Så blev det vores sidste dag i Auckland og også den længste dag, vi nogensinde har oplevet, da vi flyver videre til Los Angeles, krydser datolinien og dermed rejser tilbage i tiden.

Vi skulle tjekke ud senest kl. 10.00, så vi skulle have dagen til at gå, inden vi skulle flyve kl. 21.30. Vi blev enige om at køre til Kelly Tarlton's Underwater World and Antarctic Encounter. Det blæste rimelig meget, så på turen derhen, var der et sted hvor vejen var godt på vej til at blive oversvømmet, pga. de store bølger der slog op på vejen.

Vi kom frem til Kelly Tarlton's og smuttede indenfor, i ly for blæsten. De første 20 minutter indenfor gik med at læse og se objekter, fra forskellige menneskers forsøg på at komme til Sydpolen. Lige herefter var der en teststand, fyldt med vand, der er ligeså koldt, som der er omkring Sydpolen. Man skulle så prøve om man kunne holde ud af have hånden i i 30 sekunder og det skulle Dannie selvfølgelig prøve. Det var virkelig ubehageligt koldt, men han klarede de 30 sekunder.

Længere indenfor i et stort bassin, var der en af de største rokker, vi nogensinde har set. Rokken hedder Phoebe og er 3 meter i bredden. Puha. Videre rundt kunne man se en kæmpe blæksprutte, der var skyllet på land på New Zealand, masser af fisk og diverse andre vanddyr. Herefter var vi inde ved pingvinerne, hvor man kørte rundt i en aflukket vogn, så man kom helt tæt på.

Da vi havde været hele vejen rundt og gik mod udgangen, skulle vi blive enige om, hvad vi så skulle lave. Dannie ville meget gerne se en strand, hvor sandet skulle være kulsort, så det kørte vi mod. Området med stranden hedder Karekare og der er virkelig smukt. Sandet er enormt fint og vitterligt kulsort. Ret sjovt at se, når den sidste strand vi så, var med kridhvidt sand. Senere på dagen, fik vi at vide at på strandene på vestkysten er sandet sort og på østkysten er sandet hvidt. Nok meget pga. blæsten, var vi helt alene på stranden, omgivet af store bjerge og klippeformationer, så det føltes som om, at vi var helt alene i verden.

Efter at have tullet rundt på stranden og var blæst godt igennem, gik vi tilbage til bilen og kørte ud til et lille center, lige ved siden af lufthavnen, hvor Dannie lige fik klippet håret, for at få mere tid til at gå. Herefter smuttede vi ind i lufthavnen, for at tjekke ind. Ved check-in sagde damen ved skranken til os, at flyet (Boeing 747) kun var halv fuldt, så vi kunne vælge præcis de sæder, vi gerne ville have. Hun foreslog at booke ydersæderne i den midterste række, da ingen gider at sidde helt i midten, hvis de kan være fri og derfor ville vi få 4 sæder for os selv. Det sagde vi selvfølgelig ja tak til, da 4 sæder på en 12 timers flyvetur, lød ret tiltrækkende!

Afsted mod L.A og tilbage i tiden!