18 maj -

I dag har været en dag fyldt med krig og rædsel. Jeg startede med at besøge et palads som er et symbol på vietnamkrigens afslutning. Man siger at de nordvietnams tanks brød gennem muren til det palads (præsidentens palads vidst nok) så stoppede krigen. Det sjove ved paladset er at man har ladet de gamle ting være i bygningen. De har renoveret stedet pga bombningerne, men ellers er alt som det var da nordvietnam brød gennem muren.
Efter besøget i paladset tog jeg på krigs museum for at se Vietnam krigen fra vietnamesisk side. Jeg har før set mange billeder og hørt historier fra krigen, men man bliver alligevel ramt af en masse følelser når man ser billeder fra krigs ofre. Både ofre fra under krigen men også fra efter krigen. Museumet er bygget op på den måde at man i stue etagen ser krigen fra vietnamesiske børn synsvinkel. Der efter ser man hvordan hele verden demonstrede i mod Amerika og deres møde at føre krig på. På første etage så man så billeder og læste historier fra krigen. De historier som jeg synes var de værste var dem hvor kameramændene fortalte hvad de så og følte mens de tog billederne. Og hvad der skete lige bagefter. På anden sal var der så billeder og historier af efterkrigstiden. Næsten mere forfærdeligt at så mange personer skal lide i så mange år efter krigen er afsluttet. Der er mange der får skader efter gamle miner og usprængte bomber. Hoveddelen af eftervirkningerne er dog fra alle de kemikalier som amerikanerne brugte til at brænde af med eller bare til at slå planter og træer ihjel med. Alt det endte i floderne og i grundvandet. Mange mennesker lider på baggrund af det.
Uden for hovedbygningen var der et fængsels museum hvor de viste levevilkårne for fangerne som mange af dem var i fængslerne i mere end 10 år. Og de viste tortur metoder. At nogle mennesker kan udføre den slags pinsler mod andre mennesker har jeg aldrig forstået. På nogen måde. Det er det mest sindsyge at kunne udføre det, men også at finde på det. Nogle af dem er logiske på fund mens andre kræver noget mere fantasi at finde på. En tortur metode er hvor man barbere toppen af hovedet, binder krop og hoved og alt fast så man ikke kan bevæge sig. Der efter lade man vand dryppe det samme sted på hovedet, uafbrudt, indtil den i fangentagende giver op.
Alt i alt var turen på museumet en skrækfyldt tur. (Ved ikke om skrækfyldt er et ord. Begynder stille at miste lidt ordforråd på dansk, når det eneste danske jeg tænker, skriver eller siger er det jeg skriver her i bloggen). Museumet var i hvert fald noget der ramte mig. Det var hårdt at se. Specielt billederne fra under krigen og af fangerne i fængslet. Man kan slet ikke forstille sig de tanker disse menneskers hoveder har været fyldt med. Men bare rolig billedet til denne blog er ikke et jeg selv har taget, men det er et af de mest berømte og betydningsfulde billeder i historien.
Lige nu ligger jeg i en sovebus. De her sovebusser bliver værre og værre og det værste er at den her sovebus ankommer til Mui Ne, mit næste rejsemål kl 2 i nat. Fantastisk tidspunkt at skulle ud og finde hostel på. Håber i den grad at bussen bliver forsinket. Bare en 4-5 timer. Skal jeg nok ikke sætte næsen op efter.