Profile
Blog
Photos
Videos
Der er sket det soergelige, at vores medbragte computer er afgaaet ved doeden for et par dage siden, saa fra nu arbejder vi altsaa under pres med et tikkende internet-cafe-ur, naar vi skriver hjem. Til gengaeld er vores ipod, der var formodet stendoed efter det grusomme moede med toilettet i El Nido, nu vendt tilbage til overfladen - et comeback, der naesten fik os til at faelde en taare!
Vi ankom som naevnt til Singapore den 3. maj, og blev hentet af vores danske vaert, Conny, som havde en lejlighed, der laa jaevnt over vores vanlige boligstandard! Dansk som hun er, forstod Conny broed-situationen, og koerte os fluks til et dansk bageri, hvor der flokkedes med andre blege rugbroeds-fanatikere. Efter en estatisk bager-oplevelse, begav vi os mod Orchard Road (shoppinggaden over dem alle). Vi gik straks til angreb og dette har (ikke med vores gode vilje) resulteret i nogle utrolig udspilede rygsaekke, der inkasserer opgivende blikke fra alle de praktiske travel-light-backpackere.
Efter to maaneder i mindre udviklede lande, var Singapore saa pinligt ren og ordnet, at vi naesten ikke kunne finde ud af det. Men med foerste punkt paa dagsordenen vaerende Mettes tandlaege-besog, satte vi dog i saerdeldes pris paa renligheden (med tidligere besoeg paa et par af kontinentets hospitaler vidste vi hvor sloevt det kunne staa til). Til gengaeld var grundigheden maaske lige i overkanten; til trods for at det ret hurtigt stod klart for Tong Wong (tandlaegen) at Mettes tandpine maatte have skyldtes nerveforbindelsen mellem de forkoelelsesbetaendte sinuser og de oeverste tandroedder, toevede han ikke med baade roengtenbilleder og nervetests, der (ved naermere eftertanke) selvfoelgelig resulterede i en regning af stoerrelsesordenen fire-fem dagsbudgetter (227 singapore dollar gange 4,3.
For at matche de chicke asiatere trak vi efterfoelgende i vores paeneste (og naesten nyvaskede toej) og arbejede os paa den civiliserede maade gennem kunstmuseer, botanisk have, eksklusive butikker og restauranter! Vores bedste Singapore-oplevelse foregik paa 57. etage af Marina Bay Sands, hvor vi havde bestilt bord til chokoladebuffeten! Her sad vi med udsigt over den fantastiske skyline og nedsvaelgede chokolade i alle afarter i timevis.
Efter tre dage under ordnede forhold, i en laekker lejlighed og med hveder og varm leverpostej (!!!) til store bededag, krydsede vi aekvator og landede i Yogyakarta paa Java - og straks var vi tilbage i herligt lavprisregi (det kraevede dog en konsultation med valutaomregneren, foer vi turde koebe en magnum mandel til 10.000!). Kort efter ankomst haevede vi hver 2 mio. i banken (dog i rupies, svarende til lidt over 1200 danske kr.) og bookede en tur til Indonesiens mest aktive vulkan, Gunung Merapi. Lonely Planet skrev saaledes: "It's extremly unlikely anyone will be let anywhere near the summit in the near future", men ikke desto mindre stod vi efter 4 timers udmattede, natlig vandring paa kanten af vulkankrateret i 2911 meters hoejde og saa solopgang! Den sidste opstigning var et frygteligt sisyfos-arbejde, da vi maatte kravle i grus, og hele tiden skred ned igen. Turen blev ogsaa et par gange afbrudt af nogle dybe bump - hvilket viste sig at vaere kaempemaessige sten, der tog turen ned over bjerget.
Efter omkring tyve kolde minutter paa toppen, med en udsigt der med flere laengder slog skylinen paa Marina Bay Sands, maatte vi se realiteten i oejnende: en aktiv vulkan er desvaerre ikke et solidt grundlag for bosaettelse, saa selvom vores ben var stemt for at slaa roedder, blev ved noedt til at begive os ned i de lavere luflag igen! Med en kold kogt kartoffel som fornyet braendstof, foregik nedstigningen til dels loebende gennem aske og glidende paa mudret blotlagt jord. Efter en triumferende spurt den sidste kilometer (til de oevrige bjergbestigeres maabende undren) kom vi i maal og blev beloennet med en noget mere prisvaerdig snack - en lun banana-pancake, mums!
Efter at have hvilet vores medtagede knae, tog vi dagen efter paa tempel-tur, for at se baade Borobudor og Prambanan. I foestnaevnte cirkulerede vi 10 gange rundt, for at foelge "the path to enlightment", men da vi imidlertid naaede op i Buddhas hoejder, var templet blevet invaderet af teenage-skoleelever, hvilket forvandlede de ellers utrolig flotte omgivelser til et sandt mareridt. Vi har foer stillet op til faellesbilleder i ny og nae, men dette var et gedemarked af ivrige unge, der hev og sled i os for at faa taget billeder.
For ikke at faa samme oplevelse ved Prambanan, allierede vi os med en guide, der faktisk viste sig at vaere meget informativ (det er ikke altid, man kan vaere saa heldig). Her fik vi genopfrisket vores hinduisme-buddhisme-kendskaber, og maatte kun 5 gange laegge krop til faellesbilleder. Indgraveret i sten paa templerne udspillede der sig en kaelighedshistorie om Rama og Sinta og med en lille demonstration fra vores kaere guide, Luna (en mand), blev vi opfordrert til at tage ind og se Ramayana ballet (en klassisk javanesisk dans om netop denne kaerlighedshistorie). Aftenen blev derfor dedikeret til netop dette og vi sprang derfor paa foerstkommende rickshaw (noget lignende en cykel-karret) mod teateret. Efter to timer i selskab med dansende aber, krigeriske maend og braendende skuespillere var vi med faa blikkes udveksling enige om, at det var en flot, men saerpraeget oplevelse, der ikke umiddelbart kraever gentagelse lige foreloebigt.
Foruden aabenbaringen om igen at vaere ankommet til et muslimsk land (en stor tak til vores kaere imam-nabo, der med sin gjaldende boenner gentagende gange dagligt ikke lader os glemme det), er det til vores store overraskelse gaaet op for os, at vi ogsaa er kommet til batikkens hjemland. Med et shoppingudvalg reduceret til batik i alle afskygninger, havde vi svaert ved at fordrive en hel dag med dette, og maatte i dag ty til anden beskaeftigelse og valgte at leje et par cykler vi kunne udforske byen med. Det blev en eftermiddag med livet som indsats blandt spoeglsesbillister, hestevogne og andre hasaderede koeretoejer i den "forkerte" side af vejbanen.
Imorgen begiver vi os ud paa en 17 timers lang bustur med destinationen Bali, hvor vi ser frem til at goere en ende paa den ufrivillige oel-coelibat, der har staaet paa siden boernehjemstiden...
- comments
Kirsten Hej tøser. Jer beskrivelser er fantastiske. Alt det I oplever. Det er vildt. Bare I passer på hinanden. Men Som jeg kan læse mig frem til har I tjek på tingene!? - Håber jeg. Glæder mig allerede at læse næste blog. Knus Kirsten
Karen Marie Goul Sørensen Hej Piger Hvor er det spændende for jer at rejse og opleve :-) og herligt at vi andre kan læse lidt om det. I klare jer flot, og vi er stolte af jeres kunnen. Kom godt videre, vi glæder os til vi ses.Knus fra Faster Karen og alle drengene. :-)