Profile
Blog
Photos
Videos
Taupo
Efter en helt enestående dag i Waitomo, skulle vi videre til Taupo. Taupo er kendt som "The adventure capital of the north", og vi havde derfor store planer omkring, hvad vi skulle bruge vores ekstra dag i Taupo på. Vi havde tilmeldt os en tur, hvor vi skulle ud og gå i Tongariro National Park, hvor bjerget Mount Doom ligger. Det er bl.a. ved Mount Doom at dele af ringenes herre trilogien er filmet, så vi var fast besluttet på at vi skulle ud og lege "Frodo og Sam" fra ringenes herre. Det gik dog ikke helt som vi havde planlagt. Da vi kom til Taupo fik vi nemlig den dårlige nyhed, at turen næste dag var blevet aflyst pga. dårligt vejr på Mount Doom.Det var virkelig en skuffelse, og det stod hurtigt klart for os, at der kun var én mulighed for kompensation for vandreturen, nemlig at tage i byen i stedet for. Så før vi nåede at komme på bedre tanker, så drog "Frodo og Sam" ned på den lokale pub.
Næste morgen stod vi begge tidligt op. Alt for tidligt, hvis det stod til de to Hobitter, som havde været i byen aftenen inden. Men der var ingen vej udenom. Det skulle nemlig blive en uforglemmelig dag for især Christian. Da vores vandretur var blevet aflyst i går, så besluttede Christian sig for, at han ville lave et skydive i stedet for. Men endnu engang blev Christian knockoutet direkte tilbage i kulkælderen, for et kvarter inden han skulle af sted, blev også skydivet aflyst. Han fik dog arrangeret det således, at han kunne lave skydivet to timer senere, hvis vejret klarede op. Endelig var heldet lidt med os. Vejret klarede op, og der blev skyfri himmel og solskin, som kun New Zealand kan levere det på under to timer. Christian blev derfor hentet kl. 12.00(hvor Peter stadig sov tømmermændene ud) og kørt ud til lufthaven, hvor skydivet skulle laves.
Skydivet (Christian):
Hvis i spørger mig, så kunne skydivet ikke laves i meget flottere omgivelser. Ikke nok med at Taupo ligger næsten lige ved siden af det smukke snedækkede bjerg Mount Doom, så grænser Taupo også op til verdens største vulkansø. Samtidigt ligger disse utrolige naturskabte seværdigheder midt i et ubeskriveligt smuk og bjergrigt landskab.
Da jeg kom ud til lufthavnen, fik vi en kort briefing omkring, hvad der skulle ske. Det eneste vi fik at vide, var hvilken position vi skulle være i, når vi hoppede ud af flyet, og så var det ellers bare med at komme i tøjet og ombord på flyet. Det virkede lidt skræmmende ikke at få mere at vide, især hvis man tænker på hvor "farligt" det som vi skulle til at begive os ud i var. Men der var ikke rigtig andet at gøre, end at stole på de havde styr på tingene, og så ellers bare kaste sig ud i det. Desværre blev vores gruppe delt op i to, og jeg trak selvfølgelig nittet, med at skulle vente til anden omgang med at lave skydivet. Ventetiden var dog kun små 30 min, men fordi at spændingen var så stor, så føltes det som flere timer. Det var dog ingenting sammenlignet med flyveturen fra lufthavnen op til de 15.000 ft som vi skulle springe ud fra. Det var en flyvetur på 20 min, men da jeg satte mig ind i flyet, så begyndte adrenalinen for alvor at pumpe rundt i kroppe, så det føltes som om flyveturen ingen ende ville tage. Men derop kom vi, og før jeg vidste af det, så var det pludselig blevet min tur til at springe ud af flyet. Instruktøren, som jeg skulle lave skydivet med, gjorde tegn til om jeg var klar. Jeg nikkede, og i det selv samme skubbede han os ud af flyet. Fra det ene sekund til det andet styrtede vi pludselig med 200 km/t imod jorden, 15.000 ft under os. Jeg tror mit hjerte slog en ekstra gang, for da vi hoppe ud af flyet, gik der lige et par sekunder, hvor man mistede orienteringen fuldstændigt, før at instruktøren fik rettet os på rette kurs. Men da først vi havde den rigtige position, og faldt med maven mod jorden først, så var det den fedeste fornemmelse nogensinde. Vinden som trykker imod kroppen når man falder, solen som skinner over skyerne, adrenalinen som pumper på livet løs rundt i kroppen, den helt enestående udsigt og kameramanden som filmer en, var alt sammen med til at gøre mit første skydive helt og aldeles uforglemmeligt. Men som man nærmest drømte sig væk til en helt anden verden, imens man styrtdykkede med 200 km/t, gav det pludseligt at kæmpe ryk, da faldskærmen foldede sig ud. Med et var man pludselig tilbage til real life. Men det var nu heller ikke værst, for da jeg endnu engang så mig omkring, så svævede jeg stadig rundt over de selvsamme fantastiske omgivelser. Da vi stille og roligt svævede ned mod fast grund, fik jeg lov til at styre faldskærmen, hvilket var prikken over i'et. Desværre gik det alt for hurtigt, før jeg stod med begge fødder solidt plantet på jorden og blot kunne tænke tilbage på hvad jeg lige havde oplevet. Ikke desto mindre, var det noget af det fedeste jeg har oplevet i hele mit liv, og når jeg nu her bagefter genser billederne og videoen fra skydivet, så får det endnu engang hjertet til at slå på livet løs.
Taupo
Da Christian kom tilbage fra skydivet tog vi ud til nogle varme kilder ikke så langt fra hostellet. Det var super lækkert og afslappede, men de var dog så varme, at man ikke kunne sidde i vandet meget mere end 10 min ad gangen, før det blev for varmt. Ikke desto mindre var det en perfekt måde for Christian at komme helt ned jorden på igen, og Peter klagede dog heller ikke. Efter vores super lækre udendørs wellness ophold og en tiltrængt omgang aftensmad, tog vil tilbage til vores hostel. Adrenalinen fra tidligere på dagen begyndte så småt at sætte sine spor ved Christian, og da Peter heller ikke orkede det helt store, besluttede vi os for at tage en stille og rolig aften hjemme på hostellet, hvor vi bare chillede rundt.
River Valley
Det næste stop på vores rejse blev River Valley, og stedet lever virkeligt op til sit navn. Vi boede på et lille hostel/hytte langt væk fra alt civilisation. Stedet lå nede i en dal/kløft blot 25 meter fra en stor og nærmest turkis blå flod. Det var virkeligt flot og idyllisk, og vi tvivler på der finders mange andre steder som disse i verdenen. Floden havde dog mere at byde på end det flotte udseende. Bl.a. andet var der optaget scener til ringenes herre på den, men hvad mere vigtig var, så skulle Peter ud og riverrafte på den. Trods de kommende strabasser for næste dag, valgte vi at drikke nogle øl om aftenen med resten af bussen. Vores guide kom op med nogle lege med, at vi skulle kravle rundt om et rundt om et bord(altså under det og op omkring) uden at røre jorden. Den første der kunne gøre det ville få en kande øl. Efter lidt tids taktiks planlægning valgte Peter at give det et skud, han faldt dog hårdt på røven! Men som man siger… op på hesten igen. Den anden gang lykkedes det dog. Mens vi stod og ventede på vores kande øl kom guiden, som ikke var helt tilfreds med at give en kande øl, og sagde at Peter lige skulle prøve en anden leg også. Der skulle man rundt om en stol og tage en tændstikæske med munden. Efter at Peter gjorde det i første forsøg var guiden ikke ligefrem begejstret for ham, det eneste han sagde, var: "f***ing danish vikings". Han sagde det dog med en smil på læben, og vi fik vores 2 liter øl. Til stor morskab blandt os andre var der mange andre der prøvede de forskellige ting i løbet af aftenen uden at klare det! Det bedste i verden er gratis øl!!
Riverrafting (Peter):
Efter 4 gode timers søvn, stod jeg op og var nææææsten helt frisk. Det var dog ikke noget en skål varm havregrød og en kold våddragt ikke kunne klare. Efter en hurtig introduktion fra guiderne og vi var kommet i vores dejlige tøj, kørte vi i 45 minutter op langs floden. Da vi kom derop fik vi en hurtig gennemgang af de forskellige sikkerhedsregler og teknikker. Vi skulle deles op i to hold. Vi var 6 drenge der dagen før havde bestemt at lave et hold kun med drenge, sådan at vi kunne lave alle de ekstreme ting. Da vi skulle ned til floden, mente vores guide at vi bare skulle sætte os op i båden og kure ned af den 15 meter høje, stejle skrant ned til floden. Allerede derefter var vi alle super klar på at komme ud og erobre nogle vandfald, da vi syntes det var rimelig vildt! Da vi kom i floden startede det ret stille, og vi sejlede bare frem og nød det et stykke tid. Da vi kom til vores første område med vandfald og "rapids" kæmpede vi os igennem det, og var alle helt oppe at køre over hvor vildt det var. Da vi spurgte instruktøren sagde han dog at det kun var en 3'er ud af 5 så det var kun et middel vandfald. Efter nogle andre små "rapids" hvor vi selvfølgelig skulle blære os overfor "taberbåden"(den anden) ved at stå op. Kom vi til de store vandfald. Ved nogle af dem blev vi nød til bare at sætte os ned i bunden af båden og holde ved i torvene, da der ikke var så meget andet at gøre. Det var super sjovt og virkelig spændende, for man vidste aldrig helt hvordan det var rundt om næste hjørne. Der var dog 2 af vandfaldene som vi stoppede efter, og guiden sagde at der var delvis 2 kunder og en instruktør som var døde der. Der var også 2 vandfald som vi blev nød til at trække udenom, ikke fordi de var vildt store, men den ene faldt 2 meter ned på en kæmpe sten. Den anden var, som guiden sagde, så perfekt et vandfald, at det blev ved med at suge vandet rundt som i en vaskemaskine, så hvis vi kæntrede der, var der nok ingen af os der overlevede. Vi kom dog alle levende videre fra de store vandfald og det var virkelig en fed oplevelse som jeg ikke ville have været for uden! Et stykke længere nede af floden kom vi til en kæmpe stor klippe som vi kunne hoppe i fra. Det skulle selvfølgelig også prøves, så vi klatrede, næsten, alle sammen op på den 7 meter høje klippe og hoppede i vandet. Da jeg ramte overfladen og kom under var det som om at alt luft bare blev slået ud af lungerne på mig, da vandet var så koldt, og på overfladen var det noget halv desperat svømning for at komme op på land og få varmen igen! Selvom at det var rigtig koldt, var det et super fedt hop! Derefter sejlede vi bare lige så stille ned af floden og kiggede på de fantastiske omgivelser! Vi endte nede ved hytten og fik os et godt langt, varmt bad og noget at spise inden vi skulle videre med bussen.
Wellington
Efter en super dag i River Valley, ventede der et par timers bustur foran os, før vi ankom til New Zealands hovedstad, og dermed vores sidste stop på nordøen. Da vi er mindre presset tidsmæssigt, havde vi dog valgt, at vi kun skulle være der natten over, og så med færgen til sydøen næste morgen. Vi nåede desværre derfor ikke rigtigt at opleve, hvad der tilsyneladende skulle være en rigtigt lækker by at tilbringe et par dage i. Da Wellington var det sidste stop på nordøen, når man rejser med kiwi experience, så betød det desværre også at vi skulle sige farvel til nogle rigtig fede personer på bussen. Heldigvis skulle størstedelen af vores gruppe med videre til sydøen, så vi går forhåbentligt to uger i møde, som bliver lige så uforglemmelige som vores første uge i New Zealand.
- comments
Marianne og Jan Hej drenge. Dejligt at høre fra jer og se at I igen igen har oplevet noget storslået og anderledes. Håber I gemmer lidt plads på jeres memorycard:-) Kan I nyde det sidste af New Zealand inden turen går til USA. Knus herfra