Profile
Blog
Photos
Videos
Del 1:
Det er efterhånden ved at være lang tid siden sidst, så nu har vi igen oplevet en hel masse J Efter Lucie rejste havde vi en uge ”alene” inden der igen kom en ny pige, men det vender vi tilbage til. I dette korte tidsrum gik Bobbi virkelig til vores muskler. Vi fik undervisning, hvor vi skulle sidde i de mest mærkelige stillinger, mens Bobbi styrede hesten i longeline. Hvad det skulle gøre godt for, var vi ikke helt sikre på til at starte med, men vi blev klogere, for det kunne i hvert fald mærkes på vores muskler dagen efter! Alt foregår dog ikke på dressurbanen, så ind i mellem tager vi på tur. Således var vi på tur med Zarco og Jack rundt om de store folde en dag. Det var vældig hyggeligt og vi fik set en masse firben, der sprang for deres liv, da vi kom ridende.
Den nye pige hedder Katie, er 19 år og kommer også fra England. Hun er en super sød pige og hun er kommet her af uddannelsesmæssige formål. På vores fridag tog vi alle tre til Arizona-Sonora Desert Museum, hvor vi så alle de dyr, man kan være heldig/uheldig at møde i ørkenen. Herefter tog vi i Old Tucson Studios, hvor mange af de gamle westernfilm er blevet optaget. Her så vi to forskellige shows: Et action og et comedy show. I begge dele lavede de stunts, som man gjorde i de gamle westerns. Det var ret underholdende. I shoppen på vej ud af Old Tucson havde de en masse spændende souvenirs, så her blev endnu et par dollars brugt.
Ellers er det jo ved at blive rigtig varmt her i Arizona. Dagstemperaturen ligger i øjeblikket på omkring 35 grader, så vi blev rigtig glade, da en af opstalderne, Nadine, tilbød os at låne hendes pool. Hun bor ikke engang 5 minutters kørsel fra ranchen, så der har vi efterhånden været ovre et par gange. :D Nadines hjem er utrolig amerikansk: Stort, specielt og pyntet med alt muligt spændende nips. Cirka det samme kan man sige om hendes have, hvor poolen er. Sprinklere holder græsplænen grøn, hvilket Bobbi og Gus ikke går så meget op i. Nadines mand, Tom, laver kulisser/udstillingsfigurer til museer og temaparker, og han har lavet de flotteste ”klipper” med vandfald, der falder lige ned i poolen. Virkelig godt lavet! Så det er her, vi ligger og soler os på de særligt varme dage.
Det blev jo også Majas fødselsdag J Det var en lørdag, hvilket vil sige en almindelig arbejdsdag, men hun fik alligevel skypet med familien og pakket gaver op fra Christina og Nadine. Maja blev rigtig glad for henholdsvis sin D&G parfume og sine øreringe. På denne dag fik hun lov til at bestemme aftensmaden, som kom til at bestå af SPARERIBS!!! Nammenam! Til dessert havde Bobbi lavet en overraskelse i form af en giga chokoladekage, som det tog os nogle dage at komme igennem. Men åh, den smagte godt!
Vi får ellers set nogle vilde dyr her på ranchen. Udover den førnævnte prærieulv, som vi faktisk har set et par gange, har vi en masse kaniner, firben og rovfugle på ranchen. En aften, hvor vi lige havde siddet og snakket om alt, der kan slå dig ihjel herude, åbner Bobbi hoveddøren og råber ”Tarantula!”. Så sidder der minsandten en ordentlig kleppert af en edderkop lige uden for vores dør. Selvom taranteller ikke er giftige, skulle vi ikke nyde noget af at komme i nærkontakt med den. Vi fik taget nogle billeder af den og så fik Gus flyttet den ud på marken med en skovl.
- comments