Profile
Blog
Photos
Videos
Lille intro: Vi er kommet videre i programmet og har overlevet verdens største jungle og kontinentets største by, hør selv hvordan:
Søndag ringede vækkeuret kl. 6, hvor vi stod op, trætte, fedtede og rigtig spændte på jungleeventyr. Efter bad - hvor man alligevel bare kom ud, som et stort fedtet bolsje - og frisk frugt, stod den på en 3-timers lang køretur med vores junglegruppe, hvor der heriblandt befandt sig en Schweisisk non-stop-keep-on-going-bla-bla-bla-fyr. Her kræves der tålmodighed. Derudover bestod vores gruppe af et par fra Rio, som havde valgt at medbringe en trolley, en finsk mand, en fransktalende pige fra Canada og en dreng og en pige fra Østrig, som ikke er et par - selvom drengen dog havde håbet på at det ville ændre sig på turen. Vi blev sat af ved floden, hvor et par både og et par guides ventede på os, som så skulle sejle os til vores lodge i junglen . Efter en times sejlads, gik vi med ømme bagdele op til vores lille hyggelige hytte for at pakke ud og kigge lidt på de mange ørne, der fløj henover træerne. Efter frokost blev vi sejlet ud på floden, hvor vi med lange snører, kroge og friskskåret fisk prøvede at fange nogle piratfisk til aftensmaden. Selvom vi ikke selv havde meget held med os, lykkedes det vores gruppe at hive fem stykker i land, så vi blev også mætte den dag. Om aftenen blev vi igen sejlet ud på floden, hvor massevis af flyvefisk lyste i forbifarten i lyset fra vores lygter. Der blev efter en del lusken hapset en lille krokodilleunge fra flodbreddens mudder, som vi blev belært kyndigt om og fik lov til at holde. Da de andre var smuttet i seng gik vi på egen hånd en nattur ud på en ryddet junglesti, hvor den smalle lyskegle fra vores lygte, dusinvis af bittesmå ildfluer og junglens tusinde nattelyde var vores eneste selskab. Meget intenst! Hjemme i hytten ventede en kæmpe lysegrøn knæler på os, der blev fotograferet i hoved og røv.
Mandag blev vi vækket meget tidligt for at se solopgang fra floden over junglen, og en delfinfinne på afstand blev det også til. Efter morgenmad skulle vi så ud på en lille tretimers vandretur i junglen, hvilket ikke helt gik som planlagt. Efter halvanden times tid, hvor vores guide ofte stoppede og fortalte os om det vi så og hvad stammefolket brugte det til, blev han mere og mere mut og begyndte at bruge sin machete (underamslang junglekniv) mistænkeligt meget for at komme frem. Da han en time efter stoppede og sagde: "I lost my trail, man," begyndte stemningen for alvor at blive trykket og det hjalp ikke på situation at han blev jagtet og stukket i øjet af en hveps få øjeblikke efter. Det skal lige nævnes at Dani heller ikke undgik hvepsenes vrede og blev stukket på hånden. Hun er okay og hånden sidder stadig på. Det blev til syv timers uforberedt, uendelig vandren i 40 graders varme og med en ikke-eksisterende vandforsyning. Amazonasjunglen er ikke det optimale sted at fare vild, især ikke når guiden, hverken har en gps eller en nødtelefon med sig til tilfælde som dette. Vi klarede dog skærene ved pludselig at støde ind i en lille flod, som vi kunne drikke af og følge ud til en større flod, hvor en lokal mand venligt sejlede de europæiske svedige rosinvæsner tilbage til vores bo. Den planglagte overnatning i junglen blev af gode grunde udskudt til dagen efter, så vi nøjedes med at slappe af og komme til kræfter igen ved at svømme lidt rundt i den kølige, piratfiskfyldte flod og spise frokost og aftensmad inden for tre timer. Aftenen blev afsluttet med en kombination af bål, flodbred og øl.
Tirsdag travede vi to timer ud i junglen og slog lejr, samlede brænde og hængte vores medbragte køjer op, hvor vi fik os en kort siesta efter den fabelagtige frokost bestående af ris og bush chicken tilberedt over bål. En lille svømmetur i vores nærliggende, naturlige kildevandspool kunne det også lige blive til, inden vi på ny tog på junglevandring. Denne gang uden at fare vild! Vi kom forbi enorme træer, så uendeligt meget vildnis og hørte (næsten så, hvis ikke det havde været for en hvis person i gruppen, der ikke kunne tie stille) vildsvin og aber. Vi så dog en meget vred lille slange og nogle meget passive, men virkeligt store, edderkopper. Tilbage i lejren blev der kogt ris og grillet pølser over bålet, hvorefter der blev delt historier fra nær og fjern i selskab med to flasker medbragt vin, en flok flagermus og en hulens masse insekter..
Onsdag pakkede vi vores sager, drog tilbage til vores junglelodge uden at fare vild, fjernede 14 flåter og 42 torne fra hinanden, spiste frokost, solede os ved floden med fødderne i vandet (jaaaa) og hjem til forfærdelige Manaus gik det via båd og iskold bus. Busselskabet havde på forunderlig vis, stavet vores navne helt og aldeles forkert, på trods af at vi havde oplyst dem om vores pasnummer og fulde navn skrevet med fine blokbogstaver. Nederst i bloggen afslører vi navnene. En ting I skal vide om Manaus er at den har 1,7 millioner indbyggere, men har et centrum, der kunne tilhøre en hvilken som helst by i Danmark med omkring 15-20.000 folk. Okay den har en havn, et par kirker og et teater, men det har Thisted også. Forskellen er bare at en by som Thisted har spisesteder, der er ikke er lige ved at lukke eller ikke har mere mad, ikke lugter 24 timer i døgnet og heller ikke har en luftfugtighed, der lægger sig som en kvælende dyne over enhver dum nok til at gå rundt udendørs. Vi fik verdens dyreste pizza og gik i seng.
Torsdag forsøgte vi desperat at lede efter noget interessant at se i Manaus, og vi startede med at bruge to timer på at finde et sted, der kunne servere os noget, der lignede morgenmad: En toast, varmt brød med smør og en (indrømmet) eminent frisklavet avocadojuice. Som I nok allerede har gættet, lykkedes det ikke at finde noget interessant, hvilket fik en frustereret Dani til at udbryde midt på åben gade: "Jeg ville ønske, jeg kunne sparke til hele byen!".I stedet fik vi ringet lidt til folk derhjemme, så en præsidentdebat og ventede på vi blev kørt til lufthavnen, hvor vores fly til Sao Paulo tog afsted lidt over midnat.
Efter få timers søvn i et kummefryserkoldt fly, tog det to timer at komme ind til Sao Paulo centrum og vores hostel i bus. Det skal lige siges at Sao Paulo er Sydamerikas største by med omkring 20 mio. indbyggere. Efter lidt urban exploring fandt vi en lille hjørnecafe, hvor vi kunne få noget morgenmad. Dani var eventyrlysten og bestilte en kaffe og et eller andet ingen af os havde den fjerneste ide om hvad var. Det viste sig at være skummet, brunt og blev serveret i en lille plastikkande. Efter en leende engelsktalende lokal havde forklaret os, at det var "black beer", en slags tyk tømmermandsdrik bestående hovedsageligt af æg og brun, blev der også lige plads til noget ristet brød med smør. Efter dette lille madeventyr, gjorde vi MASP et besøg, som er et spændende kunstmuseum med Monet, gamle tegninger fra 1700-tallet, polaroider og mærkelige skulpturer. Vi gik rundt med armene over kryds, som ægte, seriøse kunstelskere kigger på kunst, men det var dog mest på grund af kulden, vi gjorde det.
Vi fik fordøjet al kunsten, ved at gå op og ned af en stor gade, hvor der befinder sig flere små og store shoppingcentre. Pludselig står vi overfor en lille biograf i et af disse centre og her siger vores indre filmnørder, at tiden er inde til at finde ud af, hvad der sker i filmverden. Første film på aften hed Cosmopolis. God, men den slukkede ikke helt vores filmtørst, så det blev til en nummer 2 film, lidt over en time efter slutningen på den sidste; Lawless. Begge kan anbefales, selvom man går en smule forvirret ud af salen fra den første. Næsten filmmætte og meget trætte, var det så på hovedet i seng!
Friske og veludhvilede spiste vi lørdag, morgenmad på hostel og derefter tog vi på udflugt i kæmpe Sao Paulo. Vi lagde dog ud med et par timers søgen efter busbilletter til Foz do Iguacu - billetkontoret til vores udvalgte busselskab fandtes ikke. Med de værste forestillinger om 17 timer i en skramlebus med skrigende børn og klukkende høns (både ældre damer og de bevingede), købte vi dog opgivende billetter hos et billigere busselskab. Herefter gik turen til Liberdade, asian town - en form for fake China Town. Der var ikke meget at kigge på, andet end japanske gadelygter og flere japanske restaurenter end sædvanligt. Priserne er dog lidt høje med hensyn til mad, så efter lang frokostsøgen, blev det japansk streetfood: Æbleskiver med rejer og en gang spaghetti. Sao Paulo er en buisness by, så generelt har byen ikke meget at tilbyde af seværdigheder. Men, de har mange biografer. Så ja... vi tog i biografen igen. Efter gang ind til centrum, hvor der var høje bygninger og store kirker, konstaterede vi, at vi kunne høre biograferne kalde på os. Ja, filmen var rigtig god (The perks of being a wallflower). Så meget tilfredse, vendte vi tilbage til vores hostel. Vi fik bikset engang pasta med tomatsauce sammen (muuums) og begav os herefter ud i Sao Paulos natteliv med hostelfolket. De havde inviteret os med på rockbar, hvor der var livemusik og skarpe priser på brasilienske drinks - betal for én og få to - én drinks pris, var så det samme som, hvis man købte to et andet sted. For dælen, et tilbud! Anyways, humøret var højt, da vi tog videre op ad gaden og for første gang blev introduceret for bagagerumshotdogs, yderst lækre! I søgen efter et nyt sted, havde vi ikke forestillet os, at det skulle foregå i en garage i selskab med taxachauffører. Ærligt talt, det var det fedeste! En taxachauffør havde sat gang i en fest i sin garage, som vi går forbi. En enkelt mand bag keyboardet og to med mikrofoner står og fyrer den af med brasiliansk "dansktop" og 3 personer danser. Kort tid efter, befinder vi os alle dansene rundt i garagen sammen med dem - hurtige rytmer, latter, chokoladesnaps og de gladeste mennesker fyldte resten af aften. Vi gik meget glade i seng kl. 5!
Søndag, blev det til et par kiks til morgenmad, før vi smuttede ned forbi Fnac - en stor og lækker butik med elektronik, bøger musik og café. Et par ørebøffer skulle købes til Dani, i tilfælde af råben og skrigen fra børn og ældre på den lange bustur til Iguacu. Før vi vendte tilbage til hostellet, satte vi os på en Café Creme og glædede os til lidt godt og mættende mad. Men nej, en skål til Dani fyldt med smeltet ost, som skulle forestille at være suppe blev det til. Dumme kolde pomfritter med en dum burger fik Steffen. Altså... med lidt maveknep, fik vi os ellers gået op til bussen og med lidt forsinkelse, kom vi så afsted.
Ingen skramlebus med skrigende børn eller klukkende høns - i stedet, lækre sæder og sovende folk! Sådan! På trods af en meget larmende familie, som bumler ind i en sovende bus klokken lidt for mange om natten og rykker rundt med Steffens sæde, så var turen nu meget stille og rolig. Dani kunne dog ikke sove. Det var simpelthen for spændende at ligge med røde øjne og lytte til folks småsnorkeri. Hun har stadig ikke kunne sove ordenligt. Vi håber, hun snart bliver træt nok.
Nu befinder vi os ved Iguacu og smukke, meget store vandfald, som I kommer til at høre alt om i næste udsendelse af Dani og Steffi på tur! Håber I alle har det godt derhjemme!
Hilsen Stetfer Poulen og Daniela Elneth.
- comments
Ulla Hej med jer, en fornøjelse at læse med :) Hvor er jeg glad for at I kom helskindet ud af junglen igen. Ulla
Mor Kære begge - rart at høre fra Jer; uha da ... sikke en tur i junglen; godt I kom ud i god behold. Ellers ser det ud til, at I fortsat nyder jeres store rundrejse. Her 'hygger' vi med kulde og snot. Pas nu fortsat rigtig godt på hinanden - beijinhos Mor & finn