Del 2:
En dag, hvor vi var taget over til poolen, fortalte Nadine om denne amerikanske gut på 23, der gerne ville møde os. Han hedder Andrew og er oprindeligt fra New Jersey, men opholder sig en måned på Agua Linda Ranch, hvor han arbejder. Vi var friske, så Nadine kørte os derned, da hun alligevel skulle ned for at hente grønsager. Da vi trådte ind i køkkenet på ranchen, mødte en vildmand vores syn: Skægget og håret groede voldsomt ud af hovedet på ham, så tilføjede man en turban, ville han ligne en terrorist, synes Christina. Efter vi havde hjulpet Nadine med at plukke ærter, var vores fødder ret mudrede, så vi vaskede vores fødder i selskab med deres ret så tamme får, Flash. Her så vi deres store pool, og øjnede chancen for at få en afkøling. Vi hoppede i og tjantede lidt rundt, men pludselig stod vildmanden der. Uden at sige et ord, smed han alt tøjet på nær underbukserne og hoppede i poolen. ”s*** the bed”, tænkte vi så, ”nu kommer vi aldrig af med ham.” Da vi skulle til at køre hjem igen, spurgte han, om vi havde et amerikansk telefonnummer. Til det løj Christina måske en smule J
På den næste fridag tog en af opstalderne, Marta, os med til Mexico. Her gik vi lidt rundt i Nogales’ gader og fik et indtryk af hvor farverigt og specielt deres kunst/keramik var. Christina synes at det mindede om Tyrkiet, for her blev man også næsten hevet i for at skulle se de forskellige købmænds butikker. Vi var også ret ombejlede på gaden, hvor mændene piftede efter os og på andre måder gav udtryk for hvor godt, de syntes vi så ud. Maja var ret fascineret af deres keramik og ville ønske, at der var mere plads i sin kuffert. Marta tog os med på en lækker mexicansk restaurant, La Roca, hvor hun gav frokost. Maden var virkelig lækker og overhovedet ikke stærk, så vi spiste os stop mætte. Restauranten var placeret delvist inde i en klippe, så den ene side af restauranten var af sten. Det skulle der selvfølgelig tages billeder af. Da vi var godt i gang med at pose for kameraet dukkede der pludselig en James op og tilbød at tage et billede af os alle tre. Vi faldt i snak og vi fik hans nummer. Vi aftalte senere at mødes til en velgørenhedsfest på Agua Linda Farm. Det var hyggeligt at ses igen, og vi håber at vi kan ses igen en anden gang.
Ellers har vi været ude at købe ægte amerikanske og mega nice western hatte! Dem har vi glædet os til at købe i lang tid, så nu er vi rigtige cowgirls J Med henblik på, at kalvene skulle brandemærkes m.v. gav Gus os en lektion i at kaste med lasso. Det er ikke noget, man kommer sovende til, men med en god portion koncentration og Gus’ gyldne ord fik vi faktisk fanget den plastikko rimelig mange gange.
Dagen inden brændemærkningen havde vi lige tid til at se Tubac, en lille by halvvejs mellem Mexico og Amado. Tubac er et kulturelt mix af amerikanske kunstnere og mexicanske keramikere. Vi fandt også et par tøjbutikker og nogle souvenirshops, hvor vi også fik brugt lidt penge.
Da dagen for brændemærkningen randt op, stod vi tidligt op for at sadle vores westernheste op. Christina skulle ride Zarco, Maja havde Jack og Katie fik tildelt Trouble. I anledning af denne spændende dag havde vi trukket i vores bedste westerntøj og hestene fik deres westernudstyr på. Vi drog, sammen med Gus og Bobbi, ud for at drive køerne ind i corrals’ne, så vi kunne starte arbejdet. Det var virkelig idyllisk sådan at skulle ud for at lege cowgirl. I corrals’ne tog Gus og de andre mænd over, da kalvene skulle indfanges. Da en kalv var blevet fanget, stod Maja for at skære et hak i deres øre (kendetegn), Bobbi stod for at kastrere, Gus’ niece stod for at vaccinere og Christina og Katie stod for at holde kalven nede, mens en af mændene brændemærkede den. For Maja var det lidt grænseoverskridende sådan at skulle skære i kalvenes ører, men det var spændende at være en del af en brændemærkning på ægte westernmanér. Efter 23 kalve var vi færdige uden de helt store dramaer. Der var kun en enkelt kalv, der stak af, men den blev indfanget igen. Vi tre piger stod selv for at drive køerne ud på græs igen. Det var vildt fedt :)
Dagen efter skulle Katie tilbage til England. Det er utroligt at hun allerede har været her i 3 uger, og vi er også blevet rigtig gode venner. Nu er der endnu en god grund til at skulle til England :)