Profile
Blog
Photos
Videos
Fototekst: Colombiansk spise...
Mandag, efter en kanon weekend i Yopal med Sogamoso-familien, tog Mads og jeg bussen til Bogota. Vi skulle tage imod mor og far i lufthavnen kl. 19!! Under busturen ringede både Tete, Tatin og Piedad for at høre hvordan det gik, udtrykke skepsis overfor vores plan om at tage en taxa til lufthavnen og ryste på hovedet over, at jeg ingen jakke havde fået med mig. Det er så rart at jeg har fået en familie i Sogamoso som bekymrer sig om mig.
Det var kanon dejligt at se mor og far igen - og give dem hver et kæmpe bamsekram. De første par dage sammen har vi brugt i Bogotá. Vi har besøgt den imponerende saltkatedral, gået rundt i Colombias gader i det nærliggende kvarter og i La Candelaria, vi har spist god mad, slappet af og snakket en masse.
Vi tog den offentlige bus: Transmilenio til La Candelaria for oplevelsens skyld. Det var dog ikke en voldsom succes. Efter et kvarters kørsel konstaterede far, at nu havde han prøvet det og nu behøvede han ikke mere. Da vi kom hjem, måtte vi noget kedeligt erkende at fars mobil var blevet snuppet i Transmilenio og far vidste præcis hvornår. En mand havde skubbet sig forbi far og dermed taget hans fokus imens hans "kollega" uset og forbandet frækt havde snuppet fars mobil (i vestens lynlåslomme). En colombiansk talemåde siger: "no se puede dar papaya" og vi var også meget opmærksomme på ikke at have penge, kamera og mobil fremme, men vi blev alligevel hurtigt spottet som turister - og lette ofre. Sikke en skam.
Mor og far har været noget påvirket af jetlag, Mads sover meget af natur og jeg har også et par gange været helt slået ud. Jeg forsøger ikke at tænke så meget, men jeg må indrømme, at min hjerne (og mit hjerte) kører på højtryk i disse dage, da mor og fars ankomst ikke alene betyder glædeligt gensyn men også snarlig afsked med en masse personer, som jeg er kommet til at holde uendelig højt af i løbet af de sidste 9 måneder.
- comments