Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en oplevelsesrig første uge i New Zealand, fortsatte vi vores eventyr, og tog fra nord- til sydøen.
Nelson
Småtrætte efter en 3 timers sejltur og et par timers bustur ankom vi til Nelson på sydøen. Der blev dog ikke tid til hvile, for vi havde kun lige fået checket ind, da Peter ville ud og bestige bjerge. Mere eller mindre modvilligt lod Christian sig slæbe med, selvom han havde foretrukket en morfar i stedet. Som den gode sælger Peter er, så fik han hurtigt overtalt de fleste fra gruppen til at tage med os. Dette skulle englænderne dog snart komme til at fortryde, for to danske bjerggeder, som havde været i træning i Blue Mountains, fik hurtigt lagt et tempo, som fik englænderne til at kæmpe, for at holde pulsen under 200. Men op på toppen kom vi dog heldigvis alle sammen, og det var virkeligt besværet værd. Bjerget som vi havde besteget var det geografiske center af New Zealand, og der var 360 graders fantastisk udsigt. Det var dog ikke alle som nød udsigten lige meget, for de fleste af de engelske piger lå lige så lange de var på jorden, og kæmpede for at få vejret igen, og det eneste de kunne tænke på, var at de skulle ned af bjerget igen. Vi og et par af de engelske besluttede os dog for at gå videre hen til en endnu højere bjergtop, da vi var overbevist om at udsigten helt sikkert ikke ville blive dårligere af det. Udsigten deroppe fra var ganske rigtigt også endnu bedre, og deroppefra fik det den første bjergtop til at se lille ud. Efter at have beundret den fantastiske natur og taget nogle vildt gode billeder, blev tid til at vende næsen hjem mod hostellet igen.
Den næste morgen tog vi ud til Lake Rotoiti, som går for at være et af de smukkeste steder i verdenen, og det var det så sandelig også. Lake Rotoiti er en glacier sø, hvilket gør vandet utroligt blåt men stadig krystalklart, som er omringet af bjerge med snedækkede toppe og omgivet af oprindelig New Zealandsk skov. Vandet var kun ganske få grader, men i Kiwi Bussen var der en tradition med, at man skulle hoppe i søen fra badebroen, og på den måde kunne man tage nogle super fede billeder. De to danske vikinger havde derfor ikke rigtigt andet valg, end at hoppe i badetøjet og springe ud i det. Vandet gjorde ikke ligefrem noget godt for størrelsen på den nedre region, men ikke desto mindre fik vi taget nogle rigtigt gode billeder, hvor vi bl.a. hoppede i søen med vores gode ven og tro følgesvend "TUBORG" :D Det skabte da også en del opmærksomhed da de to danske fjolser hoppede i søen med hver deres øl, men hva fa'en, vi skulle jo have noget at varme os på.
Westport
I Westport var det tid til at der skulle ske lidt action igen. Vi greb derfor muligheden, da vores buschauffør sagde, at vi kunne komme ud og sejle med en jetbåd, med en V8 motor, på floden. Vi blev klædt på i stort gult regntøj, så vi rigtig lignede et par ægte vestjyske fiskere, da de lovede os at vi med garanti ville blive våde på turen. Turen startede dog stille og roligt. Vi sejlede op af floden, og nød de smukke omgivelser. På vej tilbage ændrede turen dog drastisk karakter. Fra at være en stille og rolig søndagstur, blev det til en død og helvedes tur. Guiden lod de mange hestekræfter fra V8 motoren komme til sin ret, hvilket var noget der skabte stor glæde blandt passagererne. Der gik dog ikke længe før smilene forsvandt igen, for vi var kun lige kommet op i fart, da guiden valgte at spinde båden rundt 360 grader, så vi alle blev sprøjtet til med vand, da en kæmpe bølge væltede ind over båden. Værst gik det dog ud over Peter, som blev våd fra top til tå. Det var dog det hele værd, og det var virkeligt sjovt at blive kastet rundt fra side til side af jetbådens enorme kræfter, og lidt vand har man jo aldrig taget skade af.
Om aftenen aften introducere vi englænderne for nogle danske drikspil, som viste sig at være en stor succes, der var i hvert flad flere der blev i rigtigt godt humør.
Lake Mahinapua
Fra Westport gik turen videre til Lake Mahinapua. Vi gjorde dog et par stop i løbet af dagen. Vi var blandt andet ude og gå en tur langs kysten, hvor vi så hvad der skulle være New Zealands største sælkoloni. Vi talte da også hele 3-4 sæler, så fuld af begejstring hoppede vi ombord på bussen igen. Efter den fantastisk imponerede sæl-safari, skulle vi ud og se et sted som hedder Pancake rocks.Det var egentligt meget flot, og klipperne lignede virkeligt pandekager som var stablet ovenpå hinanden.
Om aftenen var det tid til dagenes højdepunkt. Vi skulle have udklædningsfest!!! Så efter et hurtigt besøg i den lokale genbrugsbutik og et par dollar fattigere ligene Peter en "70'er Top Cop" i bedste stil, imens der ikke rigtigt var nogen der kunne finde ud af hvad Christian lignede. Det nærmeste vi kommer på en titel til hans kostume bliver nok en lille grøn bøsse fe. Smukke eller i hvert fald bemærkelsesværdige af udseende tog vi ned i baren for at feste med de andre. Folk var klædt ud i de mærkeligste kostumer, og det var helt sikkert en aften, som vi sent vil glemme. Og dog! For næste morgen var der flere huller i hukommelsen, men dem sørgede Peter heldigvis for at fylde ud, da han havde valgt at dokumentere hele aftenen ved at tage 110 billeder :D
Franz Josef
Efter et brag af en fest i Lake Mahinapua var vi godt og grundigt ødelagte om morgenen, da vi skulle med bussen til Franz Josef. Vi gjorde dog heldigvis hurtigt stop ved et lokalt museum, hvor vi så en film om New Zealands sidste store eventyr. Eventyret beskrev baggrunden for hjortefarme i NZ, med hvordan de vilde hjorte var blevet en plage i natur, og man derfor ved nød til at enten skyde eller indfange dem. Måden de gjorde det på, var ved at flyve i helikoptere hen og hjortene, og så eller springe ned på ryggen af dem og få den bundet fast til helikopteren, så de kunne flyve dem tilbage til hjortefarmene. Efter filmen og lidt morgenmad var vi på toppen igen, og var klar til at køre det sidste stykke til Franz Josef.
I Franz Josef skulle vi ud og gå på en glacier, og vi blev derfor udstyret med store vandrestøvler, is-pigge til støvlerne, skibukser og en kæmpe regnjakke. Da vi ikke ville fryse tog vi selvfølgelig det hele på, men det viste sig hurtigt at det kun var støvlerne og piggene som var nødvendige, da man hurtigt fik varmen af at vandre på at glacieren. Det var virkelig en flot tur, og vi fik sneget os med på det første hold ud af 5, så vores tur blev lidt mere udfordrende og ekstrem end de andres. Pga. vi var i gruppe 1 førte vores guide os ned i sprækker og kløfter i glacieren og igennem små ishuler, hvor man skulle trække maven ind, for ikke og sidde fast. Det var virkeligt en god tur, hvor glacieren hele tiden ændrede karakter. På det ene tidspunkt kunne isen være hvidt som kridt, og blot 10 meter længere fremme nærmest blåt som havet. Den farverige is og bjergene som tårnede sig op omkring glacieren dannede et ubeskriveligt flot kontrast til hinanden, og det føltes næsten unaturligt at gå rundt deroppe.
Wanaka
Da vi kom til Wanaka gik der sgu drengerøv i den for os. Vi tog ud til en lille skydeklub, hvor vi skulle prøve at skyde med rifler og shotguns. Vi blev begge som to små drenge igen, og det var super fedt at prøve at skyde efter lerduer med shotguns. Følelsen af shotgunen som banker tilbage i skulderen imod en, hvorefter lerduen i næste sekund splintre i tusinde stykker, er noget som kan få smilet frem på enhver drengerøv. Før vi tog derud, havde vi joked lidt med om vi skulle lave et lille væddemål med, hvem der var den bedste skytte. Peter fik dog hurtigt ført sig frem med, hvor god han var til at skyde, så Christian trak stille og roligt i land igen. Det fortrød han dog senere, for enten havde Christian verdens største begynderheld, eller også et naturtalent ifølge ham selv, men det endte i hvert fald med at slog Peter og de fleste andre i både hvad angår at skyde med riffel og shotgun.
QUEENSTOWN
Queenstown eller bedre kendt som the adventure capital of New Zealand blev vores hjem mere eller mindre hele den sidste uge i New Zealand. Det er en by som ligger i fantastisk flotte omgivelser, helt ned til en sø, med kæmpe bjerge på den modsatte side af bredden. Det var dog ikke omgivelserne som var i fokus for vores vedkommende i Queenstown, men derimod det fremragende natteliv og ekstremaktiviteterne. Det var derfor også det perfekte sted til at fejre Peters fødselsdag. Efter at vi havde brugt de to første dage på at finde den helt rigtige bar til at fejre Peter på, var Christian og Englænderne klar til at fejre Peters fødselsdag søndag morgen. Dagen startede dog lidt anderledes end hvad Peter havde regnet med. For da Christian og flere af englænderne er store fodbold entusiaster, så blev Peter slæbt med på bar kl. 6.45 for at se champions league finalen imellem Manchester United og Barcelona. Udfaldet af kampen var dog mindre godt ifølge Christian, så der var ikke andet at gøre end at gå hjem og spise skuffelsen væk. Christian besluttede sig derfor for at lave pandekager efter bedste evne til ham og Peter. Efter en fremragende omgang pandekager som ikke engang Gordon Ramsey ville kunne tilberede bedre, tog vi ud og spillede paintball. Det var vildt sjovt, selvom det udviklede sig til lidt af en national krigsførelse.Det hele var dog med et smil på læben og alle var glade bagefter, på trods af de utallige blå og røde mærke, som folk havde erhvervet sig diverse steder på kroppen. Da vi kom hjem tog vi i biografen og så The Hangover 2, da vi lige havde brug for den sidste inspiration inden vi skulle i byen og fejre Peter. Det var en super sjov film, og vi blev hurtigt enige om, at denne aften skulle huskes som The hangover 3. Der var dog stadig lige en lille ting, men ikke mindst uvurderlig ting, som vi skulle have klaret inden, vi skulle drikke os fulde som en anden flok grønlændere der lige havde fået tilsendt deres løncheck til den lokale bar. Vi skulle have en FERGBURGER til aftensmad. Selvom det gør ondt i vores hjerter at skrive det, så slår Fergburger Burger King med flere længder. Det servere virkelig burgere som var de sendt fra himlen. Efter at være godt mætte efter hver vores kæmpe Fergburger med henholdsvis lam og oksekød, tog vi tilbage på hostellet og begyndte at indtage diverse alkoholiske drikke, hvorefter turen gik videre til diverse barer. Til Peters store glæde, er der tradition i England, at fødselsdagsbarnet ikke må betale noget selv på hans 21 års fødselsdag, så der gik ikke 2 min i løbet af aftenen, hvor Peter ikke stod med en drink i hånden.
Den næste dag havde alle dommedagstømmermænd, men tog vi dog som et positivt tegn på, at det havde været en vellykket fødselsdag.
Efter at have brugt hele den forrige dag til restituer, var dagen kommet hvor Christian skulle lave sit Bungy Jump. Det var med mange sommerfugle i maven at han, Rachel, Nick og Camilla tog af sted. Det var noget af det mest grænse overskride nogensinde, at står der på kanten om kunne se ca. 150 meter ned på en flod i en kløft. Instruktørerne var heldigvis meget professionelle og venlige, og før man vidste af det, så var man allerede hoppet ud fra platformen, og styrtede med hovedet først imod jorden. De havde heldigvis gjort deres arbejde ordentligt, så da man nåede de 134 meter havde elastikken nået sit maks., og man blev slynget tilbage imod himlen. Det var verdens fedeste fornemmelse, og da man blev hejst tilbage op på podiet, havde man bare lyst til at springe ud med det samme igen.
Queenstown blev desværre også byen hvor vi skulle tage afsked med alle englænderne, da vi alle skulle hver til sit. Det var virkeligt trist at skulle sige farvel til disse fantastiske mennesker. Det var heldigvis ikke kun os der kunne lide at være sammen med dem, men også omvendt, så vi har allerede aftalt at vi skal holde et kæmpe reunion party i London, når alle at komme hjem fra diverse rejser.
Christchurch
Efter en uforglemmelig tid i Queenstown og 3 uforglemmelige uger i New Zealand, så var Christchurch vores sidste stop på rejsen. Vi ankom først sidst på eftermiddagen og skulle flyve næste dag. Vi var der dog stadig længe nok til at opleve jordskælvets ødelæggelser fra sin værste side. Ikke nok med at det havde fået utallige hus, kirker, hoteller og meget mere til at styrte sammen, så havde jordskælvet også jævnet vores elskede Burger King med jorden. Det var noget at en klump at skulle sluge, at se en Burger King i ruiner.
Det var virkelig en kontrast at komme til Christchurch, hvor man pludselig kunne se hvor forfærdeligt det altødelæggende jordskælvet egentligt havde været, da vi tidligere kun havde set New Zealand fra sin bedste side. New Zealand vil dog stadig altid fremstå som et paradis for os. Det har været det 3 bedste uger af vores rejse, og New Zealand vil for altid blive en uforglemmelig del af vores liv. New Zealand er så fantastisk og ubeskriveligt storslået, så man bliver nød til at opleve landet på engen hånd, for ingen ord kan beskrive dette vidunderlige land på noget nær en retfærdig måde.
Så det eneste der er tilbage at sige er: "På gensyn New Zealand"
- comments
Marianne og far Hej drenge. God tur til USA og nyd den sidste uge, da virkligheden snart begynder igen:-) Husk nu at I kommer til en storby, der er lidt anderledes end det i har været vant til i Australien og New Zealand. Peter du skal ikke arrangere det helt store søndag når du er kommet hjem, idet hele det nordjyske kavaleri kommer til Forsythiavej kl. 14 for at byde dig velkommen hjem:-) Nyd det sidste. Knus far