Profile
Blog
Photos
Videos
New Zealand - The north island (part 1)
Det var med blandede følelser at vi sagde farvel til 2 helt enestående måneder I Australien, og satte os ombord på flyet til Auckland i New Zealand. Der gik dog ikke mange minutter før vi fik ledt vores tanker hen på noget andet. Det viste sig nemlig, at vi havde hver vores tv-skærm, men tilhørende udvalg af diverse film i flyet. Og hvis der er noget vi godt kan li´ som tidsfordriv, så må det være at se film. Vi satte os derfor begge tilrette og så Gullivers Travels og The green hornet. Den 4,5 times flyvetur føltes pludselig kun som 1 time, og før vi vidste af det, var vi allerede landet i Auckland.
Auckland:
Efter at vi havde fået checket ind på vores hostel, så vi et glædeligt gensyn ud af vinduet. Lige nedenfor vores hostel lå en BURGER KING :D Der var derfor ingen tvivl om hvad aftensmaden skulle stå på. Efter en uvurderlig whopper og tendergrilled gik vi på opdagelse i storbyen. Det blev dog ikke til meget sightseeing, men fik da set Aucklands sky-tower, som virkelig så imponerede ud, når den var oplyst i det mørke natteliv.
Den næste morgen skulle vi med Kiwi Experience bussen. Det viste sig hurtigt at være en super lækker måde at rejse rundt i New Zealand på. Vi var ikke engang kommet ud af Auckland, før bussen kørte os op på en bakketop, som tilsyneladende også var et vulkankrater. Der var en vildt flot udsigt over Auckland, og deroppe fra kunne man bedre forstår at Auckland har et større areal end London, selvom der "kun" bor 1,4 millioner indbyggere. Derefter kørte vi til et sted der hedder Cathedral cove, som også var rigtigt flot. Faktisk så flot, at det lige var til et postkort som Peter så fint sagde det. Efter at vi havde brugt 1,5 time der, kørte vi til Mercury Bay, hvor vi skulle sove om natten.
Mercury Bay:
I Mercury Bay blev det tid til vores første bytur i New Zealand, dette resulterede dog i at det kun blev til 4 timers søvn den nat. Med søvn i øjenkrogende fik vi os slæbt ud i bussen, hvor turen gik imod en tidligere guldmine. Guldminen lå nærmest nede i en kløft, hvor der løb en flod igennem. Det var virkeligt flot, og man kunne nemt danne sig et indtryk af, hvor svært det må havde været at udvinde guld der, da der stadig var rester af nogle ruiner rundt omkring. Vi gik også igennem en gammel mineskakt, hvor det var totalt mørkt, på nær af nogle små selvlysende væsener på væggene som hedder glowworms. Efter en mindre gåtur langs floden og i mineområdet, kørte vi videre til Rotorua.
Rotorua:
Da vi ankom til Rotorua tog vi strakt ud til et sted som hedder Te Puia. Det var en slags nationalpark, som var en kombination af et seismisk aktivt område og udstillinger omkring maorierne og deres kultur. Det kan diskuteres hvor spændende rundvisning med maorierne var, men til gengæld var det vildt fedt med alle gejserne og de kogende mudderpøle. Det var super flot at se gejserne skyde vand og dampstråler op i luften, den eneste lille minus var bare, at det stank af helvedes til. Faktisk er Rotorua den mest stinkende "storby" i verden. Stanken kan meget vel beskrives som lugten af rådne æg, hvor det var allerværst. Det var dog ikke alle steder det lugtede, og heldigvis gjorde det ikke det på vores hostel. Faktisk nød vi rigtigt godt af den seismiske aktivitet, da det betød at hostellet havde en opvarmet pool. Så hvor tror i at Peter og Christian tilbragte aftenen henne?
Waitomo:
Efter en god nats søvn, var det endnu engang tid til at stige ombord på Kiwi experience bussen. Dagen startede med at vi skulle ind og se et berømt "kiwi fåreshow". Vi var dog ret skeptiske i starten, og vidste ikke rigtigt om vi skulle tage ind og se det. Vi blev dog enige om at det ville blive for kedeligt at sidde i bussen og vente, så vi betalte entréen og satte os tilrette på forreste række. Det viste sig, trods vores forventninger at være et rigtigt godt show. Showet bød bl.a. på fremvisning at New Zealands forskellige fåreracer, klipning af får "hvilket de bedste kunne gøre på blot 45 sekunder" og demonstrationer af hvordan de kunne drive får såvel som gæs med deres hyrdehunde. Showet gav et virkeligt godt indblik i en del af New Zealands kultur og største handelsvarer.
Som vi allerede, efter blot 3 dage i dette fantastisk land, har erfaret, så er New Zealand spækket med fantastisk natur og enestående adventure oplevelser. Det kom derfor heller ikke som den store overraskelse, at vi blot skulle krydse vejen, før at vi var ved det næste sted med ekstreme aktiviteter. Denne gang stod den på Zorb. Zorbing består i bund og grund af at man bliver lukket inde i en stor plasticbold, for derefter at bliver skubbet ned af en skråning/bjergside. Det lød selvfølgelig for godt til at vi kunne lade være med at prøve det. Vi hoppede derfor i badetøjet og blev kørt op til toppen af bjergsiden. Årsagen til badetøjet var, at vi valgte at krydre turen med at de lige skulle hælde lidt vand ind i bolden, for at gøre det endnu mere ekstremt og desorienterende. Christian var den første til at tage turen ned af bakken. Han var dog ret betænkelig ved situationen, så han valgte at starte stille og roligt ud. Det viste sig dog hurtigt, at der ikke var noget der hed stille og roligt. Bolden havde ikke trillet mange meter, før at den fik så meget fart på, at benene ikke længere kunne følge med. Så selvom hovedet ville noget andet, så gav benene op. Fra af at være i kontrol over bolden, var man nu magtesløs. I takt med at bolden trillede på livet løs ned at bjergsiden, blev man kastet fra den ene til den anden side af bolden. Desværre nåede turen sit antiklimaks alt for hurtigt, så det hele føltes som om, det var ovre før det rigtigt var begyndt. På trods at den korte varighed var det stadig super fedt. Især Peter var helt vildt med det, da han havde givet den max gas fra starten ned af skranten, og dermed havde opnået endnu mere fart end Christian gjorde på sin tur.
Efter vi havde kommet os over den værste svimmelhed og fået noget tørt tøj på, gik turen videre til Waitomo. Her fik vi turen hidtil værste oplevelse. Vi blev ganske enkelt gjort hjælpeløse og ludfattige fra det ene øjeblik til det andet. Det værste der overhovedet kunne ske, skete da vi ankom til vores hostel. VORES KEDITKORT VIRKEDE IKKE!!! Så vi stod der og kunne ikke betale for vores værelse. Heldigvis havde vi begge lidt ekstra kontanter, så vi fik lige skrabet nok sammen til at kunne betale for vores nat på hostellet. Hvad værre var, var at vores tur om eftermiddagen til en grotte var i fare, da vi ikke havde nok kontanter til at betale for den. Der var kun 30 min til at vi skulle af sted, og dermed og betale for turen, og vi havde ingen ide om hvorfor vores kreditkort ikke virkede. I alt panikken viste Peter dog stort heltemod og overskud, og skaffede et nr. hjem til et pengeinstitut i Danmark. Han ringede til dem, og fandt ud af at det heldigvis ikke var vores kort som det var galt med, men at problemet skyldtes, at de var ved at opdatere noget keditkort software om natten hjemme i Danmark, og det hele ville være i orden i løbet af 30 min igen. Selvom det var gode nyheder var der stadig et lille problem. Vores tures begyndte om 15 min, og vi havde stadig ikke betalt. Da vi blev hentet af guiden, forklarede vi situationen og de gav os heldigvis lov til lige at vente med at betale til 10 min efter de andre. Til vores store lettelse virkede vores kreditkort igen, og vi kunne betale hvad der skulle vise sig at blive nogle af de bedst udgivne penge på hele turen.
Vi trak i vores våddragter og rappellingudstyr og blev kørt ud til grotten. Efter at have øvet nogle rappellingteknikker med guiderne, var det blevet tid til at begynde der underjordiske eventyr. Vi skulle rappelle 40 meter ned i en smal og mørk skakt. Det var en smule grænseoverskridende at skulle lade sige hejse ned i dybet, uden af vide var der var på bunden. Da vi var halvvej nede var det totalt mørkt, og det eneste man kunne se, var der hvor ens pandelampe lyste hen. Man vendende sig dog hurtigt til det, og det var super fedt at prøve at rappelle. Nede i grotten gik vi et lille stykke gennem nogle små gange, hvor der hang drypsten ned fra loftet. For enden af stien var der en lille svævebane, som førte ned til en lille klippeafsats, hvorfra vi skulle lave noget der hedder tubing. Tubing vil sige, at man sidder i en gummiring, og lader sig drive med strømmen på den underjordiske flod i grotten. Det var helt fantastisk, da der var fyldt med glowworms overalt på loftet af grotten. Det var et enestående syn, det var nærmest som at se mælkevejen, bare dybt nede under jorden, på loftet af en grotte. Selvom synet var fantastisk, så var der bare lige den lille ulempe at vandet i floden kun var 9 grader varmt, så det var for at sige det ligeud, pisse koldt. Det holdte os dog ikke tilbage, og turen blev snart endnu bedre. For efter vi havde fået lidt varmt kakao og chokolade, så kom turens højdepunkt. Nede i grotten var der to underjordiske vandfald, som vi skulle kravle op af. Det var virkeligt fedt og udfordrende at kravle op at glatte klippesider i næsten totalt mørke, imens at vandet fra vandfaldene strømmede ned imod en. Men med hjælp fra guiderne gik det uden problemer, og alle i gruppe klarede at klatre op af vandfaldene. Derefter skulle blot igennem en række små gange og op af et mindre vandfald, før vi var ude i den fri igen. Det var virkeligt mærkeligt at komme op til overfalden og forvente at se lys og så det eneste man kan se er stjerne himlen, og det lille hul ned i jorden, som man lige var komme op af. Det viste sig, at vi havde været under jorden i næsten 4 timer, og i mellemtiden var det blevet aften, uden at vi havde skænket det en tanke. Da alle var kommet op fra dybet, blev vi kørt tilbage til startstedet, hvor der ventede os et langt varmt bad og lidt at spise. Det har alt i alt været en helt enestående og suveræn dag, som helt klart står højt på listen over de bedste dage på vores tur.
- comments