Profile
Blog
Photos
Videos
Hej igen, her er vi med det sidste nye fra den sydlige del af kloden:
Mandag ankom vi om formiddagen til 30 grader varmt Foz de Iguacu, vores sidste tilholdssted i Brasilien. Efter check in og bad på hostel, fandt vi en lille arabisk café, hvor vi fik delicious frokost. Med maverne fulde, var vi klar til afgang mod en masse vandfald, der ligger en halv times buskørsel derfra. Men før de store vandfald, var planen, at vi skulle besøge en masse vilde fugle i en form for fuglepark. Desværre tog vi det lidt for givet, at sådan et turistet sted, som Foz de Iguacu tager imod visa, så fuglene kom ikke til at se os, desværre. Vandfaldene - det vigtigste - kom vi dog til at se og de var virkelig flotte. Hele tiden havde vi en trang til at gå off road, nu hvor vi havde vænnet os til se naturen på meget nært hold og fare vild i Amazonas. Vi nød det nu alligevel, uden at være rebelske, og udover de mange vandfald fik vi set mange dyr, der var så vant til mennesker, at de rendte rundt på stierne. Hundredvis af sommerfugle fløj også rundt omkring, deriblandt en giftig en af slagsen. Har de åbenbart også i Iguacu. Tilbage på hostellet, finder vi ud af, at Foz de Iguacu faktisk har et supermarked, så vi handler ind til lidt let aftensmad, løber hjem i regnvejr og bikser maden sammen i hostellets køkken. Trætte og mætte, droppede vi poolen i regnvejret og sagde i stedet godnat.
Tirsdag pakkede vi igen vores sager sammen, som vi egenlig allerede havde spredt udover hele værelset. Taskerne fik lov til at blive låst inde på hostellet, mens vi tog afsted til Itaipu, en kæmpe dæmning, og et af verdens allerstørste kraftværker (målt på watt-produktion). Det er et binationalt projekt, og dækker 90% af Paraguays og 25% af Brasiliens strømforbrug, stærk tobak. Efter urealistisk lang ventetid i en ellers ganske overskuelig kø, blev vi gelejdet ombord på en bus, og af sted gik det op og ned og over dæmningen, der ikke blev mindre imponerende af at blive set helt tæt på. Halvanden time senere hoppede vi på den første bus tilbage til byen og hastede over grænsen til Argentina, inden den lukkede, og vi nåede det skam, dog ikke takket være grænsemyndighederne og diverse sløve buschauffører. Byen på Argentinas side af vandfaldene hedder Puerto Iguazu, og vi indlogerede os på et hundefyldt og gæstfrit hostel og fes ellers ud for at få vores første argentinske måltid. Det lykkedes til dels, men da vi kom til at bestille en stor, dyr forret til deling i stedet for hovedret, mener vi ikke det gælder rigtigt. Til gengæld var desserten overordentligt lækker, den hed noget i retningen af chokoladevulkan med is, og smagte derefter. Mætte besluttede vi os at gå til et udsigtspunkt, der lå ved den tredobbelte grænse mellem Brasilien, Argentina og Paraguay i udkanten af byen. Hvad enten det var den ene times tidsforskel, den sukkereksploderende dessert eller noget tredje, kom vi til at gå i stik modsatte retning i flere kilometer, før vi opdagede vores fadæse. Det korte af det lange er at vi opgav og aldrig nåede at se det. Vi tager den næste gang vi er i området! Tilbage på hostellet slappede vi af med alle hundene og nogle meget uargentinske øl.
Onsdag skulle dagen startes med det største prischok på busbilleter. Vi skulle jo til Buenos Aires om aften og måden at gøre det på, er med bus. Der er meget få selskaber, som kører derfra, så de sætter selvfølgelig bare priserne i vejret. Selvom vi tog et billigt selskab, tog vi mundlamme og med vidtåbne øjne afsted, for at se vandfald på den argentinske side. Vi sad i chok hele den 3-kvarters lange bustur derud, men så blev der så også lagt nyt budget, og klar var vi til at betale endnu flere penge,denne gang for at kigge på vandfald. Tager de imod visa ind til nationalparken, hvor der er millioner af turister hvert år? Nej, selvfølgelig ikke. Hvad tænker vi på. De har nu alligevel en hæveautomat inde i selve parken, så Steffen fik lov til at løbe ind og hæve penge, mens Dani blev og ventede, som bevis på at han ville vende tilbage. Dani, det menneskelige depositum, er glad for, at han vendte tilbage og ikke bare tog sig en gratis tur i parken. Det var bestemt bøvlet og pengene værd, at få fat på de billetter. Det er svært at tro sine egne øjne, når man står og kigger på de mange, virkelig store vandfald, der bruser side om side og med store ørne svævende hen over dem. Våde blev vi også, da man kunne få lov til at stå lige foran et kæmpe vandfald. Dyr var der også over det hele - aber og insekter, der ligner blade på en prik. Efter en overdrevent dyr toblerone, tog vi det lille tog gennem parken og hen til Garganta del Diablo - "Djævlens hals". Vi stod og kiggede lige ned i dybet, hvor vandet suser ned med enorm kraft. Lidt af syn! Turen gik så tilbage til hostellet, for at pakke tingene sammen og hoppe på vores meget, meget dyre bus. Det viste sig så, at være en virkelig lækker luksustur med bløde,bløde sæder og bustjener. Første overraskelse var tæppet. Årh tæppe - så vigtigt! Nummer to var whisky. Nummer tre var champagne. Ja tak!
Torsdag ankom vi til Buenos Aires, hvor solskinsvejret tog i mod os med åbne arme. Efter lidt forvirret omkringgåen med fuld oppakning fandt vi os en metrostation, der bragte os ind til centrum og en ufattelig bred avenue midt i det hele. Vi snakker omkring 20 vognbaner med masser af grønt imellem og en kæmpe fallos af en uafhængighedsobelisk plantet i midten. Vores udmærkede hostel lå på en sidegade i behagelig afstand til den konstante trafikstøj. Sultne og stive i kroppen efter at have siddet ned i 17 timer gik vi mod nord på jagt efter mad og fandt Wok Express. Det var et af disse herlige, herligt billige steder, hvor omkring 30 varme retter og en kæmpe salatbar står til fri afbenyttelse, og betalingen afhænger helt af vægten på maden. Efter restaurationsbranchens svar på bland-selv-slik gik vi os en fabelagtig lang tur i den charmerende by blandt parker, gågader og de allestedsværende gadegøglere. En sky gled for solen, der normalt stråler over Danis helbred, og vi travede tilbage hostellet, hvor vi dog ikke blev længe, for aftensmaden skulle jo fanges. I landet-uden-kreditkort og med meget få kontanter på lommen endte vi hos Ugi's Pizza. Ugi har billig pizza, fordi Ugi arbejder ud fra en simpel opskrift: Rul hvid dej ud til pizzastørrelse, fordel en spiseskefuld udvandet tomatsnask på overfladen, læg en halv pakke skiveskåret ost i midten af pizza, bag. Senere stak vi tungen ud af vinduet for at få os en ægte smagsoplevelse.
Fredag lagde vi stille og roligt ud med True Grit i fællesstuen, da Danis helbred stadig ikke var det bedste. Det blev alligevel til en gåtur op ad Buenos Aires meget lange shoppegade, fyldt med shoppeglade mennesker. Vi fyrede den af og gik shop-amok; en bog, en ny lader til computeren og en film til kameraet blev det til. Woo! For enden af gaden, endte vi på en bænk i en park og slikkede sol, før vi begav os videre og pludselig faldt over et våbenmuseum. Overraskende stort museum, som har samlet en masse til sig - også et par danske våben. Et nyt rum blev ved med at dukke op og her var alt lige fra gamle ridderrustninger og vikingesvær, til kanoner fra 2. verdenskrig, til de nyeste automatvåben.
Efter dette interessante besøg, kunne vi mærke biografens kraft suge os til sig igen. Åh, fantastisk dårligt valg af film! Taken 2... stay away. Elendigt manuskript, dårligt filmet. Pænt skuffende. Vi trøstede os med tanken om den kommende premiere på Skyfall, samt med nudler på hostellet og lidt Simpsons på computeren.
Lørdag nåede vi lige at hapse et par croissanter (medialunas/halvmåner hernede) og en kop kaffe fra hostellets morgenmad, før vi smuttede ud af døren, tog metroen til endestationen og gik en lille times tid for at komme op til en halvstor plads, hvor dusinvis af boder med finurligt håndværk, bras og mad. Ikke langt derfra, faktisk klods op af, lå et overraskende stort kulturcenter, der tilfældigvis havde en enorm fotoudstilling med utallige argentinske og sydamerikanske kunstere på programmet. Vi mistede fuldstændig tidsfornemmelsen og må have været derinde i tre-fire timer, for da vi kom ud, havde den berømte kirkegård, vi havde planlagt at besøge, lukket. Halvskuffede trissede vi lige så stille ind mod centrum igen med et enkelt pitstop på vejen i form af en cafe, hvor vi bestilte to øl. Øllene manifesterede sig sammen med en lille skål oliven, en lille skål kartoffelsalat og en lille skål varme minikødboller i tomatsovs. Det lader ikke til at salte snacks er nået til disse kanter endnu, men lækkert var det. Vi købte et par majskolber og satte os på hostellet og nød dagens sidste timer.
Søndag, sov vi lidt af det sidste forkølelse ud, så først ved middagstid hoppede vi på metroen for at besøge den berømte kirkegård. Heldigvis var der åbent og vi gik omkring derinde en times tid, ret forbløffede over de super detaljerede og blærede gravhuse - ikke gravsten. Utroligt, hvad de mennesker har gjort for at vise respekt for de døde. De er bygget lige op af hinanden og der var hundredvis af dem -den ene overgår den anden med høje tårne, statuer, anderledes arkitektur og hvad der ellers kan findes på af detaljer. Et lille stykke væk derfra, satte vi os på en nordamerikansk restaurant, som bød på virkelig lækkert kød og en masse amerikansk musik i alle genrer. Mums mums mums. Bagefter tog vi til den anden ende af byen, hvor et kæmpe kræmmermarked bredte sig ud over et uoverskueligt stort område. Vi gik på opdagelse hid og did, blandt virkelig mange mennesker, bl.a. fotografer, kunstnere, gøglere og gamle damer med gamle ting til overpriser. Vi fik mast os ud af menneskeflokken efter en times tid og smuttede tilbage til hostellet, endnu en gang for at pakke og tage videre på eventyr via bus. Denne gang til Mendoza, hvor massevis af vingårde ventede på os.
- Steff & Danii
- comments
Mor Flotte billeder - rigtig glad for, at I stadigvæk nyder eventyret i sydamerika. Love - mamma