commando.

Det hele startede da også udemærket, indtil vi rendte ind i "The Mad Mile", der skulle vise sig at leve op til sit ry. Her fandt vi, at både strømmen, vinden og bølgerne var imod vores videre fremfærd. Men som ægte vikinger gav vi ikke op, men fortsatte taktfast i halvanden time, indtil vi kom rundt om den sidste pynt og landede ved turens første stop: Anchorage Bay.

De næste dage havde vi dog betydeligt bedre vejr, med høj solskin, smukke strande og sæler i massevis. Sidstnævnte viste sig at være særdeles legesyge og stillede gerne op til fotografering.

Men det var ikke alle, der var lige glade for vores primitive liv. Jacob og Michael brugte en god del af tiden på at brokke sig over dårlige rykke og andre skavanker. Kristian påstår stadig, at han aldrig brokkede sig - liar liar pants on fire! En ting stod dog højest på vores hadeliste: Sandflies! Verdens mest irriterende og dummeste insekt til dato. Vi klasker 300 små bæster om dagen og allligevel vedbliver deres brødre og søstre med at stikke vores sarte hud. Det værste var dog, at jo længere nordpå, vi kom, jo flere sandflies var der, og vores antal af stik udviklede sig også ekplosivt, indtil vores fødder lignede nuprede skinkelår.

Man kan derfor sige at turen gav et lidt blandet indtryk, da vi både oplevede New Zealands naturs bedste og værste sider. Men på trods af det, var det en oplevelse, vi ikke ville have været foruden.

Næste stop på rundrejsen var den lille guldgraverby Murchison. Guldfeberen har dog forlængst lagt sig og de lokale har fundet på noget meget mere interessant at bruge de lokale omgivelser og især floden Buller Gorge på. De hurtige har sikkert gættet det og ja, det er rafting, vi snakker om her.

Dagen efter tog så alle tre afsted inklusiv en ældre tysk dame og et tyrkisk ægtepar, samt vores guider Simon, cool fyr med det sygeste fipskæg(t) set i mands minde og den svenske udvekslingsstudent, hvis navn er gået tabt. Vi kalder ham Jørgen for nemhedens skyld.

Kristian og Michael satte sig bravt forrrest i gummibåden, frygtløse over for de farer, der skulle lure forude. Vi startede med et par øvelser, som vi selvfølgelig udførte med bravur, og kastede os derefter ud i de første rapids (steder hvor vandet løbet hurtigt og kaotisk, som en masse små vandfald). Bagefter stilnede floden lidt af og vi hoppede glade i vandet og lod os flyde med strømmen, samtidig med at Simon prøvede at være sjov og komme med et par fortællinger om floden og omgivelserne. Sådan skiftede det egentlig hele vejen ned, med rapids, svømmeture og til sidst afsluttede vi med et cliffjump på 9 meter, som det selvfølgelig kun var de tre musketere,r der sprang fra. Artemis miskalkulerede dog springet og ramte med en del af ryggen - Awesome! Måske de fedeste to timer på hele turen.

Om aftenen stod den på pizza, hvor vi alle sammen blev overmætte og Kristian blev svinet til af tjeneren, der mente

han var en svans (hvilket han var), fordi han levnede et stykke pizza. De to andre var enige og Kristian måtte af frygt for sin ære klemme det sidste stykke ned.

Ovenpå dette overdådige måltid måtte der jo øl til. Masser af øl. Og dem fandt vi let i den næste by Greymouth, der var hjemsted for bryggeriet Monteiths - ølsmagning here we go. Her fik vi verdens mest monotone og jeg-har-lyst-til-at-slå-dig-i-hovedet-kælling-agtige rundvisning. Aldrig har en guide været så øretævendeindbydende for sin latterligt kedelige og mekaniske fremvisning af bryggeriet. Lyder det kedeligt? "Good question, very good question!", som hun ville sige. Dumme lorteso. Men der er ikke noget, som øl ikke kan kurere. Især øl i store mængder - her snakker vi naturligvis om hele rundvisningens omdrejningspunkt: ølsmagningen. 7 forskellige øl og et kvarters fri bar udnyttet til sidste dråbe. Hvorfor blev vi fulde? Det spørger vi stadigvæk os selv om.

Pt befinder vi os ved Fox Glacier (stedet hvor der er en stor klump is, som udvider sig). I dag har Kristian besteget et bjerg, mens Jacob og Michael fejlede i at bade i den lokale sø, fordi den husede Kongen af Ål - Benno. I morgen står den på heldagstur på gletscheren samt skydiving fra Michael og Jacobs side - fordi de er rige og har mange underbukser med.

Helbredsrapport: Michaels seng er for lille, Kristian drikker vin & Jacob har taget på.

Vi hører i har fået sne - igen igen. Vi har sol - altid.

OG SÅ SLIK MIG DOG FOR SATAN OG STIK MIG ET GLAS BOURGOGNE ELLERS ER DER INGEN KOKKEDATTER, JØRGEN!