Profile
Blog
Photos
Videos
Del 2:
Bobbis mor, Fay, rejser tilbage til sin hjemstavn i Canada hver sommer, så en dag tog vi hjem til hende for at hjælpe med at pakke den store hestetrailer. Hun skulle nemlig have to af sine tre heste med. Hendes nabo, Bill, har en amerikansk bøffel gående i sin indhegning, så den var vi henne at se. Det viste sig at bøflen ikke var det eneste ”eksotiske” dyr på matriklen, for lige pludselig kom Bills tamme ulv gående imod os! Så nu kan vi sige, at vi har klappet en ulv og rørt ved en amerikansk bøffel hos Buffalo Bill ;D
Da Fay var rejst, havde vi hendes personbil til rådighed, så da vores fridag kom, kørte vi selv ud for at opleve. Denne dag tog vi og Lucie til Pima County Fair, som er et stort amerikansk gøglermarked med boder, tivoli, søløveshow, hajakvarium, ponyridning, petting zoo og kåringer for bondegårdsdyr i alle udskæringer. Vi havde en god dag, og vi fik prøvet nogle vilde forlystelser. Ellers har vi set en romersk katolsk kirke, som var rigtig flot dekoreret. Maja og Lucie tændte et lys hver og bad en bøn, mens Christina lallede rundt og tog billeder. Uden for kirken kunne man købe Indian Fry Bread ved en lille bod. Bobbi og Gus havde anbefalet, at vi prøvede at smage sådan noget, så Lucie købte et styks Indian Fry Bread med kanelsukker, som vi delte. Det lignede mest af alt en opblæst pandekage, men den smagte af vafler, så det var ikke dårligt J
Ellers har vi oplevet endnu noget meget amerikansk. Bobbi og Gus har nemlig lige afholdt en clinic med dressurrytter og pilatesinstruktør, Julie Leiken, på ranchen. Hun lagde meget vægt på kropsbevidsthed under ridningen, idet rytterens opstilling er utrolig vigtig for at kunne ride hesten korrekt. Vi deltog ikke selv i rideundervisningen, men så på i stedet. Derimod red Lucie med på Elvis, og det fik vi rigtig noget ud af at se. Man fik helt lyst til selv at sidde i sadlen J Derefter gav Julie Leiken en pilateslektion, som vi deltog i. Det var meget sjovt at prøve, men noget andet er, om vi kommer til at bruge det i fremtiden :P
Om aftenen lavede vi dansk mad til ”familien” i anledning af, at det var Lucies sidste aften på ranchen. Vi lavede frikadeller med kogte kartofler, hvid sovs og broccoli, og det tog os hele 2 timer at lave det. Men heldigvis blev det super godt. Bobbi og Gus havde ikke prøvet sådan noget dansk mad før (de havde ikke engang fået kogte kartofler), så de kiggede efter, hvordan vi danskere anrettede maden på tallerkenen. Heldigvis synes de alle, at det smagte rigtig godt, så de tør nok godt at lade os lave tarteletter næste gang ;)
Lucie tog jo af sted dagen efter, og selvom vi kun har kendt hinanden i to uger, var det lidt hårdt at sige farvel. Vi er alle tre blevet gode venner, så vi vil holde kontakten over nettet. Og så har vi vist også lovet at komme og besøge hende i England :P Så nu er det kun os, der ”styrer” ranchen, men Lucie har været en god læremester, så det skal nok gå.
- comments